Politik

BLOG: Nordea burde straffes markant hårdere for at medvirke til skattely

BLOG: I denne uge så vi endnu engang, hvordan grådigheden stortrives i den globale finanssektor.

Vi fik endnu engang bevist, at banker systematisk medvirker til at snyde fælleskassen for skattekroner, som kunne været brugt på vores børnehaver, skoler, sygehuse og plejehjem. I mandags kunne Jyllands-Posten afsløre en række interne mails fra Nordea, som tydeligt viser, hvordan bankens afdeling i Luxembourg rådgiver deres kunder om at oprette lyssky selskaber i kendte skattely.

Det er ellers stik imod, hvad bankens ledelse tidligere har påstået. Skandalen rullede for første gang i 2016, hvor lækket af de såkaldte panamapapirer afslørede Nordeas tætte samarbejde med det panamanske skattely-selskab Mossack Fonseca. Dengang udtalte Nordeas koncernchef Casper von Koskull, at ”Det er betryggende, at der ikke er fundet bevis for, at ansatte proaktivt har hjulpet med skatteunddragelse”. Nordea har siden da understøttet denne forklaring ved at gennemføre en intern undersøgelse. 30.000 timer brugte banken, ifølge dem selv, på at kulegrave interne dokumenter og mails. Undersøgelsen viste sjovt nok, at der ikke var noget at komme efter. Banken frikendte altså sig selv for aktivt at have medvirket til at oprette skattelyselskaber. Det virker besynderligt, at banken kan bruge så mange timer på at undersøge interne dokumenter og alligevel overse de afslørende mails, som Jyllands-Posten nu har fundet frem til.

Dermed kan man konstatere, at vi ikke skal give ret meget for de interne undersøgelser, som bankerne laver, når de tages med fingrene i kagedåsen. Dernæst må man så også konstatere, at Nordea har ført offentligheden bag lyset.

Hårdere straffe til økonomisk kriminelle og rådgivere

Nordeas rådne adfærd omkring skattely burde få store konsekvenser for banken. Men reelt er de kun blevet straffet med en bøde på 2 millioner Euro. Det svarer til 15 mio. kr. Jeg ved ikke, hvad Nordea har tjent på samarbejdet med Mossack Fonseca, men et forsigtigt gæt er, at de kun har latter til overs for den slags småbøder. Det kan ikke være rigtigt.

Vi bør og skal kunne give langt hårdere straffe til banker, advokater og revisorer, der medvirker til at flytte penge i skattely, end tilfældet er i dag. For hvis disse virksomheder stopper med at hjælpe skattesvindlere med at gemme deres formuer i skattely, så bliver det uendeligt meget sværere for svindlerne at få oprettet skattelyselskaber.

Enhedslisten udgav i december måned en stor rapport med en lang række forslag, der skal sikre en finanssektor, som tjener flertallet – ikke bare de rigeste. Vi foreslår blandt andet langt hårdere straffe til mennesker, som begår alvorlig økonomisk kriminalitet. Og så ønsker vi selvstændigt at kriminalisere rådgiveres medvirken til skattely. I dag ser vi alt for ofte, at rådgiverne går fri. I tilfældet med Nordea, ville de afslørende mails således styrke myndighederne i sagen mod banken sammenlignet med i dag.

Når en bank yder rådgivning om skattely, koster det samfundet enorme summer. Og de ansvarlige burde kunne straffes langt hårdere end i dag. Vi foreslår op til tolv års fængsel for de meget, meget grove tilfælde.

Vi ved endnu ikke, hvor mange penge, Nordea har kostet den danske fælleskasse, men i starten af 2018 fremgik det, at vores skattevæsen havde skattekrav på omkring 30 mio. kr. på baggrund af de oplysninger, som man havde købt fra panamalækket, og efterforskningen er langt fra færdig endnu.

Det koster altså samfundet dyrt, når banker medvirker til skattely, og det skal også afspejle sig i en øget risiko for at blive afsløret og en langt hårdere straf.