Politik

Regeringen vil ændre regler for familiesammenføring af børn

Flere sager har den seneste tid ført til debat om de danske regler for familiesammenføring. Blandt andet sagen om 13-årige pige Mint fra Thailland, der blev sendt ud af landet i oktober. TV 2 Lorry

Hvis man søger om familiesammenføring med sit barn inden for tre måneder, er man garanteret opholdstilladelse.

Regeringen vil ændre reglerne for familiesammenføring af børn.

Fremover skal man ifølge regeringens udspil søge om familiesammenføring med sit barn inden for tre måneder, fra det tidspunkt hvor man selv er blevet ført sammen med sin danske ægtefælle.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

På den måde er man garanteret familiesammenføring, fortæller udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Man skal tage sit barn med til Danmark med det samme, hvis man vil familiesammenføres. Og i hvert fald senest efter tre måneder. Man skal ikke efterlade sit barn i hjemlandet i årevis.

- Hvis man søger inden for tre måneder, så får man sit barn med. Hvis man ikke søger inden for tre måneder, så får man ikke sit barn hertil. Det er meget, meget enkelt, siger hun til DR.

Samtidig foreslår regeringen at afskaffe den nuværende regel om, at børn over otte år skal integrationsvurderes, før de kan blive familiesammenført med en forælder.

Sager på stribe

Loven om familiesammenføring har været blusset op som følge af flere mediesager.

Blandt andet om den 13-årige pige Mint fra Thailand, der i oktober blev tvunget til at forlade Danmark.

Inden hun blev udvist, boede Mint i Køge med sin thailandske mor, danske stedfar og lillebror.

Forud for hjemsendelsen fik Mint afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark med den begrundelse, at hun ikke er "integrerbar", selv om flere har hævdet det modsatte.

Støjberg: Intet håb for Mint

Regeringens udspil får dog ikke betydning i Mint-sagen, understreger Inger Støjberg over for DR.

Dansk Folkeparti og De Konservative har foreslået en dispensationsordning, så myndighederne i visse tilfælde kunne omgøre en allerede afgjort sag, men det er ikke en del af udspillet.

Inger Støjberg mener, at en sådan ordning ville stille folk meget forskelligt, fordi folk med penge og kendskab til medierne lettere vil kunne få sat deres sag på dagsordenen.