Politik

BLOG: Jeg er én valgperiode fra at lime mig fast til klimaministerens dør

BLOG: Regeringen er igen fodslæbende på klimaområdet, mener Rasmus Nordqvist (Å).

De engelske klimaaktivister fra Extinction Rebellion limede sig i denne uge til det britiske energiministerium. Hvorfor? Fordi de ganske enkelt har mistet tålmodigheden med klimanølende politikere. En følelse, jeg sagtens kan genkende, men hvor jeg som parlamentariker må holde fast i at kæmpe klimakampen i folketingssalen og ved forhandlingsbordet.

I sidste uge kunne man læse i forskellige medier, at der ikke ville blive forhandlet en samlet klimaplan, men at ministeren, Lars Christian Lilleholt, ville dele det op, og måske ville noget først blive sat i værk efter valget. I det lys er det vel ikke for meget at sige, at regeringen – IGEN - er fodslæbende, når det kommer til klimaområdet. Både i forhold til ambitionsniveauet og tempoet. Det er lige nu, vi skal handle, hvis vi skal stoppe klimakrisen. Og det skal vi.  

Det var ellers med promp og pragt og grønne logoer, at regeringen relancerede sig som grøn efter at have brugt sine tre og et halvt første år på blandt at lave nye planer for at hive olie op af Nordsøen og samtidig slået elbilsmarkedet ihjel. Senest var det så en klimaplan, som blev til en luft- og klimaplan. Det er fint. Jeg kan godt lide ren luft. Det er dog efterhånden gået op for mig, at luftdelen handler mere om, at planen virker som det rene luftkastel. Og altså desværre ikke den grad ad grøn omstilling, som jeg selv, mange danskere og i særdeleshed klimaet hungrer efter.

Det undrer mig. Ærlig talt kan det af og til føles som om, jeg lever i en parallelverden, hvor forskning bare er noget, man leger man lytter til. Selvom forskerne igen og igen råber op og advarer os om at det er lige nu vi skal i gang med en massiv omstilling, fortsætter størstedelen af mine politikerkollegaer, som om intet er forandret. Det får mig til at tænke, at man i den politiske verden slet ikke er i stand til at håndtere kriser i den størrelsesorden, vi står overfor med både klima- og biodiversitetskrisen.

Det er ikke kun regeringen, der er langsommere end klimaforandringerne tillader. Desværre stod kun Enhedslisten og Alternativet uden for den seneste aftale om at forlænge oliejagten i Nordsøen. Blandt andet med argumentet om, at det skulle finansiere fremtidig velfærd. Ja, du læste rigtigt. Man vil finansiere velfærd med oliepenge velvidende, at klimakrisen kun bliver værre. De samme partier har også givet olieselskaber en skatterabat på fem mia. kr. for at forlænge oliejagten. I øvrigt en skatterabat, den danske stat kun får igen, hvis vi IKKE når Parisaftalens klimamål. Det vil altså sige, at man regner med, at Parisaftalen bliver en fiasko.

Hvordan kan man på den baggrund lade som om man tager klimakrisen alvorligt? Hvordan kan man fortælle den danske befolkning, at man lytter til videnskaben? Handlinger taler som bekendt tydeligere end ord. I min verden står vi med en udfordring så stor, at vi som politikere skylder vælgerne et klart og utvetydigt svar på et stort spørgsmål: Er vi klar til at tage de nødvendige skridt? Også selvom de bliver krævende og kommer til at koste penge? Alternativet svarer: JA!

Tilbage til de britiske aktivister. De har fat i noget med deres brug af civil ulydighed. Det er et kendt værktøj, og jeg bakker 100 procent op om borgere, som demonstrerer og laver fredelige aktivistiske happenings. Tiden er inde, og det vil forhåbentligt mobilisere mange flere og i endnu højere grad. For heldigvis kan mange af os jo se, at den er helt gal. Og derfor siger blandt andet Den Grønne Studenterbevægelse, Klimabevægelsen og flere andre  ’GODMORGEN’ til alle os politikere hver torsdag morgen.  

Jeg er klar til at kæmpe videre for klimaet og vores planet, men går der fire år mere uden handling, limer jeg mig fast til klimaministerens dør.

Dette er ikke en trussel men et løfte!