Portræt: Da Mette Frederiksen satte sig for bordenden, aflivede hun blokpolitik
Hun går i fodsporene på landets første kvindelige statsminister, men taktikken er langt fra den, forgængeren lagde for dagen.
- Godt lederskab er at træde tilbage på det rigtige tidspunkt.
Sådan lød det fra talerstolen til de socialdemokrater, der var samlet på Christiansborg på valgaftenen i 2015.
De havde tabt. Og kvinden med mikrofonen, Helle Thorning-Schmidt (S), havde mistet sin statsministerpost.
- Det tidspunkt er nu, lød det.
Med ét var alle kameraer og blikke rettet mod rummets næstvigtigste person; Mette Frederiksen.
En partifælle placerede sin hånd på hendes skulder og gav den et anerkendende klem, der skrev sig ind i historiebøgerne.
Mette Frederiksen smilede. Kun for et splitsekund.
Helle Thorning-Schmidts tale fortsatte, mens Mette Frederiksen så til fra rækkerne. Blikket var stift og rettet mod formanden. Minen var alvorlig, men det korte smil og skulderklappet havde allerede sagt det hele: Thornings afgang var godt nyt for Mette Frederiksen og hendes politiske karriere.
To forkvinder, to par sko
Ganske rigtigt.
Mette Frederiksen blev valgt som Thornings afløser. En post, som hun ifølge den tidligere S-formand Mogens Lykketoft skulle have haft, allerede da han selv gav formandskabet videre efter et skuffende valg i 2005.
- Hun var allerede dengang den person, jeg kunne få øje på, der ville være bedst til at løfte det socialdemokratiske projekt i det lange perspektiv, siger han.
Sådan gik det som bekendt ikke.
Helle Thorning-Schmidt fik formandskabet. Hun besatte posten indtil 2015 og formåede ved valget i 2011 at blive landets første kvindelige statsminister. En præstation, der lægger et vist pres på kvinden, der forventes at gå i forgængerens fodspor ind i Statsministeriet.
- Det er altid vanskeligt at leve op til folks forventninger, fordi de er så forskellige, men jeg tror nu nok, det mere er en inspiration end et problem, siger Mogens Lykketoft.
- I min opfattelse er der slet ikke nogen sammenligning mellem Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen i det inderlige engagement for det, der altid har været Socialdemokratiets projekt.
Barn af "fattigfirserne"
Grunden til engagementet skal vi til Aalborg for at hente.
Her voksede Frederiksen op hos ærkesocialdemokratiske forældre og oplevede på tæt hold den økonomiske krise i 'fattigfirserne'.
Hun var dengang kun et barn. Men da hun fyldte 15 år, meldte hun sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.
Hun opnåede at blive både amtsformand og medlem af hovedbestyrelsen, før hun skiftede Aalborg ud med københavnerforstaden Ballerup. Her blev hun for første gang opstillet som folketingskandidat i 2000.
Ved valget i 2001 blev hun valgt ind med 3.602 personlige stemmer og blev kultur-, medie- og ligestillingsordfører.
Angreb den stramme udlændingepolitik
Fire år senere, da Lykketoft takkede af, havde Mette Frederiksen gjort sig bemærket. Ikke alene i partiet, men også blandt vælgerne.
For den nordjyske socialdemokrat var endnu ikke skolet i at pakke tingene ind.
Hun var med sine 24 år den yngste kvinde i folketingsgruppen, havde kort, mørkt hår og markante udmeldinger, som hun sommetider glemte at afstemme med resten af partiet.
Som da hun - bare to dage efter at være kommet i Folketinget – offentligt kritiserede Karen Jespersen (V) og den stramme udlændingepolitik, hun som indenrigsminister havde ført op til valget.
- Den linje, hun står for, er færdig. Helt færdig, sagde en dengang nyvalgt Mette Frederiksen.
Flirten med DF
Piben har dog fået en anden lyd siden dengang, for under ledelse af Mette Frederiksen har Socialdemokratiet skiftet udlændingekurs.
”Integrationen har fejlet,” har det lydt fra formanden, og fra flere kanter bliver der spekuleret i, om en S-DF-regering på sigt kan få sin gang på jord.
For bag Christiansborgs mure har der udspillet sig en historisk flirt mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som har vist sig at være mere enige end nogensinde før. Så enige, at socialdemokraterne i februar stemte for et paradigmeskifte i dansk politik. En lovpakke, der skal ændre fokus fra integration af flygtninge til hjemsendelse.
Vendte hjem til Aalborg – men kun på papiret
Selvom vælgerne i Ballerup siden årtusindeskiftet har stemt flittigt på den socialdemokratiske formand, fik det i 2018 en brat ende.
Den nordjyske stemmesluger, venstremanden Søren Gade, havde meldt ud, at han ikke ville stille op til næste valg, og det banede vej for socialdemokraterne.
Mette Frederiksen skiftede valgkreds til Aalborg Øst. ”Hjem til Nordjylland,” som hun selv formulerede det. Men politisk analytiker Thomas Funding var ikke i tvivl om, at beslutningen kun blev taget med et valgresultat for øje:
- Det her handler udelukkende om at skaffe flere vælgere til Socialdemokratiet, sagde han.
- Søren Gade har meddelt, at han ikke stiller op til næste folketingsvalg, og han fik 33.000 personlige stemmer i Nordjylland til det seneste valg. Nu håber Socialdemokratiet på at kunne erobre nogle af de stemmer.
Skilsmissen med R
Det er nu fire år siden, at nøglerne til Statsministeriet gik fra røde til blå hænder, og det socialdemokratiske anførerbånd gik fra Helle Thorning-Schmidt til Mette Frederiksen.
På de fire år har Frederiksen skulle bevise, at hun er kvinden, der kan lede S tilbage til magten. Og det er med en noget anden taktik, end forgængeren lagde for dagen.
Da Thorning dannede regering, var det først med SF og Radikale og siden kun med Radikale Venstre, men i 2018 meldte Frederiksen ud, at hun nu går benhårdt efter at danne regering alene.
- Jeg ønsker et Folketing, der kan arbejde sammen på kryds og tværs. Jeg mener, at blokpolitikken har nået sin endestation, og jeg tror inderligt på, at et samarbejdende folkestyre er det, der gavner Danmark bedst, sagde Mette Frederiksen i den forbindelse til TV 2.
Dermed brød hun sit partis årtier lange tradition for regeringssamarbejde med Radikale Venstre, som reagerede ved at slå fast, at Mette Frederiksen ikke kan vælge deres politik fra og samtidig forvente at kunne tælle deres mandater med.
Det efterlader på papiret Danmarks største parti alene. Og det er præcis sådan, formanden gerne vil have det.
Lyn-analyse
Mette Frederiksen skal være ekstremt overbevisende i de store partilederdebatter. Hun skal demonstrere dygtighed, faglighed, slagfærdighed og humor. Hun skal holde nogenlunde sammen på den røde blok. Og så skal hun selvfølgelig vinde statsministerposten.
Hendes styrke er høje tal i troværdighedsmålinger og et parti og en fagbevægelse, der bakker hende entydigt op. Mette Frederiksen har ikke samme stærke erfaringsgrundlag som Lars Løkke, og der er politikområder, hvor hun er tynd i papirerne. Hun har til gengæld en betydelig styrke som kommunikator og kan være meget skarp i politisk infight.