DF vil give pædagoger og sosu-assistenter ret til tidlig pension
Ifølge Dansk Folkeparti skal medlemmer af FOA og 3F stå forrest i køen til tidlig pension.
Siden Socialdemokratiet præsenterede et nyt pensionsudspil for to uger siden, har debatten taget fart på Christiansborg.
Med et budget på tre milliarder vil partiet give de mest nedslidte danskere ret til at gå to til tre år tidligere på pension, og især Dansk Folkeparti har støttet op om dette.
Ingen af dem har dog ønsket at konkretisere, hvem den såkaldte differentierede pension skal omfatte.
Og selvom svaret endnu ikke ligger fuldstændigt klart, løfter Dansk Folkepartis formand nu sløret for, hvilke brancher han ønsker at placere forrest i køen:
- Hvis du kigger på 3F's og FOA's medlemmer, så er de kernelandet af dem, der skal have ret til pensionen, siger Kristian Thulesen Dahl, da han gæster talkshowet 'Lippert' på TV 2 News.
- Jeg definerer det ud fra de grupper, der typisk bliver hurtigere nedslidte, og hvor levealderen er kortere end for andre, fortsætter han og fortæller, at vurderingen er lavet på baggrund af diverse statistikker på området.
Lærere ikke inkluderet
Dermed mener partiet, at både murere, slagterimedarbejdere og buschauffører skal have ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid.
Men også sosu-assistenter, hjemmehjælpere og pædagoger er omfattet af de to ovennævnte fagforbund.
I 'Lippert' medgiver Kristian Thulesen Dahl da også, at pædagoger kan blive hurtigere nedslidte end andre faggrupper.
Han mener dog ikke, at skolelærere også skal have ret til at komme før på pension.
- Det er ikke, fordi jeg ikke anerkender, at det kan være et hårdt arbejde. Men jeg bliver nødt til at sige, at vi ikke på den ene side kan have en stigende folkepension og på den anden side kan sige, at rigtig, rigtig mange så har ret til at gå før. Det giver ingen mening, siger han.
- Vi synes, at der er en forskel på, om man er fysisk nedslidt i kroppen, eller om man arbejder i et kontorlandskab, hvor man har nemmere ved at få tingene til at fungere, lyder det videre fra DF-formanden.
DF klar til at lave pensionsordning uden regeringen
Regeringen har torsdag indkaldt Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti til forhandlinger om differentieret pension.
Frem for at ændre pensionsalderen ønsker regeringen at udvide seniorførtidspensionen. Det er en ordning for personer, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, højst har fem år til pensionsalderen og er for nedslidte til at passe et almindeligt arbejde.
Da ordningen blev indført i 2011, vurderede regeringen, at cirka 8000 danskere ville gøre brug af ordningen. Men indtil videre er det kun blevet til omkring 700.
Krav til fordeling af seniorførtidspension:
Kristian Thulesen Dahl har ikke meget tiltro til seniorførtidspensionen, som han mener er blevet en del af et "rigidt system", der ikke fungerer.
Derfor vil han torsdag fremlægge en model, der både omfatter bestemte jobtyper og antal år på arbejdsmarkedet, siger han. Indtil videre har Dansk Folkeparti erklæret sig enige med Socialdemokratiet i, at man skal have arbejdet mindst 40 år for at kunne blive taget i betragtning til differentieret pension.
- Men vi behøver ikke Socialdemokratiet for at indgå en aftale. Vi er parate til at forhandle det her. Omvendt er vi heller ikke afhængige af, at regeringen er med, slutter han.