Derfor er Kamala Harris et godt bud på Trumps næste modstander
BLOG: På papiret er senatoren prototypen på en kommende demokratisk præsidentkandidat. Men kan hun omsætte potentialet til stemmer?
Demokraternes præsidentræs er ganske som forventet ved at få fart på. Mandag annoncerede Kamala Harris, senator fra delstaten Californien, sit kandidatur i en video, der havde mange lighedspunkter med Hillary Clintons announcement-video fra 2015.
Harris anses af mange analytikere som et – hvis ikke dét – bedste bud på at blive Demokraternes præsidentkandidat ved det kommende valg i 2020. Også bettingmarkedet har i lang tid haft fidus til den sorte kvindelige senator.
At Kamala Harris anses for at være en af topfavoritterne, skal ses i lyset af en kombination af hendes personlige baggrund, politiske program og primærvalgskalenderen hos Det Demokratiske Parti.
Prototypen på en demokratisk kandidat
Den 53-årige senator er kvinde, halvt inder, halvt jamaicansk og jødisk gift. Meget tættere kan man ikke komme på en fuld plade i nutidens identitetspolitiske bingo, der især huserer på den amerikanske venstrefløj. En identitetspolitik, som Harris i øvrigt selv har forsvaret konsekvent.
Kamala Harris er USA's kun anden sorte kvindelige senator og den første sorte kvinde, der melder sig på banen i den kommende præsidentvalgkamp. At det skete netop nu, var selvfølgelig ikke spor tilfældigt, men nøje planlagt, da man i dag fejrer Martin Luther King Jr. Day her i USA.
At det i denne uge ligeledes er 47 år siden, at et kvindeligt kongresmedlem ved navn Shirley Chisholm som den første sorte kvinde nogensinde forsøgte at blive Demokraternes præsidentkandidat, var ydermere med til at svøbe senatorens kandidatur i historiens vingesus i forsøget på at blive USA's første kvindelige præsident. At også denne del var nøje planlagt ses i øvrigt i senatorens valglogo, der bærer klare referencer til netop Chisholms historiske kandidatur for knap et halvt århundrede siden.
”Den kvindelige Obama”
Sammenligningerne med Barack Obama er lige så mange, som de er slidte. Harris støttede – modsat størstedelen af Det Demokratiske Partis etablissement i Californien – Obama i 2008-valgkampen og blev allerede i 2010 betegnet som ”den kvindelige Obama”.
I dag er der mange, der tror, at senatoren fra Californien vil have de bedste odds til at kunne samle den såkaldte ”Obama-koalition” af unge, minoriteter og forstadskvinder igen i et forsøg på at vinde Det Hvide Hus. At Demokraterne i endnu højere grad er blevet kvindernes parti, siden Obama forlod Det Hvide Hus for to år siden, taler kun ydermere til senatorens fordel. Harris har til gengæld næppe den store appel til at vinde nogle af de hvide arbejderklassevælgere, som Demokraterne tabte til Trump ved det seneste præsidentvalg, tilbage.
En skarp anklager
Harris har i sin korte tid i Senatet – hun blev valgt i 2016 – især markeret sig som en skarp afhører. Næppe den store overraskelse, i og med at senatoren har en fortid som offentlig anklager i Californien.
Det er især præsident Trumps tidligere justitsminister Jeff Sessions og den nuværende højesteretsdommer Brett Kavanaugh, der er kommet i hendes krydsild i de forgange år. Særligt senatorens skarpe spørgsmål om kvinders ret til abort til Kavanaugh vil nok blive refereret i en lind strøm i den kommende tid.
Seancen illustrerer ydermere, hvad Harris kommer til at slå på i sin kommende valgkamp.
Hendes valgslogan – Kamala Harris, for the people – er en åbenlys reference til fortiden som anklager. Fortiden som anklager er også en del af den fortælling, Harris gerne vil italesætte ved hjælp af de tre slagord, hun præsenterede i dag: ”Tough. Principled. Fearless.”
Så forvent en fortælling om en sej, principfast og frygtløs kvinde, der ikke er bange for at gå i infight med sine politiske modstandere, uanset partifarve.
Mere Clinton end Sanders
Kamala Harris bliver med andre ord nok en kandidat, der kommer til at kæmpe en hård værdipolitisk og identitetspolitisk kamp for et andet USA, end det præsident Trump står for.
