BLOG: Endelig er det slået fast, at en skolelærer også må råbe op

BLOG: En vigtig sag om offentligt ansattes ytringsfrihed er afgjort. Men der er brug for at sikre, at retten til at sige sin mening mejsles i granit.

Det er helt vildt, at en sag om en folkeskolelærer, som sagde sin ærlige mening under et personalemøde, er endt med en afgørelse i højesteret. Men det skete faktisk torsdag efter fire års kamp.

Det gode ved det er, at Erik Schmidt, som læreren hedder, i dag blev frikendt og nu kan sætte punktum for en lang kamp for retten til at sige sin mening som offentligt ansat.

Det er en vigtig dom. Ikke bare for Erik Schmidt eller for landets folkeskolelærere, men for alle offentligt ansatte. Men sagen viser også, at der er brug for, at vi gør mere for at sikre, at ytringsfriheden også gælder for skolelærere, pædagoger, sygeplejersker og alle de andre, der knokler for at holde vores velfærdssamfund kørende.

Erik Schmidts sag begyndte under et personalemøde i 2014. Dengang blev der sagt lidt af hvert ude på skolerne, hvor der var udbredt utilfredshed efter lærerkonflikten og med de nye arbejdstidsregler. Jeg var selv lærervikar på en folkeskole under lærerkonflikten, så jeg kan sagtens huske reaktionen.

Erik Schmidt sagde ifølge Landsretten højlydt, at nu må vanviddet snart stoppe, og han kritiserede ledelsen for at være lukket. Han var vred. Men er det nok til en tjenestelig advarsel fra kommunen? Formålet med mødet var jo netop, at personalet kunne få lejlighed til at diskutere sagen og sige deres mening.

Jeg er glad for, at Landsretten omstødte Byrettens dom. For jeg synes ikke, det virker som om, Erik Schmidt gik over grænsen. Og jeg mener faktisk, det er tydeligt, at han sagde, som han gjorde, fordi han går op i sit fag og hans egne og kollegaernes arbejdsforhold. Det skal man også kunne give udtryk for som offentligt ansat.

Men vi har desværre set gang på gang, at der er offentligt ansatte, som kommer i klemme, fordi de siger deres mening. Vi ved, at Folketingets ombudsmand flere gange har taget sager op af egen drift, fordi de ansatte ikke selv tør køre sagerne. Og så kan vi kun gætte på, hvor mange sager der aldrig kommer frem, og hvor mange ansatte der aldrig får sagt deres ærlige mening. Det skal vi som politikere tage alvorligt og gøre noget ved.

Derfor har SF et nyt forslag på vej, som skal sikre, at arbejdsgivere ikke kan fyre, sanktionere eller undlade at ansætte medarbejdere, som siger deres mening offentligt. Også selvom de er kritiske overfor arbejdspladsen. På samme måde som det er ulovligt for dem at gøre det samme ved medarbejdere, fordi de er medlem af en bestemt forening.

Det er kun rimeligt, at vi beskytter de offentligt ansatte langt bedre. De skal også have ret til at sige deres mening, selvom ledelsen eller kommunen nogle gange helst ville være fri.