BLOG: Skal vi nu skamme os over hĂĄndboldlandsholdet?
BLOG: Aldrig så snart en masse danskere glæder sig over noget i fællesskab, skal der komme nogle sure mennesker og hælde malurt i bægeret.
Kritikere synes ikke, at der er nogen grund til at glæde sig over herreholdets VM-sejr i håndbold, men omtaler sporten som ”provinsiel”.
Hertil er der at bemærke, at håndbold er en stor sport mange steder – også uden for landets grænser, og at det altså ikke skal være fodbold det hele. Jeg er klar over, at fodbold er vores ”nationalsport”, men det er da fantastisk at opleve den store folkelige opbakning, der har været omkring håndboldlandsholdet.
I øvrigt erindrer jeg, at hele Danmark i forbindelse med vinter-OL kastede deres kærlighed på en så eksotisk sport som curling. Nej, jeg havde heller ikke hørt om den sportsgren. Det havde de færreste. Men vi stod sammen og var begejstrede over det danske curling-hold for kvinder. I sammenligning med det er håndbold da en langt større og anerkendt sport.
Det er godt, at TV-værter fra både TV-2 og DR står sammen og forsvarer den danske sejr over for kritikerne. Morten Ankerdal fra TV-2 siger til B.T., at han er ligeglad og ikke oplever kritikken som særlig massiv, mens Tina Müller fra DR konstaterer, at de høje seertal i sig selv bekræfter succesen, og at ”det er en sportsgren, der samler befolkningen”. Næsten tre millioner så finalen på dansk TV.
Ja, det er en stor succes. Det er et samlingspunkt fra befolkningen, og disse samlingspunkter skal vi glæde os over. Hvad enten det er fodboldlandsholdet, håndboldlandsholdet, en Tour de France-rytter eller Kongehuset, så er der tale om nationale samlingspunkter – noget vi kan tale med hinanden om, noget vi deler med hinanden på de sociale medier og i det hele taget glæder os over.
I vores tidsalder er et seertal på 2,74 millioner faktisk formidabelt. Mange danskere har ikke længere ”flow-TV”, ser udsendelser individuelt fra streaming-tjenester og orienterer sig udelukkende på internettet. Det har sat de store fælles oplevelser på TV under pres og betydet, at de seertal, man oplevede, før internettet blev allemandseje, er blevet mere sjældne. Derfor er der grund til at glæde sig, hver gang det lykkes at få danskerne til at stå sammen om fælles oplevelser.
Kritikere vil der altid være. Det hører med. Men hvis kritikken ikke bliver mere kvalificeret end nogle spredte sure opstød over håndboldsporten som værende provinsiel, så er den til at leve med. Vi skal være stolt over vores håndboldlandshold.