Portræt: Kristian Thulesen Dahl var den eneste, der ikke tunede sin knallert
Han er trådt ud af Pia Kjærsgaards skygge og kan måske føre DF mod de første ministerposter nogensinde. Mød Kristian Thulesen Dahl.
Han blev spået en "meget meget kort fremtid i dansk politik".
Det er snart 24 år siden nu.
En vred vestjyde i catalinajakke gjaldede spådommen ud over Fremskridtspartiets landsmøde og rundede af med at kalde Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup for "tøsedrenge".
Den i dag 83-årige Kristen Poulsgaard fastholder så vidt vides, at Thulesen Dahl er en tøsedreng, men ellers må han æde, at han tog fejl.
49-årige Kristian Thulesen Dahl er i dag et af de mest magtfulde mennesker i Danmark. Han er formand for Dansk Folkeparti. Partiet, der blev undfanget efter Fremskridtspartiets kaotiske landsmøde i 1995, hvor striden mellem Kim Behnke- og Pia Kjærsgaard-fløjene eksploderede.
DF har for længst fejret to årtier i den politiske manege. Partiet blev landets næststørste ved seneste folketingsvalg og det største borgerlige parti.
Dansk Folkepartis 37 mandater har været den berømte tunge på vægtskålen i nærmest alt, den blå regering har foretaget sig. Og Dansk Folkeparti har erklæret sig regeringsparat for første gang, hvis opbakningen bliver lige så stor ved det kommende valg.
En tynd stor dreng med nyanlagt overskæg
Tilbage i 1995 var den unge Thulesen Dahl en af "Pia Kjærsgaards nikkedukker".
Efter landsmødet, hvor medlemmerne ikke engang kunne blive enige om en dirigent, brød han ud af Fremskridtspartiet og stiftede Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i front samt Ole Donner og Poul Nødgaard.
Dengang havde Pia Kjærsgaard, i dag Folketingets formand, allerede kendt det unge politiske stjerneskud længe.
- Jeg husker ham som sådan en tynd stor dreng, der havde tillagt sig overskæg. Måske for at se lidt ældre ud, griner hun i dag.
Hun husker ham også som dybt politisk engageret.
Nægtede at tune sin knallert
Kristian Thulesen Dahl voksede op i Nørre Snede med sine forældre, der var overlærere og glødende radikale, og to brødre. Det var et hjem med radioavis og politiske diskussioner henover middagsbordet. Alle holdninger var valide, så længe man kunne argumentere for dem.
Kristian må have virket som en løjerlig knægt på kammeraterne. Klokken 18 kunne han ikke lege mere, for da skulle han altid ind og se TV Avisen med sin far.
Han skilte sig også ud i forhold til sine brødre. De tre drenge tog et år til byfest med 100 kroner på lommen hver.
Mens storebrødrene futtede pengene af på radiobiler, investerede den yngste i et gedekid til 75 kroner. Han tænkte, at det kunne trimme græsset derhjemme og give mælk.
Forældrene kunne desværre ikke se potentialet i den plan. Så drengen måtte trække dyret tilbage, hvor det kom fra. Han fik til sin store ærgrelse kun 70 kroner i bytte.
I de store klasser i folkeskolen spillede Kristian Thulesen Dahl fodbold og kørte på knallert som enhver anden rask dreng dengang. De andre tunede deres Yamaha'er, men ikke Kristian Thulesen Dahl. For det må man jo ikke.
I stedet kørte han bare et par timer tidligere hjemmefra på sin Kreidler, når de skulle på knallerttur, har han fortalt. Så endte de jo alle ved bestemmelsesstedet samtidig.
Det var en dreng, der stod fast på sig selv og sine meninger. Han følte sig aldrig udenfor af den grund, siger han.
Da Glistrup kom til Nørre Snede
I 1983 var Kristian Thulesen Dahl 13 år og i gang med at finde ud af, hvor hans meninger hørte hjemme. Han ringede rundt til alle partisekretariater for at få tilsendt partiprogrammer. Det blev Fremskridtspartiet, der fangede hans interesse.
