Løkkes kupforsøg var det første nogensinde – modstanderne var chokerede, da de opdagede planerne
Ingen havde nogensinde kuppet sig til formandsposten i Venstres Ungdom. I 1986 gjorde blot 22-årige Lars Løkke Rasmussen et forsøg.
Denne artikel blev første gang udgivet 12. maj 2019 i forbindelse med valget det år.
Fra sin plads ved bordet kunne Lars Løkke Rasmussen blot se passivt til. Nu var der ikke mere, han kunne gøre.
Rundt om ham i Helsingehallen var hans politiske fremtid ved at blive afgjort.
En skelsættende weekend i dansk politik havde nået sit klimaks. For den 22-årige Løkke med det let krøllede hår var der meget på spil.
Om få minutter ville han enten være formand for Venstres Ungdom. Eller også ville han indlede sin landspolitiske karriere med et pinligt nederlag.
Han havde forsøgt sig med en manøvre, der aldrig var set før: Et dristigt kampvalg mod den siddende formand i utide. Ville det lykkes?
Denne junidag i 1986 ville de største navne i Venstre aldrig glemme. Omkring 400 unge mennesker sad ved lange borde i hallen. De unge VU’ere var opslugt af deres papir, hvor de hver skrev ét navn. Enten partiets daværende formand Lars Møller Sørensen fra Kolding eller udfordreren Lars Løkke Rasmussen fra Nordsjælland.
Det var Lars mod Lars. ”Mølleren” mod Løkke.
Papirerne blev foldet sammen og lagt ned i en kasse, som stemmetællerne gik rundt med.
Stemningen var intens - særligt ved Frederiksborg Amts bord, hvor Løkke havde sat sig med vennerne fra Græsted.
Patruljefører og elevrådsformand
Det hele var gået så hurtigt. I årevis havde han skrevet læserbreve til de lokale aviser. Han var patruljefører i det lokale spejderkorps, blev elevrådsformand i 5. klasse i folkeskolen, han havde fået ideen til at oprette en lokalafdeling af VU i Græsted-Gilleleje, og så havde han året forinden i 1985 stillet op til kommunalvalget som blot 21-årig.
Han fik 99 stemmer og en fast plads i byrådet. Havde han fået 83, så havde han tabt. Alle stemmer tæller. Det vidste Løkke.
- Faren ved at være engageret i politik i så ung en alder er, at man ikke holder sig for øje, at der er andet i livet, som Løkke sagde i et interview dengang.
Og det var sandheden. Løkkes liv var politik. Og politik. Og politik. Nu sad han her i Helsingehallen og ventede.
Den markante mumlen i salen forstummede, da fire unge mennesker nogle minutter senere trådte ind ad døren med afgørelsen.
De i alt 369 stemmer var optalt.
De rødes hævn
Idéen til kuppet var opstået præcist et år tidligere i 1985 sent om aftenen til det seneste landsstævne i Venstres Ungdom på Søndermarkskolen i Randers.
Mange af VU’erne var godt berusede og fejrede, at landsstævnets officielle forpligtigelser var ved at være overstået, men det fremtrædende VU-medlem Lars Høgh Hansen havde ikke meget at glæde sig over.
Han tilhørte den røde fløj i Venstres Ungdom og havde netop fået tæv. Store tæv. Under kampvalget tidligere på dagen tabte rød fløj både formands- og næstformandsposten til den såkaldte sorte fløj.
VU var inddelt i rød og sort, og de 14 amtsforeninger var typisk evigt loyale mod én af fløjene. De røde havde en mere socialliberal profil, mens de sorte var kendetegnet ved lav skat og lille stat. Rød og sort plejede at dele de attraktive poster, som mange Venstre-profiler på landsplan selv havde haft i deres ungdom.
Én ting stod klart: En formand sad mindst i to år og var aldrig før blevet væltet efter et år. Men det skulle laves om, besluttede den lille gruppe fra rød fløj sent om natten. Den nye formand, Mølleren, skulle væk igen.
Spørgsmålet var, hvem der skulle tage kampen op.
Det blev nødt til at være en person, der kunne appellere bredt, og som ikke havde været alt for involveret i tidligere magtkampe. Men hvem kunne det være?
De havde ét år til at få kuppet på plads.
