Politik

Iransk ambassadør bliver væk fra nytårskur – nægter at give hånd til Pia Kjærsgaard

Den iranske ambassadør i Danmark vil ikke give Pia Kjærsgaard hånden ved den traditionsrige nytårskur på Christiansborg.

Folketingets formand mener, håndtrykket er en vigtig del af den danske kultur. Når den iranske ambassadør ikke vil give hende hånd, må han blive væk.

Når en masse udenlandske ambassadører tirsdag tropper op til den årlige nytårskur på Christiansborg, kommer en til at mangle.

Den iranske.

Morteza Moradian, der er iransk ambassadør i Danmark, vil ikke give hånd til kvinder og dermed heller ikke Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF). Derfor bliver han væk.

Beslutningen om ikke at ville give hånd til kvinder undrer Folketingets formand.

- Det er besynderligt, at en ambassadør i Danmark ikke indordner sig under reglerne. Jeg har selv været i Iran, hvor jeg bar tørklæde, selvom jeg ikke brød mig om det. Det er skik følge eller land fly, siger Pia Kjærsgaard til TV 2.

Irans ambassadør Morteza Moradian (t.h.) deltog i Dronningens nytårskur for diplomatiet torsdag den 3. januar 2019.

Ingen særbehandling

Nytårskuren for de udenlandske ambassadører er en årligt tilbagevendende tradition.

Alle ambassadører er inviteret ind på Christiansborg for at hilse på Folketingets formand, resten af Folketingets Præsidium samt flere politikere for at ønske godt nytår og skåle i et glas vin. Men der har igennem flere år været problemer med den iranske ambassadør.

Det er umådeligt dumt

Christian Juhl, Enhedslisten

I 2016 udeblev den daværende ambassadør Hamid Bayat også, fordi han ikke ville give hånd til Pia Kjærsgaard. Året efter blev en mere kreativ løsning taget i brug.

Efter præsidiemedlemmerne havde hilst på ambassadørerne og var gået ind til receptionen, gik den nye iranske ambassadør Morteza Moradian ind, så han undgik at hilse på Pia Kjærsgaard.

Den løsning blev ikke gentaget i 2018, og i 2019 bliver han også helt væk.

- Ambassaden har flere gange forsøgt, og de siger, at han har stor respekt, men at han ikke hilser på kvinder. Det dur ikke, og det har vi fortalt dem, siger Pia Kjærsgaard og tilføjer:

- Vi ser ham meget gerne komme, men når han ikke vil hilse på Folketingets formand, har det ingen interesse, tilføjer hun.

Kan du ikke bare se igennem fingre med et enkelt manglende håndtryk?

- Nej, det kan jeg ikke. Det er procedure. Præsidiet står på rad og række og hilser på alle dem, der komme ind, og så vil jeg ikke stå og række hånd til en, der ikke vil tage min hånd.

Enhedslisten: Umådeligt dumt

Enhedslistens folketingsmedlem Christian Juhl er også medlem af Folketingets Præsidium. Han forstår ikke den iranske ambassadørs ageren.

- Det er umådeligt dumt. Enhver diplomat bør kunne se ud over det. Danske diplomater indretter sig, og han bør gøre det samme, siger Christian Juhl.

Tirsdag har Danmark og resten af EU indført nye sanktioner mod Iran. Blandt andet fordi det mellemøstlige land ifølge PET har haft attentatplaner på dansk jord.

I det lys er det ikke specielt smart at blive væk, mener Christian Juhl.

- Det er stivnakket og dumt specielt i en så tilspidset situation som nu. Han sætter sit land i et dårligt lys.

Ambassade: Ingen respektløshed

Den iranske ambassade i København er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelser.

I 2017 udtalte talsmand Jamshid Fathalinejad, at han ikke forstod, det var blevet en sag i Danmark.

- Det er en iransk skik ikke at have fysisk kontakt med personer fra det modsatte køn, som man ikke er i familie med. Det er et rent religiøst koncept, som overhovedet ikke handler om respektløshed over for hverken mænd eller kvinder, sagde Jamshid Fathalinejad til Berlingske.

Den iranske ambassade i København er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse.