Politik

BLOG: Et sundhedsvæsen tættere på dig

BLOG: Alle danskere skal opleve et nært og lokalt forankret sundhedsvæsen, der tilbyder en behandling i verdensklasse.

Her er det helt afgørende, at alle har adgang til en praktiserende læge. At flere end 100.000 danskere i dag står uden en familielæge er bekymrende og understreger nødvendigheden af en reform.

En styrkelse af familielægen

Familielægen skal styrkes og fortsat være en hjørnesten i vores sundhedsvæsen. Derfor har det også været en klar prioritet for os i Det Konservative Folkeparti, at lægedækningen bliver forbedret, og at den praktiserende læge bliver styrket. Det afspejler sig klart i regeringsudspillet. For det første indgår det i udspillet, at der etableres 100 yderligere uddannelsesstillinger i almen medicin. Udspillet indebærer ligeledes, at der oprettes 100 nye ydernumre, så vi får flere lægepraksisser landet over. Endelig lægger vi op til at hæve det såkaldte økonomiloft, så den enkelte lægepraksis fremover kan investere i eksempelvis mere sundhedspersonale og dermed tilbyde at tilse flere patienter.

En tryg start på livet

Gudskelov er det ikke kun under triste omstændigheder, at vi får brug for sundhedsvæsenet. Når vi sætter børn til verdenen, er det vigtigt for os at kunne blive på hospitalet, indtil vi føler os helt trygge ved at tage vores nyfødte med hjem. Derfor vil Det Konservative Folkeparti give førstegangsfødende retten til at opholde sig på hospitalet to dage efter, at familiens nyeste medlem er ankommet.

Et lægevagtnummer

Endelig ønsker vi at indføre ét fælles nummer til vagtlægen og strømline it-sundhedssystemer landet over, mens regionerne skal nedlægges. Tiltag, som Det Konservative Folkeparti har kæmpet for i de politiske forhandlinger om reformen, så vi får et mere enkelt og lige sundhedssystem, hvor det ikke er dit postnummer, der afgør, hvilken behandling du får. Samlet sikrer vi et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Med mere tryghed og nærhed. Det fortjener du. Og det fortjener dine nærmeste.