BLOG: I dag gør Støjberg de fattigste børn endnu fattigere

16x9
Pia Olsen Dyhr (F) Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Scanpix Denmark

Blog: Med det såkaldte paradigmeskifte gør regeringen i dag nogle af de fattigste familier her i landet endnu fattigere.

Det bliver en frustrerende dag i Folketinget. Jeg ved nemlig, at SF desværre ikke kan ændre på, at regeringen med Inger Støjberg i spidsen vil gøre fattige børn endnu fattigere, når deres såkaldte paradigmeskifte skal diskuteres.

Det er småligt, at regeringen bliver ved med at straffe dem, der har mindst i forvejen. Og det gør det kun værre, at Støjberg, Løkke og alle de andre tilsyneladende er komplet ligeglade med, at familiernes børn også bliver ramt.

Den såkaldte integrationsydelse bliver til en hjemrejseydelse. Men uanset hvad regeringen kalder det, så dækker det over, at dem, der i forvejen kæmper mest for at få enderne til at mødes, nu skal have et ekstra spark over skinnebenet.

Enlige forsørgere mister op til 2.000 kroner om måneden, og for par med børn er det 1000 kroner per person.

Jeg tror faktisk, de fleste af os vil kunne mærke det, hvis vi fik 2000 kroner mindre om måneden - selvom det måske bare er penge til et par sko for vores statsminister. Og det gør selvfølgelig ekstra ondt på de familier, som i forvejen er på den lave integrationsydelse. For dem er det penge til helt nødvendige udgifter som tøj, mad og medicin, de får endnu sværere ved at skrabe sammen.

Jeg synes, det er dybt uretfærdigt, og jeg kan ikke forstå, hvorfor et Danmark, der er rigere end nogensinde før, skal gå i så små sko.

Regeringens formål er soleklart. Den vil gøre det så uattraktivt som overhovedet muligt at være i Danmark for flygtninge. Og så er det åbenbart okay, at de børn, som ikke har skyggen af skyld i den situation, de er endt i, også bliver ramt.

Med kontanthjælpsloftet har regeringen allerede været skyld i, at tusindvis af børn vokser op i fattigdom. Og med den nye fattigdomsydelse til flygtninge vokser kløften mellem de svageste og resten af os endnu mere.

Det skal ændres, når vi får et nyt flertal.