Så da en af tidens mest markante skikkelser, Mogens Glistrup, gæstede Nørre Snede, tog den unge Thulesen Dahl til borgermøde på kroen.
Kroen var proppet, husker Kaare Graversen, der var med i partiets kredsbestyrelse. Den buldrende bornholmer stod selv i døren og gav hånd til alle. Også den 13-årige.
Graversen bemærkede drengen og studsede over, at nogen havde taget et barn med.
Mødet gik sin vante gang - indtil en barnestemme tog ordet.
Det var Kristian Thulesen Dahl, der havde rakt hånden op og stillet et spørgsmål til Fremskridtspartiets leder. Alle voksne vendte sig om, da de hørte barnestemmen, husker Kaare Graversen.
- Han var en dreng, som jeg havde set køre rundt i byen på Long John med varer for Brugsen. Og da jeg så ham stille spørgsmål til Glistrup, blev jeg noget forbavset. Det var der ikke mange i den alder, der kunne finde på. Det gjorde et stort indtryk på mig, siger han.
- Jeg lagde mærke til den dreng i byen efterfølgende. Der var ingen tvivl om, at man var imponeret, og det har man været siden.
Blomstrende politisk talent
Mødet gjorde også indtryk på drengen selv. Kristian Thulesen Dahl meldte sig ind i Fremskridtspartiet. Og han blev inviteret med i kredsbestyrelsen og sad og lavede lektier, mens de voksne holdt bestyrelsesmøde.
For Kaare Graversen var der ingen tvivl; her var en dreng, der ikke var som alle andre.
- Han var et blomstrende lysende talent. Han ville noget i politik, siger Graversen.
Derefter gik det slag i slag. Som 20-årig blev Kristian Thulesen Dahl kredsens folketingskandidat, og som 26-årig blev han folketingsmedlem for Fremskridtspartiet. Og året efter blev han altså medstifter af udbryderpartiet, Dansk Folkeparti.
Regnedreng
Der er 22 år mellem Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard. De to har kørt et usædvanligt tæt parløb.
Pia Kjærsgaard er en af de få på Christiansborg, der er tæt på ham. Og selv hun kommer ikke så langt ind bag hans ydre.
- Man skal sidde med ham ret længe, gerne over en flaske rødvin, hvis man skal hive noget privat ud af ham, fortæller hun og forsøger at give en beskrivelse af mennesket bag den nuværende partiformand.
- Han er jo jyde med alt, hvad det indebærer. Han er meget engageret i sin hjemegn og rundet af den jyske muld og et radikalt skolelærerhjem. Han er musikalsk og spiller klaver. Han dyrker noget seniorfodbold, og han går meget op i sine børns uddannelse, ved jeg.
- Han er grundig i ordets egentlige betydning. Han bliver beskrevet som en regnedreng, og det er han også. Men det er kun godt at være meget nede i detaljen, når man for eksempel skal forhandle finanslov, siger Pia Kjærsgaard.
Tanker om at fortryde
Thulesen Dahl har engang fortalt i et Euroman-interview, at han ikke har nogen nære venner.
- Det der med en bedste ven, er det ikke sådan en pige-ting, spurgte han?
Pressen er heller aldrig kommet over dørtærsklen til privaten i Thyregod, hvor han bor med sin kone Berit og parrets tre børn. De skal have lov at vælge deres egen vej, mener han.
Politikerlivet har konsekvenser. I årevis har 'far' kun været hjemme i weekenderne. Han tænker over, om han en dag vil fortryde den måde at leve på. I Euroman-interviewet siger han:
- Det er da en stor omkostning, det er det. Men det er et rigtigt svært valg, for enten er du et politisk dyr, eller også er du ikke. Hvis du er et politisk dyr, hvornår er det så lige, du vil fravælge muligheden for at få indflydelse?
Årets første Megafon-måling viste tilbagegang til Dansk Folkeparti, der står til 15,8 procent af stemmerne mod 21,1 ved valget i 2015. Men dengang tog den massive opbakning til DF også både eksperter og meningsmålinger på sengen. Tiden vil vise, om Thulesen Dahl og co. kan gøre det igen.