En ung mand fra Græsted
En lille gruppe røde VU’ere stod i det skjulte og drøftede kandidater, når VU var samlet til møder og seminarer i den efterfølgende tid, og de arbejdede videre med planerne.
Den inderste kreds i efteråret 1985 bestod af tre mænd, der var vokset op i VU sammen. Lars Høgh Hansen, Per Paludan Hansen og Anders Georg Christensen. Indledningsvis var de alle i spil, men de udelukkede sig selv. En efter en.
De ville have en udefra. En joker.
De to tidligere landsformænd Flemming Oppfeldt og Jens Skipper Rasmussen præsenterede dem for en joker. Han kom som dem fra Nordsjælland og hed Lars Løkke Rasmussen.
Lars Løkke Rasmussen var et relativt ukendt navn i VU, men han havde på få måneder gjort sig bemærket i landsstyrelsen. Kupmagerne så en retorisk god og visionær ungdomspolitiker. Han var god i lokalpressen.
Og han havde også været i de landsdækkende medier, da han og andre danske ungdomspolitikere i august 1985 havde været til ungdomsfestival i Moskva med et stort banner med teksten ”Sovjet ud af Afghanistan” skrevet på engelsk og russisk.
- Ved den lejlighed kom det til håndgemæng med medlemmer af en sovjetisk ungdomsorganisation, der ville rive banneret fra os, sagde Løkke dengang, da han og VU’erne var tilbage i Københavns Lufthavn.
Derudover noterede den røde inderkreds sig også hans evne til at favne bredt. Løkke var fra det røde Frederiksborg Amt, men han var moderat og ikke en fløjkriger.
De røde spidser var hurtigt overbevist: Lars Løkke Rasmussen skulle tage magten fra de sorte. Han vidste det bare ikke endnu.
Hemmelige planer
Underlaget var efterhånden mere gråt end grønt, og det var lang tid siden, de sidste picnicgæster havde forladt plænen ved den store sø. På stierne blev hundeluftere af og til overhalet af cyklende studerende på vej hjem fra undervisning, men ellers var der stille. Vinteren havde fat i Universitetsparken i Aarhus.
Inde i varmen på et 12 kvadratmeter stort kollegieværelse sad Løkke og stirrede på et Danmarkskort. Kortet brugte han til at få overblik over, om den mission, han var på vej ud på, overhovedet gav mening.
Efter mange snakke med Lars Høgh Hansen, Anders G. Christensen og Per Paludan Hansen var Lars Løkke Rasmussen blevet indlemmet i den røde inderkreds.
Han var langt fra overbevist om, at han skulle kuppe posten. Ja, Mølleren burde ikke være formand. Men kunne man ikke vente et år? Og skulle det være Løkke?
Til sidst sagde Løkke ja. Men der var én betingelse: Det skulle være realistisk. Det måtte ikke gå galt.
Han vidste, formandskuppet var kontroversielt, og han frygtede at få en kort karriere i VU, hvis kuppet mislykkedes.
De fire sad på Per Paludan Hansens beskedne værelse og kiggede på svingamter – dem, der var uden et fast tilhørsforhold til fløjene. Der skulle vindes mange stemmer. Derfor begyndte kupmagerne at ringe rundt. Tiden arbejdede imod dem. Næste landsmøde ville være 28. juni 1986.
Den dato var der ingen, der glemte.
Charmetur i baglandet
Løkkes stemme blev kun kortvarigt forstyrret af de små klik fra lysbilledefremviseren. Han befandt sig i en VU-lokalforening i Bjergsted på Vestsjælland.
Han havde valgt en hvid trøje og talte fra katederet, mens han kiggede ned på de knap 20 VU’ere. De lyttede opmærksomt fra deres stole rundt om bordene, der stod formet som en hestesko i klasselokalet.
En af tilhørerne skrev på et stykke papir og skubbede det hen til en anden ung kvinde:
- Hvorfor er han ikke formand for vores landsorganisation?
Spørgeren vidste ikke, at der i det skjulte blev arbejdet på netop dét – hun var blot imponeret over hans talegaver. Det var også meningen.
Mens de tre andre kupmagere tog sig af det beskidte job med at ringe rundt og tilbyde indflydelse til gengæld for stemmer, skulle Løkke sørge for, at medlemmerne fik tillid til ham. Og det var han god til.
