Politik

BLOG: Drop skræmmekampagnen

BLOG: Nu skal vi igen lægge øre til de radikales hylekor om de forfærdelige konsekvenser ved danskernes nej til en ændring af retsforbeholdet i 2015.

Denne gang er hylekoret ført an af Martin Lidegaard, der i sin TV2-blog ligefrem beskylder Dansk Folkeparti for løftebrud, fordi vi anbefalede danskerne at stemme nej til at afskaffe retsforbeholdet. Tilsyneladende har nej’et haft altoverskyggende negative konsekvenser for landets sikkerhed – i hvert fald hvis man lytter til Lidegaard og Radikale Venstre.

Jeg husker tydeligt EU-jubeloptimisternes skræmmekampagne op til afstemningen om retsforbeholdet, hvor flere påstod, at et nej ville medføre massive, negative konsekvenser for Danmark – bl.a. at vores dejlige land ville blive et mekka for den kriminelle underverden med pædofiliringe og narkohandel. Ak ja, ulykkerne ville ingen ende tage.

Heldigvis vidner en opgørelse fra Rigspolitiet om, at danskernes nej til en afskaffelse af retsforbeholdet ikke har haft nævneværdig betydning for politiets brug af Europols databaser. Tværtimod bliver der fortsat flittigt søgt i Europols forbryderdatabaser. I første kvartal af det forgangne år kunne Rigspolitiet berette om, at der var foretaget intet mindre end 22.662 søgninger. Det er alligevel en sjat, sagt på beskedent jysk.

Det er korrekt, at betjentene skal gå via vagtcentralen for at foretage en søgning i den såkaldte EIS-database. Det havde således været en anelse mere smidigt, hvis betjentene selv kunne søge direkte i databasen. Men lad os ikke glemme, at almindelige, danske betjente aldrig har haft mulighed for at søge i EIS. De har skullet henvende sig til de samme betjente, som i dag sidder hos Rigspolitiet, men som nu modtager deres løncheck fra Europol i stedet for at modtage den fra Rigspolitiet. Det går nu nok.

I øvrigt har Rigspolitiet vurderet, at den nuværende ordning er operationelt tilfredsstillende, da bindeleddet til vagtcentralen ikke vurderes at have haft operativ betydning for dansk politi fra den 1. november 2017 til den 1. oktober 2018. Politiet kan fortsat 24/7 udveksle oplysninger med Europol med den nødvendige hurtighed og smidighed, oplyser Rigspolitiet.

Man bliver simpelthen så træt, når man lytter til Lidegaards pinlige propagandamaskine, der forvrænger fakta og taler ned til danskernes sunde fornuft og dømmekraft. For danskernes sikkerhed er ikke mere udsat, end den var, før vi stemte om retsforbeholdet. Fakta er, at den danske Europol-aftale er særdeles god, og dansk politi er fortsat tæt knyttet til det operative samarbejde med Europol.

Og hvis Rigspolitiet er bekymrede for den danske adgang til forbryderdatabasen EIS, så kan de benytte sig af Europol-aftalens mulighed for at få otte dansktalende Europol-ansatte stillet til rådighed døgnet rundt til at håndtere anmodninger fra dansk politi og hente oplysninger fra Europols databaser. I stedet har man valgt kun at ansætte fire eksperter til dette, hvoraf to arbejder i Europols hovedkvarter i Haag og to sidder hos Rigspolitiet i Ejby. Mere mandskab behøver man tydeligvis ikke for at løfte opgaven.

Dertil kommer, at vi har fuldstændig samme muligheder som hidtil for at præge retningen i Europols arbejde. Rigspolitichefen er nu observatør i bestyrelsen i stedet for at være medlem af bestyrelsen, men bestyrelsen har – mig bekendt - aldrig stemt. Der er oprettet en ny arbejdsgruppe i Europol-regi, siden vi ”røg ud” af Europol. Den arbejdsgruppe har vi ønsket at være med i – og vi er kommet med i den.

Radikale Venstres ønske om en ny afstemning handler således i sin essens om, at vi skal have tillagt stemmeret i en bestyrelse, der aldrig stemmer, og at man måske en gang i fremtiden vil få adgang til i begrænset omfang at tilgå data via devices.

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at man fra radikal side helst så, at vi afskaffede samtlige EU-forbehold og overlod udlændinge-, rets- og asylpolitikken til EU. Derfor er det også ventet, at Martin Lidegaard fortsat gisper forhåbningsfuldt om en ny afstemning om retsforbeholdet, selvom behovet åbenlyst ikke er der. Det Radikale Venstres angreb på afstemningsresultatet fra 2015 er altså mere et udtryk for ideologisk EU-forelskelse end for et reelt behov.