BLOG: Højrefløjens triste forsvar for kontanthjælpsloftet

16x9
Pia Olsen Dyhr. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Blå politikere og Cepos kaster sig ind i kampen for at forsvare kontanthjælpsloft og uligheden. Mon de kigger på det fra andet end skrivebordet?

Diskussionen om uligheden i Danmark fylder meget lige nu, og det er helt på sin plads, når vi har en regering, der sørger for, at de rige bliver rigere, og dem, der har mindst, bliver skåret i ydelser.

Men lytter man alene til de blå politikere og deres yndlingstænketank, Cepos, så har vi ikke noget problem, og vi bør slet ikke tale om relativ fattigdom. I deres øjne er det nemlig helt fint, at nogle må spinke og spare, mens andre skummer fløden. 

Jeg er selvfølgelig uenig. Det er vigtigt, at vi altid har øje for dem i vores samfund, der har mindst, og særligt i de her år, hvor det går i den forkerte retning. Derfor er det vigtigt, at både Danmarks Statistik og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sætter tal på.

Derfor er jeg også uenig i deres kritik af, at vi taler om relativ – og ikke absolut fattigdom. For er man virkelig først fattig i Danmark, hvis man er hjemløs eller ikke har råd til mad eller tøj på kroppen?

Vi har heldigvis forsvindende få absolut fattige i Danmark. Det skal vi være glade for. Men vi skal også bekæmpe den relative fattigdom, som rammer tusindvis af børn og er et voldsomt stigende problem under Løkkes regering. Den relative fattigdom er jo også en indikator for, i hvilken grad man er koblet af den generelle velstandsudvikling – og selvom man måske ikke skal vende hver en 25 øre, så kan konsekvenserne mærkes af netop dette. 

Ét år i fattigdom giver lavere løn og dårligere arbejdsmarkedstilknytning som voksen. Derfor er det helt afgørende at opgøre, hvordan antallet af fattige børn udvikler sig i Danmark.

Det er klart, at tallet af fattige dækker over folk i meget forskellige livssituationer. Nogle bor meget billigt, har ikke brug for medicin eller har god adgang til hjælp fra familie og venner. Andre har dyre huslejer, fordi de ikke kan finde andet, nogle har meget høje medicinudgifter og andre høj gæld.

For mig er det vigtigste sådan set, at vi sætter vores ydelser på et niveau, så de dækker netop begge grupper.

De blå politikere og de kloge hoveder fra Cepos glemmer at løfte blikket fra skrivebordene, når de kritiserer, at man overhovedet tillader sig at opgøre antallet af fattige. De skulle tage at besøge de hjemløse på herbergerne, læse beretningerne inde på de facebookgrupper, hvor folk søger mad, hjælp til medicin eller tøj til deres børn – eller den store efterspørgsel efter julehjælp hos de mange organisationer, der sikrer, at familier på bunden af samfundet også kan få en værdig jul.

Det er ikke tal og statistikker, så det giver de kloge økonomer i Cepos sikkert ikke meget for. Men det er virkeligheden, og den er det også meget sundt at forholde sig til.