Under turen til Moskva i 1985 havde han mødt systemkritikeren Irina Grivnina. Umiddelbart efter begyndte han at turnere rundt til en masse lokalforeninger og holdt foredrag og viste lysbilleder i farve fra kampen mod det kommunistiske styre. Det fortsatte han med, i takt med at kupplanerne skred frem. Ofte under titlen ”en liberalists ti dage bag jerntæppet”.
Efter møder og ved sociale arrangementer blev Løkke også ofte hængende til en snak over en øl. Nogle gange til langt ud på natten.
Det var populært i VU, hvor det sociale fyldte meget. Løkke mestrede disciplinen, og han var god til at huske navne. Sådan noget var smigrende, og han forstod hurtigt, at arbejdet uden for den politiske slagmark var meget vigtigt for at nå til tops. Og til tops, det ville han.
Mange, der hørte ham tale, oplevede den ellers ret ukendte nordsjællænder som en målrettet mand med en særlig udstråling, karisma og evner til at formulere politiske projekter. Men Løkke forstod også hurtigt at pleje omgangen med nogle VU’ere mere end andre, og det var ikke alle, der opfattede ham som helt reel.
Nogle så ham som en kamæleon, der i bestræbelserne på at skabe en politisk karriere var i stand til at indtage forskellige roller, efter hvad der var populært. Både politisk og socialt.
De fleste blev dog overbevist. Det bekræftede kupmagernes rundringninger.
Kupplanerne slap ud
Rygterne havde længe svirret, men det var først over en fadøl, at hemmeligheden slap ud.
En sen nattetime i foråret 1986 på VU’s kursussted Gammel Skovriddergaard i Silkeborg var VU’s næstformand, Lars Christian Lilleholt, faldet i snak med én fra den røde fløj, som afslørede, at de ville vælte formanden.
Planerne var med vilje holdt skjult for at undgå en lang og besværlig valgkamp, men nu vidste de sorte besked. Både næstformanden og formand Lars Møller Sørensen var overraskede.
Med de sortes totale dominans på de to vigtigste VU-poster havde de to godt nok regnet med, at der kom en modkandidat. Men at målet var formandsposten, det havde de ikke set komme.
Mølleren og Lilleholt overvejede kort, om Lilleholt skulle trække sig for at gøre plads til Løkke, men næstformanden var ikke klar til at opgive sin post.
Kampvalget var uundgåeligt.
Telefonstorm fra begge lejre
I stedet sendte de sorte deres egen telefonstorm afsted mod baglandet. Lars Christian Lilleholt var en mester til at mobilisere og flytte stemmer, og derfor var det ham, der orkestrerede rundringningerne.
Medlemmer i alle ender af landet fik opkald fra Lilleholt. Men ikke Løkke selv. Ham turde han ikke ringe til. Der var noget utilnærmeligt over ham.
Løkke var kompromisløs og retorisk stærk, og Lilleholt frygtede at blive jordet, hvis det kom til en debat på tomandshånd.
Derfor kontaktede Lilleholt i stedet de tre andre kupmagere. Han håbede fortsat at kunne undgå et kampvalg om formandsposten og spurgte, om de ikke kunne vente et år.
Til den tid ville Mølleren være færdig som formand, og så kunne Løkke blive næstformand, når Lilleholt gik efter formandsposten.
De måtte have tålmodighed.
Venstres Ungdom havde midt i 80’erne en form for identitetskrise, imens især rivalerne fra Konservativ Ungdom havde held med at tiltrække mange nye medlemmer. Samme succes havde VU ikke, og ifølge de røde skyldtes det manglende gennemslagskraft og visioner fra formanden. De ville have en mere progressiv ind.
Svaret til Lilleholt var et klart nej.
Bomben
På et internt VU-møde i slutningen af foråret var der et særligt punkt på dagsordenen: rygter. Der var kun få måneder til landsstævnet, og kupmagerne var tvunget til at indrømme deres planer.
Løkke og hans folk blev mødt af vrede.
Flere på den sorte fløj mente, at de risikerede at ødelægge VU, og at den siddende formand burde have chancen mere end et år. Sådan havde det altid været i VU, hvor formænd som Anders Fogh Rasmussen alle havde fået to år. Det var en tradition.
Kort tid efter forklarede Løkke de almindelige medlemmer, hvorfor han stillede op. Det skete en lille måned før landsstævnet i juni-nummeret af Liberal Debat.
