Politik

Regeringen vil gøre det muligt at holde åbent juleaften - men det møder politisk modstand

Der er ikke politisk flertal for at fjerne lukkeloven, da hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti er for.

Regeringen vil ændre på reglerne for detailbutikkers åbningstider.

Det erfarer TV 2.

Det betyder, at de dage, der er omfattet af lukkeloven, fremover ikke skal være det. Det betyder helt konkret, at regeringen nu vil tillade, at der også må holdes åbent på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag samt efter klokken 15.00 på nytårsaftensdag.

Helligdagene er ifølge Erhvervsstyrelsen nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, 1. og 2. påskedag, store bededag, Kristi himmelfartsdag, 1. og 2. pinsedag samt 1. og 2. juledag.

Står det til regeringen, skal det altså være muligt at handle ind på alle tider af døgnet - 365 dage om året.

Oplysningen bekræftes af regeringspartiet Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund.

- Lukkeloven er en formynderisk, mærkelig lov. Man har en butik et sted i landet, og så er det os på Christiansborg, der bestemmer, hvornår de må holde åbne. Det bør være den erhvervsdrivende, der skal bestemme det, siger hun.

Lukkeloven er en formynderisk, mærkelig lov

Christina Egelund, politisk ordfører (LA)

- Jeg vil gerne leve i et frit land, hvor den erhvervsdrivende og borgere får lov til at bestemme så meget som muligt selv, og vi bestemmer mindre.

Regeringen står dog alene med forslaget, da hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti er enige.

Skal stille butikker bedre

Regeringen mener ligeledes, at en afskaffelse vil styrke de fysiske butikker i forhold til den fremstormende nethandel.

Derudover mener regeringen, at en total afskaffelse af lukkeloven vil styrke turismeerhvervene – i særdeleshed i København, der modtager mange udenlandske gæster, men også i andre byer og i sommerhusområder.

Lyn-analyse

Regeringen mener simpelthen ikke, at det er nødvendigt, at moderne mennesker reguleres af sådan en lov. Derfor mener regeringen, at lukkeloven skal tilpasses moderne forhold. Ikke mindst i henhold til det moderne liv og de moderne arbejdstider. Noget af den modstand, der har været er, at de ansatte skal vænne sig til til arbejdstiderne. Og så er der udkantsdanmark, hvor de små købmand kæmper, og hvor det her kan gøre det sværere. Så der er noget centralisering i det her.

I 2012 blev lukkeloven også ændret i Danmark.

Det betød, at alle butikker fremover måtte holde åbent om søndagen, men ikke på de omtalte 13,5 dag om året.

Med regeringens initiativ følger, at butikker med en omsætning på under 40 millioner kroner, der hidtil har haft mere lempelige åbningstider, nu bliver ligestillet med den øvrige detailhandel.

Forslag møder politisk modstand

Spørger man regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er man ikke videre tilfreds med forslaget.

Det fortæller erhvervsordfører Hans Christian Skibby til TV 2:

- Hvis man fjerner lukkeloven, vil det få ganske alvorlige konsekvenser for særligt de små og mellemstore virksomheder og dem, der typisk har relativt få ansatte. Og de vil altså ifølge vores bedste vurdering tabe, hvis man ukritisk fjerner den lukkelovgivning, som vi er vant til.

Hans Christian Skibby anerkender, at der er kommet nye handelsmønstre i befolkningen, men det er ikke nok til at ændre så radikalt på lukkeloven, lyder det:

- Man skal imødekomme de forandringer, og det synes jeg også, at man gør. Jeg synes ikke, at man behøver at acceptere, at alle butikker skal have åbent på de mest absurde tidspunkter. Der skal være en konkurrence, men den skal ikke være ulige. Og det bliver den. De mindre detailhandelbutikker vil tabe til de store, og det er en glidebane over mod færre butikker og dårligere dækning, siger han.

Samme holdninger kommer fra oppositionen:

- Vi har en lukkelov, hvor man kan handle sent, som fungerer fint. Og med regeringens forslag vil man give de store kæder nye fordele, og det vil gå ud over de små butikker. Vi frygter, at det vil betyde butiksdød i yderområderne og de små samfund. Det er dem, der kommer til at betale prisen, hvis regeringen får det her gennemført, siger socialdemokratiets politiske ordfører, Nikolaj Wammen.

Regeringen vil ændre på reglerne for detailbutikkers åbningstider, men både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er imod. Video: Kasper B. Andreasen

Den holdning køber Christina Egelund dog ikke:

- Jeg tror ikke, at det får den konsekvens. Des mere man styrker de lokale led, civilsamfundet og de selvstændige erhvervsdrivende, des bedre i stand er de til at træffe den beslutning, der er bedst for deres virksomhed. Så jeg tror ikke, at det her kommer til betyde en svækkelse af de mindre erhvervsdrivende i landdistrikterne.

Fagforeninger og brancheorganisationer er imod

Hos brancheorganisationen Dansk Detail er man ikke overrasket over, at forslaget nu kommer. Og her tror man ikke, at 13,5 ekstra åbningsdage giver andet end ekstra omkostninger.

Efter vores opfattelse er det her slet ikke den rigtige medicin, hvis man vil hjælpe detailhandlen

Jens Birkeholm, direktør Dansk Detail

- Efter vores opfattelse, er det her slet ikke den rigtige medicin, hvis man vil hjælpe detailhandlen. Vi ved, at omsætningen har været faldende siden finanskrisen, og nu lægger man op til, at denne begrænsede omsætning deles ud over flere dage, siger direktør Jens Birkeholm.

Regeringen vil fjerne lukkelov, men det mener Dansk Detail ikke vil hjælpe de små detailbutikker, som er i problemer.

- Det er jo ikke sådan, at vi alle sammen går ud og bruger flere penge, bare fordi der er flere dage åbent. Tværtimod ender butikkerne med en højere lønomkostning, hvis de vælger at holde åbent.

Jens Birkeholm frygter også, at det vil give butiksdød i mindre byer og landsdele. Og spørger man ham, burde regeringen i stedet kigge på, hvordan man sikrer, at det danske marked og de mindre butikker ikke oversvømmes af kinesiske varer.

Fagforeningen HK Handel, der repræsenterer mange butiksansatte, er heller ikke imponeret:

- Butikspersonalet knokler i forvejen i både december og januar, så det er vel kun rimeligt, at de også får mulighed for at puste ud og fejre jul ligesom alle andre. Danskerne begynder vel næppe heller at handle mere ind, bare fordi de kan købe dagligvarer jule- eller nytårsaften, så det er også svært at få øje på et økonomisk incitament til at fjerne lukkeloven, siger sektormand i HK Handel Per Tønnesen i en skriftlig kommentar til TV 2.