Politik

BLOG: Nødvendigt med hårdere kurs over for butikstyve

BLOG: Når man hører om, hvordan unge mænd bare kan vade ind i butikker og stjæle, hvad de vil, bliver man godt gammeldags vred.

Jeg vil bekæmpe butikstyveri med et nyt udspil.

Flere butikschefer og ansatte kan fortælle om en hverdag med butikstyveri. En hverdag hvor tyvebander bare vader ind i forretningen og tager, hvad de vil have. I en ny TV2-dokumentar ser man, hvordan en flok unge mænd helt ubesværet og åbenlyst går ind og stjæler mere end 100 kg. slik i et supermarked.

Der er også et eksempel med en kassemedarbejder, der bliver snydt af to kunder, som siger, at de lige skal ud og hente dankortet i bilen. Men de kommer aldrig tilbage for at betale for varerne, og der er intet kassemedarbejderen kan gøre ved det.

Det er virkelig provokerende at se.

Mange butiksejere bliver udsat for tyveri på daglig basis. Det er de samme tyve igen og igen. Der er eksempler på udenlandske tyvebander, der systematisk tager på tyvetogt rundt i landet i særligt udvalgte butikker.

Det gør mig godt gammeldags vred. Det er et problem, jeg har kendt til i et stykke tid, og som jeg længe har arbejdet på at gøre noget ved. Derfor er jeg også glad for, at vi nu er klar med et udspil mod butikstyveri.

Udspil: Mere politi og hårdere straffe

For vi skal værne om vores erhvervsdrivende. Selvom et tyveri ikke er sket i et privat hjem, kan det stadigvæk være en voldsom og krænkende oplevelse at blive bestjålet. Både for butiksindehaveren og de enkelte medarbejdere.

Den lokale købmand, tøjbutik eller specialforretning er en vigtig del af vores fællesskab. De er med til at binde lokalsamfund sammen og skabe nærhed i Danmark. De fortjener, at vi som samfund tager butikstyveri alvorligt. For det skal være attraktivt at være erhvervsdrivende.

Derfor har vi de seneste måneder arbejdet på et udspil, der styrker indsatsen mod butikstyveri. Udspillet bygger i høj grad på input og ønsker fra de butiksdrivende selv og sætter særligt fokus på områder, der er ekstra hårdt ramt af butikstyveri. Her skal politiet sikre en målrettet patruljering og en hurtig og effektiv politiindsats.

Jeg vil også have en ny enhed, der skal tage sig af udenlandske tyvebander. Dem er der nemlig alt for mange af, og de er bestemt ikke velkomne. Derfor skal det gøres endnu nemmere for politiet at få disse tyveknægte smidt ud af landet. 

Og der kan gøres flere tiltag. Jeg vil øge brugen af hemmelige agenter, der skal foregive at ville købe de stjålne varer, for at få oplysninger om bagmændene. Jeg vil også hæve straffene for tyveri mod butikker. Bøderne skal være større, så de står mål med det, man har stjålet.

I Det Konservative Folkeparti mener vi, at det skal være så svært som muligt at være kriminel. Og lige nu er det desværre alt for nemt at være butikstyv!