- Jeg har fået stadig flere opfordringer, som har været af en sådan karakter og et antal, at jeg ikke har kunnet sidde dem overhørig, udtalte Lars Løkke Rasmussen i artiklen '2 gange Lars slås om formandsposten'.
Løkke forsøgte at tale kupplanerne ned. Et formandsvalg var ligefrem ”et sundhedstegn i en demokratisk forening", lod han forstå.
Selv den udfordrede formand fik opgøret til at lyde som den største selvfølgelighed.
- At der er stillet en modkandidat, hidser mig ikke specielt op. Tværtimod er det sundt i en demokratisk forening, at man "prøver" formandens arbejde af ved et valg, lød det fra Lars Møller Sørensen i samme artikel.
De fine ord til trods vidste begge formandskandidater godt, at den sidste tid frem mod valget ville blive hård.
Samtaler i det skjulte
- Som den lille grimme ælling, bli'r man rød og hvid på tælling, svæver som de hvide svaner, på alverdens udebaner!
Der blev skrålet løs i kælderen på Helsinge Skole fredag aften – dagen inden afstemningen. Lars Løkke Rasmussens fire år yngre lillebror Knud og det senere folketingsmedlem Jan E. Jørgensen var dj’s, og de havde ingen problemer med at få VU’erne til at synge med på 'Re-Sepp-ten'. Det var sidst i juni, og det danske landshold spillede VM-slutrunde i Mexico.
Løkkes tanker var langt væk fra fodbold og dansegulv. Han sad på etagen over festen i et klasselokale med mintgrønne vægge.
Med under et døgn til kampvalget havde nerverne meldt sig, kunne de andre kupmagere mærke. Hans VU-karriere kunne få timer senere være forbi, hvis ikke de sidste aftaler blev lukket nu.
Mens løjtnanterne gik rundt på skolens gange og i baren for at få styr på tropperne, førte Løkke intense samtaler i klasselokalets lejrskolerod, hvor der lå luftmadrasser og soveposer.
Løkke ville se tvivlerne i øjnene. Uvisheden gjorde ham urolig, og han ville sikre sig, at de indgåede aftaler også holdt.
Rammerne for landsstævnet kunne ellers ikke være meget bedre: Det skulle foregå på hans hjemmebane i Nordsjælland, Løkke skulle som landsstævneformand selv byde velkommen fra talerstolen, og det var lykkedes at få den sovjetiske systemkritiker Irina Grivnina med som gæstetaler.
Han havde også fået hjælp fra en uventet kant. Normalt blandede forhenværende formænd sig ikke, men den tidligere VU-formand Jens Skipper Rasmussen havde i det skjulte arbejdet på at overtale baglandet til at stemme på Løkke. Hans anbefaling havde vægt.
Det så godt ud med opbakningen, og det vidste de også godt i den sorte lejr.
Et tilbud til Lilleholt
I de sortes klasselokale lidt længere nede ad gangen sad næstformand Lilleholt og hamrede løs på en lommeregner. Han havde også meget at tænke over.
Han turde fortsat ikke gå ind til Løkke, men tidligere på dagen havde han igen talt med nogle af de andre kupmagere.
De røde vidste, at det var næstformanden, der orkestrerede den sorte modstand. Og i et forsøg på at få ham til at slappe af fortalte de ham, at han var fredet som næstformand.
Det havde de også tidligere sagt, men Lilleholts reaktion var den samme. Han ville kæmpe til det sidste. Intet tydede på, at de røde rent faktisk ville stille med en modkandidat til Lilleholts post.
Ligesom kupmagerne forsøgte han og formanden Mølleren at lokke tvivlerne med politisk indflydelse og udvalgspladser for stemmer. Og de fulgte nøje med i, hvad Løkkes folk foretog sig.
Stod de i baren og talte med tvivlere fra svingamterne, hev de fat i dem bagefter. Der blev kæmpet for hver eneste stemme.
- Jeg er sgu bange for, jeg har tabt
Nogle var trætte efter en lang nat, men søvn måtte vente. Nu skulle det hele afgøres.
De 400 VU’ere havde trodset sommervejrets 25 grader og var samlet i den grå, lavloftede sportshal i Helsinge.
På halgulvet sad VU’erne ved lange borde, og fra et ophøjet podie i midten kunne ledelsen kigge ud over dem. Her sad formanden, Lars Møller Sørensen.
