Politik

S vil have pant på lattergaspatroner

Regeringen har tidligere foreslået at begrænse antallet af flasker, der må sælges på én gang.

Der er bred politisk enighed om, at der skal sættes ind mod unges forbrug af lattergas.

Men når det kommer til løsningen på problemet, er der stort set lige så mange forslag, som der er partier.

Seneste bud på en løsning på problemet kommer i dag fra Socialdemokratiet. Står det til partiet, skal der fremover være pant på de små flasker, som egentlig er tiltænkt flødeskum.

FAKTA: Lattergas er farligt

Når lattergas anvendes hos tandlægen eller på hospitalet som bedøvelsesmiddel, er det blandet med ilt.

Men det er det ikke, når det bruges som rusmiddel. Ved gentagen inhalation af den rene gas kan der derfor opstå iltmangel, fordi gassen fortrænger ilten i indåndingsluften.

I værste fald - og især ved blanding med alkohol eller andre sløvende rusmidler - kan det resultere i kvælning på grund af iltmangel.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

- Allerhelst ville vi forbyde salget af lattergas til unge mennesker. Det blokerer regeringen for, og derfor foreslår vi nu, at man laver en pant på de her patroner, så de kommer væk fra gader og stræder, siger partiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen til TV 2.

Det er både hensynet til miljøet og unge menneskers sundhed, der får partiet til at foreslå pant på flaskerne.

- Det sender et signal til de unge om, at det er udbredt og ufarligt, og derfor skal vi have dem væk fra gader og stræder, siger han.

Begrænsningen af salget af lattergas har flere gange været på den politiske dagsorden i det forgangne år. Det skyldes blandt andet nye tal fra Københavns Universitet, der viser, at hver syvende unge i alderen 18-25 år har prøvet at indtage lattergas.

SF ønsker aldersgrænse på 18

I efteråret fik det SF til at fremsætte et forslag om en aldersgrænse på 18 år for salget af lattergas.

Forslaget blev dog nedstemt af DF og regeringen, da et forbud mod salg af patroner til unge under 18 ville sende "et forkert signal til de unge om, at hvis man er over 18 år, er det okay at bruge lattergas til beruselsesformål. Og det er det jo ikke", forklarede erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) under behandlingen af forslaget i Folketinget i december.

I stedet foreslog regeringen, at der indføres en begrænsning for, hvor mange patroner der kan købes på én gang.

Begrænset salg

Heller ikke forslaget om en pant på de små flasker vinder genklang i regeringspartiet Venstre.

- Vi skal hellere have en forebyggende indsats, siger Venstres miljøordfører, Erling Bonnesen, til TV 2:

- Der er næppe ret mange unge mennesker, som i deres lattergasrus tænker på et pantsystem.

Dansk Folkeparti støtter regeringens forslag om at indføre begrænsning på antallet af flasker. Der er dog endnu ikke taget stilling til, hvor mange flasker der må sælges på én gang.

Afstemning

Hvordan bekæmper vi bedst unges brug af lattergas?