Ny måling er Løkkes værste mareridt, siger politisk kommentator
Hvis vælgerne stemmer, som de siger i ny måling, hedder Danmarks næste statsminister Mette Frederiksen.
Hvis Lars Løkke Rasmussen har sin ministerbil kær, så skal han vente med at trykke på valgknappen.
Blå blok står til den ringeste vælgertilslutning i hele valgperioden. Omvendt behøver rød blok ikke engang Alternativet for at kunne samle et flertal.
Det viser en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken.
- Det bliver meget svært for Løkke at vende det her. Det er en mareridtsmåling. Den kan faktisk ikke være ringere, siger politisk kommentator Hans Engell.
Tendens går igen
Målingen viser en tendens, som går igen i den seneste Megafon-måling fra december. Afvigelserne fra målingen for en måned siden ligger inden for den statistiske usikkerhed. Men for blot en uge siden viste en Epinion-måling det samme: markant fremgang til rød blok, der kan mønstre et flertal selv uden Uffe Elbæk og hans grønne venner.
- Det er dejligt, at så mange danskere ønsker en ny regering og Mette Frederiksen som statsminister, siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, der dog ikke lader sig rive helt med af målingen.
- Jeg er opmuntret af den her måling, det skal ikke være nogen hemmelighed, men jeg tror også, det er vigtigt at sige, at intet er afgjort. Alle skal stadig hen og sætte krydset, og så må vi se, hvordan mandaterne fordeler sig.
Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten ligger på 51 procent af stemmerne og kan dermed samle 89 mandater - selv uden de 8, der ville tilfalde Alternativet, hvis vælgerne sætter deres kryds, ligesom de har sagt i spørgeundersøgelsen, at de vil.
Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige står derimod til 78 mandater - eller 44,4 procent af stemmerne. Det slår den hidtidige bundrekord fra november 2016, hvor de blå partier fik 45,6 procent.
Hans Engell understreger dog også, at intet er tabt på forhånd.
- Det bliver svært for Løkke at vende det her. Men i samme sekund valget er udskrevet, så er der en ny dagsorden. Når først valgklokkerne lyder, sker der noget med vælgerne. Det er en worst case-måling, og det gør det svært, men det er ikke det samme som, at han allerede har tabt.
Ekstremt presset blå blok
Der er fremgang til samtlige partier i rød blok på nær Enhedslisten.
- Det er en ønskemåling for Mette Frederiksen. Den spreder glæde i hele rød blok. De kan alle være tilfredse med resultatet, siger Hans Engell.
I blå blok er det eneste lyspunkt derimod, at Venstre ikke går tilbage, men står fast på de 17 procent, som også var billedet ved seneste måling. Ellers ser det slemt ud:
- Blå blok står i en ekstremt presset situation. De får det ringeste resultat i hele valgperioden. Og det kommer altså efter, at regeringen har spillet ud med en række store forslag, ikke mindst sundhedsreformen, hovedstadspakken, og hvad ved jeg. Siden august har de nærmest været i offensiven konstant.
DF og LA bløder vælgere
Liberal Alliance er et af de partier, der bløder vælgere. Ifølge Megafon-målingen står Anders Samuelsen og co. til blot 3,3 procent af stemmerne mod 7,5 ved valget i 2015. Dermed er regeringspartiet på størrelse med Nye Borgerlige, der er med på stemmesedlen for første gang.
- Det er knusende, siger Hans Engell.
- De begynder jo at kunne øjne spærregrænsen forude.
Ifølge Engell skyldes Liberal Alliances nedtur, at partiet har "været i en sky af manglende troværdighed", siden det gik med i regeringen. LA-ministrene har ingen vindersager, mange af dem er nærmest usynlige, de populære er på vej væk, og LA har ikke rigtig noget at byde på i forhold til klima og miljø, der ligger højt på særligt de yngre vælgeres dagsorden.
Dansk Folkeparti er også med til at trække blå blok ned. DF's 37 mandater ville svinde ind til 28, hvis der var valg i dag.
Det koster vælgere, mener Hans Engell, at Dansk Folkeparti må dele udlændingeområdet med både Socialdemokratiet og Nye Borgerlige.
Og så er der usikkerhed om, hvem Kristian Thulesen Dahl egentlig peger på, og om han vil i regering eller ej? Det hjælper heller ikke på vælgeropbakningen.
Selv siger Thulesen Dahl, at han er sikker på, at DF får et bedre valgresultat end denne måling.
- Sådan en måling her er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, men jeg er overbevist om, at når vi bevæger os frem mod en valgdag, så ligger vi stærkere hos danskerne, siger DF-formanden.
I bakker op om Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men går ofte sammen med Socialdemokratiet - kan det være, vælgerne er forvirrede over, hvad I vil?
- Nej, det tror jeg ikke. Tværtimod er det godt for Dansk Folkeparti, at vi har flere veje at gå, når vi skal gennemføre vores politik. Jeg mener ikke, vi gør noget galt. Og vi skal i hvert fald ikke begynde at gøre om på noget. Den her måling er ikke tilfredsstillende, men vi kæmper for at få større opbakning på valgdagen, og det er den dom, der er den afgørende, fastslår Thulesen Dahl.
Frederiksen står stærkt som statsministerkandidat
Socialdemokratiet og rød blok har derimod klaret sig godt på det seneste.
- Socialdemokraterne har været dygtige til at holde sig fri af sager. De er skarpe på udlændingeområdet, men har været lidt uskarpe omkring Lindholm og børnene i Sjælsmark. De belønnes af, at de er kommet med mange initiativer, samtidig med at de har været dygtige til at undgå at blotte sig. Det betyder meget, at der er ro i rækkerne, lyder det fra den politiske kommentator.
- De seneste par målinger har vist, at Mette Frederiksen står meget stærkere som statsministerkandidat end Lars Løkke. Selv når hun taler sundhedspolitik, står hun stærkere end ham, selvom han har en stor indsigt på området som tidligere sundhedsminister.
Derfor skal rød blok sådan set bare fortsætte som nu og undgå at gøre noget dumt for at holde den gode gænge.
I statsministeriet skal Lars Løkke Rasmussen derimod holde fingrene langt væk fra valgknappen og bruge den kommende tid på at få sin sundhedsreform forhandlet på plads.
Der kan stadig nå at ske meget inden 17. juni, hvor valget senest skal være afholdt.