Kuglepennen kørte rundt i hans hånd, og benene under bordet kunne ikke finde ro. Han drejede hovedet mod landssekretær Karl-Åge Hornshøj Poulsen.
- Jeg er sgu bange for, jeg har tabt, sagde formanden.
VU’erne var i timevis blevet tvangsfodret med lange taler og beretninger om medlemstal og økonomi. Det var næsten sovjetiske tilstande, syntes mange. Ingen lyttede. Men sidst på eftermiddagen var de nået til det, alle ventede på. Formandsvalget.
- Bare rolig, det skal nok gå alt sammen, lød det opmuntrende fra landssekretæren, der sad ved siden af Mølleren.
Formanden var ikke overbevist. Han svarede sin sidemakker:
- Nej, det tror jeg ikke.
Stemningen var trykket hos formand og næstformand. De var på udebane i det røde Nordsjælland. Og Løkke og hans folk havde fået rigtig mange medlemmer til at møde op og stemme. Det kunne alle se, fordi medlemmerne sad amtsvis. I en afstemning, hvor kun de tilstedeværende medlemmer stemte, kunne det få stor betydning. Det var set før i VU.
Forud for afstemningen diskuterede VU’erne blandt andet statsbordeller og tvungen økonomisk overskudsdeling i virksomheder. Men Løkke og hans folk havde helt bevidst skruet ned for nogle af fløjens mest røde holdninger. De ville ikke skræmme midtervælgerne væk.
De politiske drøftelser fortsatte også, mens stemmeoptællingen var i gang, men her var der ikke mange, der deltog. Alle ved bordene talte om formandsvalget.
Den udbredte mumlen stoppede øjeblikkeligt, da fire personer trådte ind.
De tre stemmetællere satte sig hurtigt ned på deres pladser, mens dirigenten tog hul på de 20 meters gang mellem de lange borde op mod podiet.
Alle kiggede på ham, og undervejs fik han øjenkontakt med formanden, Lars Møller Sørensen. Dirigenten havde besluttet sig for at forberede formanden ved at give ham et halvt minuts forspring, og han gjorde sit bedste for at sikre, at ingen skulle se det.
Han rystede let på hovedet.
Mølleren forstod dirigentens tegn og kiggede ned.
Dirigenten stoppede ved podiet få sekunder senere og rakte en lille seddel ind over kanten. Tallene på papiret efterlod ingen tvivl:
Lars Løkke Rasmussen 219, Lars Møller Sørensen 150 stemmer.
Løkke reagerede afdæmpet på resultatet.
Han var formand. Det var svært at forstå.
Omkring ham brød jublen ud. Flere af de nærmeste ilede over til hans bord ved Frederiksborg Amt, og især Lars Høgh Hansen kunne ikke holde sig tilbage. Kuppet var gennemført.
Det kunne høres i resten af hallen.
Ved de røde amters borde rejste mange sig spontant op og klappede, mens flere sprang op på stolene. Sejren blev råbt ud i Helsingehallen, mens flere af de sorte følte sig trådt på. Det var ikke en klassisk VU-fejring, men den nye formand havde også gjort noget, VU aldrig havde set før.
- Det kom som et chok for os, at Lars Møller Sørensen blev væltet, og han var selv rystet. Han har ikke været en dårlig formand, og i det hele taget regnede ingen med, at han fik nogen modkandidater, sagde næstformanden for VU i Vejle Amt, Henrik Knudsgaard, senere til en avis.
- Vi mener, at der på forhånd er handlet om stemmerne.
- Hvad fanden har jeg gang i?
Løkke havde taget det roligt under afstemningen.
Men nu hvor resultatet stod klart, begyndte han at svede og blev nervøs.
- Alvoren i det projekt, vi havde haft gang i, ramte mig først, da det var sket, har han senere udtalt.
Som nyvalgt formand fik Løkke ved middagen lørdag aften plads ved landsstævnets mest prominente bord.
Tæt på Løkke sad nu moderpartiets formand, Uffe Ellemann-Jensen, Danmarks udenrigsminister, folketingsmedlem Anders Fogh Rasmussen, og den russiske systemkritiker Irina Grivnina. Det var ærefrygtindgydende, da Ellemann gav hånd. Da Løkke skulle byde velkommen til festen, slog nervøsiteten helt igennem.
