BLOG: Det er ikke nok at lave bedre uddannelser for de dygtigste
Blog: En pose penge til de allerdygtigste studerende er ikke nok. Det er på tide at droppe besparelserne på vores uddannelser.
Det er altafgørende for kvaliteten af vores uddannelser, at vi investerer i uddannelse i stedet for at skære ned.
Derfor er det ærgerligt, at regeringen endnu engang vælger at lægge fokus det forkerte sted. I stedet for at investere i uddannelserne, vil de lave en pulje med penge forbeholdt meget få studerende. Nemlig de allerdygtigste.
Regeringens udspil til et nyt talentprogram skal sikre, at uddannelserne giver ekstra muligheder til de dygtigste og mest motiverede studerende. Pris: 190 millioner kroner.
Intentionen er som sådan god nok. Vores uddannelsessystem skal være i stand til at udfordre og motivere alle vores studerende uanset niveau. Og jeg er som udgangspunkt altid positiv overfor investeringer i uddannelse. Det er der hårdt brug for. Problemet med udspillet er bare, at i stedet for at løfte vores videregående uddannelser som helhed, vælger regeringen at investere i de få.
Det er de to procent dygtigste og mest motiverede studerende, som får gavn af de 190 millioner kroner. Det svarer til omkring 5000 studerende.
Samtidig bløder vores uddannelser. Uddannelsesalliancen har netop lavet en analyse, som kortlægger regeringens besparelser på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Både dem de har planlagt, og dem de har gennemført. Den viser, at der skal spares 21. milliarder kroner på uddannelse frem mod 2022. Og regeringen har allerede sparet 2,4 milliarder kroner alene på de videregående uddannelser.
Helt konkret betyder nedskæringerne færre ansatte, mindre feedback og færre undervisningstimer. På Københavns Universitet har man på kun to år sagt farvel til 749 fuldtidsstillinger. Mon ikke sådan et indgreb i medarbejderstaben kan mærkes.
Lad os nu lytte til uddannelsesinstitutionerne og de studerende. De har ikke kun brug for en lille pose penge, som er forbeholdt de få. De har brug for, at vi sætter hælene i og stopper de planlagte besparelser, samtidig med at vi tilbagefører penge til uddannelserne. Det er ikke i orden, at når der endelig kommer penge til uddannelsesområdet, så går pengene kun til de dygtigste.
Vi skal snart til valg. I den forbindelse er det rigtig vigtigt, at vi alle viser Lars Løkke og resten af blå blok, at deres prioriteringer er forkerte.
I SF vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at holde flertallet op på, at det er tid til at investere i uddannelse igen.