Senatorens valgprogram kommer dog nok til at minde mere om Hillary Clintons – meget liberalt (i den amerikanske forstand) værdipolitisk, men mere centrumvenstre i forhold til den økonomiske politik – end Bernie Sanders`, hvis man skal drage en parallel til Demokraternes seneste primærvalg. En lille sjov anekdote i den sammenhæng er i øvrigt, at senatorens søster, Maya Harris, var en højtprofileret rådgiver i netop Hillary Clintons præsidentkampagne.
Valgkalenderen kan blive en fordel
Sidst men ikke mindst er der valgmatematikken.
En kandidat som Kamala Harris burde ikke stå de store chancer i de to første demokratiske primærvalg i Iowa og New Hampshire. Men derefter ser det faktiske ganske lovende ud for en politiker med hendes profil.
Nevada, der ligger tæt på senatorens californiske hjemmebane, og South Carolina – hvor størstedelen af de demokratiske vælgere er sorte – er næst på listen. Harris har da også allerede annonceret, at hendes første valgmøde i den kommende uge netop kommer til at foregå i South Carolina og ikke i Iowa eller New Hampshire.
Den afgørende dag, der kommer til at give os et fingerpeg om, hvem der bliver præsident Trumps formodentlige modstander, er den 3. marts 2020.
Her er der Super Tuesday, hvilket betyder, at hele ni delstater går til valg samme dag. En af dem er senatorens hjemstat, Californien, der dermed ligger meget tidligere i primærvalgkampen end hidtil. Statens størrelse og politiske indflydelse taget i betragtning, kan en potentiel demokratisk præsidentkandidat dermed tage et stort og tidligt skridt mod nomineringen ved at vinde vestkyststaten.
At der ligeledes er en række delstater, hvor der kommer til at være en stor andel af sorte vælgere, der går til stemmeurnerne samme dag, er på papiret endnu en fordel for Harris.
Potentialet
Lægger man ovennævnte tre faktorer sammen, har man i teorien en politiker, der et det mest oplagte bud på Demokraternes næste præsidentkandidat. Som skribenten Perry Bacon Jr. fra hjemmesiden FiveThirtyEight har bemærket, så er der ”måske ikke nogen anden kandidat, der bedre illustrerer, hvordan det moderne Demokratiske Parti har ændret sig i de sidste par årtier med hensyn til identitet og ideologi.”
Kamala Harris er ifølge samme hjemmeside, der leverer datadrevet journalistik om særligt amerikansk politik, også den kandidat, der potentielt har den største appel til de store vælgersegmenter i Det Demokratiske Parti (sorte, partisoldater, venstrefløjen, millennials-generationen, latinoer og asiater).
Bliver Harris ”en Obama” eller ”en Rubio”?
Med andre ord er der ikke nogen potentiel kandidat i Det Demokratiske Parti, der har større præsidentkandidatpotentiale end Kamala Harris.
Men vi er fortsat på et meget tidligt tidspunkt i valgkampen. Der er et år, til de første primærvalg går i gang. Så alt kan ske endnu i et parti, der ikke har nogen naturlig frontfigur, og hvor en lang række andre højtprofilerede kandidater kommer til at melde sig på banen inden længe.
Ligeledes nytter alle politiske og personlige styrker ikke noget, hvis en kandidat aldrig for alvor kommer ud af starthullerne og formår at bygge en national platform.
Størstedelen af amerikanerne har endnu ingen anelse om, hvem Kamala Harris er. De ved i endnu mindre grad, hvad hun står for. Nogen vil have hørt om senatoren, men har ikke dannet sig et godt indtryk af senatoren, og hvorvidt de kunne overveje at give hende deres stemme.
Senatorens kerneopgave i dette år bliver derfor at rejse landet tyndt og introducere sig selv for sit demokratiske publikum.
Det er ikke nogen nem opgave i et kolossalt stort land, når man samtidig er folkevalgt senator med arbejdsplads i Washington.
Men det er uundgåeligt, hvis Kamala Harris' kometkarriere skal tage en lignende form som Barack Obamas gjorde det i sin tid.
For alternativet er, at Kamala Harris præsidentielle forhåbninger slutter lige så brat, som de gjorde for Marco Rubio og Scott Walker i 2016. Både Rubio og Walker var op til det seneste præsidentvalg blevet spået store chancer for at vinde Republikanernes nominering, men endte med at fejle spektakulært, da det kom til stykket.
Det store spørgsmål er med andre ord ikke, om Kamala Harris har potentialet til at blive Demokraternes næste præsidentkandidat.
Spørgsmålet er, om Harris kan omsætte præsidentkandidatpotentialet til at lave ”en Obama” frem for at ende som ”en Rubio”.