BLOG: Ikke mere tom snak - tiden er til klimahandling

BLOG: Det er blevet retorisk mainstream at bekymre sig meget om klimakrisen, men det bliver ikke fulgt op af handling.

Lørdag aften fik vi en aftale til klimatopmødet COP24 i Katowice i Polen. COP24 var det første klimatopmøde siden COP15 i Paris, hvor man skulle beslutte noget rigtig, rigtig vigtigt: Hvordan de gode mål fra Parisaftalen omsættes til praksis. Og så skulle man forholde sig til klimavidenskaben. Der er altså to primære take-aways som denne klimakonference skal vurderes på: Fik man lavet et ordentligt regelsæt og fik man anerkendt og oversat klimavidenskaben?

Svarene på de spørgsnål er, at man fik lavet et sæt regler, der kunne have været meget bedre, men som er et ok udgangspunkt. Regler, der skal sikre, at landene lever op til deres klimamål, er blevet relativt robust. Det er en fin og nødvendig start. Men man fik ikke anerkendt videnskaben og oversat den til den nødvendige klimahandling.

Vurderet på om aftalen fra COP24 står mål med opgaven, er konklusionen altså nej. Det internationale samfund gør med aftalen ikke nok for at stoppe klimakrisen. Regeringerne har igen udskudt den nødvendige og altafgørende handling.

Aftalen fra weekenden er ikke udtryk for, at statslederne og ministrene anerkendte klimavidenskabens klare opfordring til at sætte massivt ind nu. FN’s klimapanels 1,5 gradsrapport burde have været det bagtæppe, forhandlingerne tog udgangspunkt i. Det blev det ikke. Og derfor er aftalen ikke god nok.

Da jeg var i Katowice, mærkede jeg ellers et massivt pres fra borgere, børn, unge, ældre og civilsamfundsorganisationer, der forsøgte at råbe politikerne op og få dem til at tage noget ansvar.

Men politikerne formåede ikke - eller ville ikke - lytte til dem, der kræver handling nu. Ambitionsniveauet skal ifølge FN femdobles, hvis vi skal undgå de allerværste konsekvenser af klimaforandringerne, men der er ikke i COP24-aftalen noget entydigt og klart løfte om at hæve ambitionerne og lave bedre klimaplaner inden 2020.

Succeskriteriet var for mig, at man på COP24 gav et klart løfte om, at alle landes klimaplaner skal styrkes inden 2020. Det skete ikke.

Hvad så nu?

Nu skal de næste par år bruges på at nå det niveau for handling, som videnskaben tydeligt siger, der er brug for.

Jeg begriber helt ærligt ikke, hvorfor vi ikke allerede er i gang med at hæve ambitionsniveauet markant – også i Danmark. Når vi alle ved, hvor travlt vi har med at komme i gang med den handling, der skal sikre vores eksistens, virker det paradoksalt, at det ikke rykker mere.

Mit indtryk fra forhandlingerne var, at det faktisk kun er de allermest klimasårbare og fattige lande, der for alvor rykker og hæver ambitionsniveauet. Både Marshall Islands, Maldiverne, Costa Rica og Fiji har enten sagt de vil eller allerede opdateret deres klimaplaner, så de svarer til klimavidenskaben. Som Maldivernes tidligere præsident Mohamed Nasheed sagde i weekenden: ”Vi er ikke klar til at dø. Vi har ingen intentioner om at blive klimaforandringernes første ofre. Vi vil gøre, hvad end det kræver, for at overleve”.

Den egentlige trussel mod, at vi får gang i den grønne omstilling er ikke passivitet. Den er nok snarere den pseudo-aktivitet, jeg oplevede fra verdens lande i Polen. For hvis man nu kun hører, hvad magthaverne siger, og ikke ved, hvad de (ikke) gør, kan man komme til at tro, at alle gør, hvad de kan for stoppe klimakrisen. Men det passer ikke. Overhovedet.

Det er i den grad blevet retorisk mainstream at bekymre sig meget om klimakrisen og tale om, hvor meget man anerkender klimavidenskaben. Men det bliver ikke fulgt op af handling. Tværtimod er den stærke retorik med til at maskere, at der ikke sker noget. Men reel modig, meningsfuld og ansvarlig handling ser vi ikke meget af. Det ser vi også herhjemme, når regeringen taler om, hvor vigtigt det er, at vi når 1,5 gradsmålet og så fører en sort klimapolitik og forlænger oliejagten i Nordsøen de kommende årtier. Det går simpelthen ikke.

Hermed en opfordring til den danske regering og Folketing med at komme i gang med at føre en politik, der anerkender klimavidenskaben.