- Jeg tror netop det, at jeg havde væltet landsformanden i et kampvalg - jeg tror ikke, at det var gået op for mig, at nu havde jeg ikke bare fået et ansvar, men ligefrem insisteret på at få det, fortalte Løkke efterfølgende.
- Indtil da havde det bare været vores eget ungdomsarbejde med at køre rundt i DSB-tog og snakke på kollegieværelser og drikke øl og vise billeder fra Rusland. Det gik pludselig op for mig, at nu var det mere end det.
Boligminister Thor Pedersen var hans bordherre. Han mærkede Løkkes nervøsitet og lagde hånden på Lars Løkkes lår.
- Rolig, Lars, nu kan du godt slappe af. Nu er det overstået.
Lars Løkke Rasmussen kiggede over på den anden side af bordet mod Fogh, som han aldrig tidligere havde mødt.
- Du må undskylde mig, men jeg tror aldrig – jeg tror aldrig – det er sket før, at VU har væltet en landsformand efter blot et enkelt år, husker Løkke, at Fogh sagde.
Lars Løkke Rasmussen hørte ordet ”aldrig”, som blev det sagt 17 gange. Han syntes, stemmen lød kritisk. Og så kom det endda fra en mand, han beundrede.
- Hvad fanden har jeg gang i? tænkte Løkke.
En ren tavle
Da han næste morgen for første gang trådte op på podiet i Helsingehallen for at lede landsstævnets sidste dag, var det med en svamp i hånden.
Den havde han fundet i et af klasselokalerne på den nærliggende skole, og foran 400 tømmermændsramte VU’ere stod han nu og lod som om, at han viskede en tavle ren.
Under festen lørdag aften var flere fra den sorte fløj fortsat utilfredse med kuppet, men nu var det tid til at komme videre, signalerede Løkke.
Han ville få god brug for et råd, hans mor havde givet ham få måneder tidligere, da han under en bustur på vej til vælgermøde var blevet kritiseret af to kvinder.
- Du kan ikke være populær alle steder, lød det fra moderen.
Efterskrift
På landsstævnet i 1986 blev sort fløjs Lars Christian Lilleholt valgt til næstformand uden modkandidat. De to tidligere modstandere skulle derfor arbejde sammen, men fik hen ad vejen et meget tæt forhold til hinanden. Lilleholt er i dag minister i Løkkes regering og en af Løkkes nærmeste allierede. Under den såkaldte tøjkrise i 2014 var Lilleholt via rundringninger til baglandet med til at sikre, at Løkke kunne fortsætte som formand.
Løkke sad som formand for Venstres Ungdom i tre år. I hans tid blev forskellene mellem fløjene mindre, og organisationen i VU styrket, men alligevel var flere i VU utilfredse med Løkke, da han stoppede i 1989. Langt de fleste VU-formænd sad i to år, men ikke Løkke. Efter et kampvalg mod Lilleholt i 1988 tog han også et tredje år. Utilfredsheden, da han stoppede, hang sammen med, at VU’s kampagnebudget på omkring 200.000 kroner blev overskredet med op mod det dobbelte under hans mislykkede forsøg på at blive valgt til Europa-Parlamentet. Han blev senere amtsborgmester, minister og statsminister.
Siden Løkkes tid har VU haft 16 formænd. Ingen af dem er blevet kuppet midtvejs i deres periode. Og ingen har dem har siddet i mere end to år.
Lars Møller Sørensen er kommunaldirektør i Grønland og har i dag ikke noget med Venstre at gøre. Modsat mange andre VU-formænd fik han ikke en større politisk karriere.
Metode
Artiklen bygger på interviews med over 20 personer, der alle var aktive i Venstres Ungdom i årene omkring 1986. De deltog på landsstævnet i 1986, og flere af dem var direkte involveret i formandsvalget på enten den røde eller sorte side.
Deres beretninger og oplevelser fra formandsvalget danner grundlag for artiklen, men skriftlige kilder er også blevet inddraget. Her er især tale om artikler, dagsordener og referater fra VU’s medlemsblad Liberal Debat samt bøgerne 'Lars Løkke – et portræt af Danmarks statsminister' af Niels Krause-Kjær og 'Projekt Løkke' af Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsen. Lars Løkke Rasmussen har ikke selv ønsket at deltage.