- Jeg er overrasket over, hvor få mennesker der reelt beslutter, at Danmark går i krig, siger forsker
Længe ventet udredning kaster lys over Danmarks krigsdeltagelse i Irak, Afghanistan og Kosovo.
Når USA kalder, så kommer Danmark. Så kort kan man formulere konklusionen af to forskeres udredning af Danmarks krigsdeltagelse i Kosovo, Irak og Afghanistan i årene 1993-2004.
Tirsdag fremlagde forskere den uvildige udredning af baggrunden for Danmarks deltagelse i krigene. Og kritikken er markant.
De to forskere konstaterer først og fremmest:
- Danmark imødekommer generelt USA's ønsker om militært bidrag. Solidaritet og alliancer er oftest de afgørende grunde til at gå i krig.
- Danmarks konkrete bidrag til militære operationer formes, snarere end de besluttes, af centrale ministre, embedsmænd og repræsentanter for Forsvaret i dialog med alliancepartnere, væsentligst USA.
- Regeringen fortæller ikke mere end højst nødvendigt til Det Udenrigspolitiske Nævn. Nævnet inddrages meget sent i processen, når alt nærmest ligger på skinner.
Der tegnes et billede af, at "Danmarks militære engagement kun i mindre grad bygger på strategiske valg og langsigtede analyser", lyder det fra de to forskere, lektor Rasmus Mariager og professor Anders Wivel fra Københavns Universitet.
- Jeg er overrasket over, hvor få principielle overvejelser man gør sig, inden man går i krig. Jeg er overrasket over, hvor langt inde i forhandlingerne man er, inden man vælger at orientere Udenrigspolitisk Nævn, og hvor få kritiske spørgsmål der bliver stillet i nævnet. Og jeg er overrasket over, hvor få mennesker der reelt afgør, om Danmark går i krig, siger undersøgelsesleder Rasmus Mariager.
- Det er reelt statsministeren, udenrigsministeren og et par topembedsmænd i dialog med USA, der afgør det.
Danmark følger USA
Det er ikke amerikansk pres, der får Danmark til at gå med i krig. Tværtimod viser redegørelsen, at man i Danmark "fornemmer", hvor udviklingen bærer henad, og "selv bevæger sig derhen, hvor amerikanerne typisk er, og imødekommer USA's ønsker".
- Er der nogen, der spørger efter militært engagement, så er Danmark villig til at være den, der yder det, siger professor Anders Wivel i sin fremlægning på Københavns Universitet.
Forholdet til USA er en central del af Danmarks overvejelser om at gå i krig.
Tilbage i slut-90'erne begrundede SR-regeringen deltagelsen i Kosovo med, at det var en humanitær indsats. Det var det også. Men det handlede mere om Danmarks forhold til Nato, viser undersøgelsen.
- Det er simpelthen et spørgsmål om alliancehensyn mere end om humanitære hensyn, siger lektor Rasmus Mariager.
I forhold til Afghanistan-krigen udtalte den daværende regering tidligt solidaritet med USA efter angrebene 11. september 2001. Og det banede vej for beslutningen.
- Solidaritet var afgørende. Det er påfaldende, når man læser de interne dokumenter, at forholdene i Afghanistan nærmest ingen rolle spillede, siger Rasmus Mariager.
Det samme viste sig i Irak. Den danske beslutning om at gå i krig i Irak var drevet af især tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) enighed med USA.
Fogh strammede oplysninger
Ifølge forskerne gik han langt for at få Danmark til at følge USA.
Forud for beslutningen om at gå i krig i Irak strammede den danske regering i en række tilfælde efterretninger, som i forvejen var fejlbehæftede og byggede på skøn og antagelser, lyder det i redegørelsen.
I flere tilfælde videregav regeringen ganske enkelt ikke vigtige oplysninger til Folketinget. Og den daværende regering "strammede" oplysninger, så de gav Folketinget et ufuldstændigt billede af situationen, står der i rapporten.
Et eksempel er spørgsmålet om Iraks beholdning af masseødelæggelsesvåben.
- FE's (Forsvarets Efterretningstjeneste, red.) vurderinger om, at der ikke fandtes sikre beviser, men at det vurderedes, at Irak havde våben, ændredes til statsministerens sikre erklæring om, at "det er noget, vi ved", skriver forskerne.
Det begyndte ligeledes som et "politisk skøn" internt i regeringen, at der var grundlag for at gå i krig, hvis ikke FN bakkede op. Den tolkning blev senere justeret til, at regeringen oplyste, at der var tilstrækkeligt juridisk grundlag.
- Danmark vælger at følge USA og Storbritanniens politik. Anders Fogh Rasmussen var åben om kursen, men ganske lukket om processen, konstaterer Rasmus Mariager.
