BLOG: Nyt skatteudspil skal gøre det billigere at være familie

16x9
Søren Pape Poulsen Foto: Ritzau Scanpix

BLOG: Det går godt i Danmark for tiden, og netop derfor bør vi lette skatten, så det kan blive endnu bedre.

Det er retfærdigt, at du beholder flere af dine egne penge. Det er en helt grundlæggende holdning, som vi i Det Konservative Folkeparti har – og i øvrigt noget, som vi altid har ment. Derfor arbejder vi hver dag for, at du skal betale mindre i skat, end du gør nu. Nu præsenterer vi vores bud på, hvordan vi vil gøre det.

Den konservative skatteplan skal gøre det billigere at være familie i Danmark. Vi vil sænke skatten på arbejde ved blandt andet at øge beskæftigelsesfradraget, så alle får mere ud af at gå på arbejde. Vi vil lette boligskatterne markant, for en bolig er ikke et beskatningsobjekt – det er et hjem. Vi vil også have registreringsafgiften ned på 75 procent, fordi vi mener, at alle skal have råd til en god og sikker bil. Vi vil fjerne den umoralske dødsskat – den såkaldte arveafgift, og vi vil hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Der er med andre ord skattelettelser for rigtig mange penge til langt de fleste danskere.  

Vi har før vist, at det er muligt

Det her er en ambitiøs, men realistisk plan. Den tager et væsentligt skridt i den rigtige retning, og vi har tidligere vist, at det langt fra er utopi at sikre danskerne skattelettelser.  

Alene i denne regeringsperiode har vi været med til at sørge for, at borgere og virksomheder skal betale 23 milliarder mindre i skat i 2025. Før denne regering har vi lettet skatten på arbejde – selv da vi skulle forhandle med socialdemokratiske ministre. Før dét har vi fjernet over 500.000 danskere fra topskat.  

Det er konkrete resultater, der viser, at det vi vil, kan lade sig gøre. Og der er råd til det – selvom vi endda har investeret i kerneområder som sundheds - og retsområdet. Det går nemlig godt i Danmark for tiden, og netop derfor bør vi lette skatten, så det kan blive endnu bedre. Det vil give mere økonomisk frihed til danske familier og ikke mindst skabe vækst, velstand og et større arbejdsudbud.

Ingen arbejder klogere for lavere skat

Vores visioner er ikke ultimative krav til et eventuelt nyt regeringsgrundlag. Sådan nogle kommer der nemlig ikke noget godt ud af – det tror jeg efterhånden, vi alle har fundet ud af. Vi vil i stedet arbejde klogt og hårdt for at få så meget konservativ politik igennem som muligt. Og man kan i hvert fald ikke klandre os for, at vi ikke har visionerne.

Regering efter regering arbejder vi efter det mantra, at danskerne skal måle os på vores resultater. Det er, hvad man gør, der tæller. Og jeg kan med ro i stemmen sige, at vores nye skatteudspil er realistisk, og at vi hver eneste dag vil arbejde benhårdt for at overbevise danskerne og resten af Folketinget om, at det er den rigtige vej at gå.

Vi har nemlig gjort det før. Nu gør vi det igen – for ingen arbejder klogere for lavere skat og virksomheder i vækst end Det Konservative Folkeparti.