Fogh slap for visse spørgsmål
Det lykkedes ifølge udredningen Fogh gennem hele forløbet "at undgå at blive forpligtet af definitioner, der senere kunne indskrænke hans og regeringens politiske råderum". Således afviste Anders Fogh Rasmussen at besvare det, han typisk omtalte som "hypotetiske spørgsmål".
- Det er meget påfaldende. Så slap han for at besvare visse spørgsmål, siger Rasmus Mariager.
- Han konstruerede også begrebet 'FN-forankring'. Det blev aldrig defineret, hvad det betyder. Det var et tomt begreb, man udfyldte, da beslutningen skulle træffes.
Regeringen vidste også, at USA's mål med krigen i Irak var et regeringsskifte, men det undlod man at fortælle, da Udenrigspolitisk Nævn spurgte til formålet med krigen.
Regeringen fortalte heller ikke, at statsministeren havde holdt møde med USA's viceforsvarsminister Paul Wolfowitz i marts 2002. Det er ikke sikkert, at man var forpligtet til at fortælle om det møde, mener forskerne, men det var et vigtigt og centralt møde, og det er påfaldende, at ingen fortalte Udenrigspolitisk Nævn om det.
Udenrigspolitisk Nævn inddrages meget sent
Forskerne undrer sig i det hele taget over den måde, der træffes store beslutninger om at gå i krig.
Der er forholdsvis få mennesker inde over beslutningsprocessen. Og først når alt nærmest ligger på skinner, inddrages det vigtige Udenrigspolitisk Nævn.
Regeringen skal rådføre sig med nævnet, hvor alt sker i dybeste fortrolighed, før enhver beslutning af større udenrigspolitisk karakter. Men der er tendens til, at skiftende regeringer - uanset partifarve - først har involveret nævnet i sidste øjeblik.
- Man informerer nævnet sent, lige før den formelle beslutning skal træffes, og på et tidspunkt hvor det har store politiske omkostninger at fravælge regeringens beslutninger. Og det har konsekvenser for den måde, man træffer beslutninger på, konstaterer Anders Wivel.
For eksempel i forhold til Afghanistan gav Danmark USA forventninger om en militær håndsrækning, to måneder inden det blev taget op i Udenrigspolitisk Nævn.
Tovtrækkeri om udredning
Undersøgelsen har været længe undervejs og har kostet politiske sværdslag.
Helt tilbage i 2011 besluttede den daværende SRSF-regering at nedsætte en undersøgelseskommission, der skulle granske grundlaget for Danmarks engagement i Irak og Afghanistan.
Året efter kunne kommissionen begynde arbejdet. Men da V-regeringen tiltrådte i juni 2015, trak den stikket på kommissionen - netop som den skulle til at afhøre centrale personer som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) og tidligere topembedsmænd.
- Irak- og Afghanistankommissionen var udtryk for politisk drilleri, lød det fra daværende justitsminister Søren Pind (V).
Beslutningen om at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen mødte stor kritik. Året efter, i 2016, blev der fundet et kompromis i Folketinget, idet det blev aftalt, at der skulle laves en mindre undersøgelse af grundlaget for krigsdeltagelsen i Kosovo, Afghanistan og Irak.
Denne undersøgelse er blevet foretaget af blot to forskere, en historiker og en politolog, og de har ikke skullet tage stilling til juridiske og folkeretlige spørgsmål. Udredningen skal "sikre en retvisende beskrivelse og læring for eftertiden", men ikke placere ansvar eller forholde sig til lovligheden af Irak-krigen.
Forskerne understregede under fremlæggelsen, at de har oplevet fuld adgang til alt relevant materiale. De har dog ikke kunnet interviewe relevante personer under ed, som den lukkede Irak- og Afghanistankommission skulle have gjort.
Udenrigsminister: - Det er vigtigt med åbenhed
TV 2 ville gerne have haft regeringens kommentar til redegørelsens konklusioner. Men der henvises til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der er på vej til Washington.
Han udtaler i en pressemeddelelse:
- Regeringen hilser udredningen velkommen. Uanset hvad man måtte mene om den danske deltagelse i de tre krige, er det vigtigt, at vi får størst mulig åbenhed om baggrunden for beslutningerne om at gå i krig. Ikke mindst så eftertiden kan trække på erfaringerne.
- Det er altid en svær beslutning at sende danske mænd og kvinder i krig. Men det er vigtigt, at Danmark fortsat engagerer sig i verden med udgangspunkt i danske interesser og værdier. Danmark skal tage ansvar, spille en aktiv rolle og være i stand til at bidrage til indsatser i verdens brændpunkter. Det er i vores egen interesse.
Krigen i Irak kostede otte danske soldater livet, mens 43 døde under den langvarige tilstedeværelse i Afghanistan. En enkelt dansk soldat døde i Kosovo.
Redegørelsens pointer om de undersøgte krige:
