Politik

Irans ambassadør har været til møde i Udenrigsministeriet

Regeringen vil senere i dag fortælle, hvad Danmark vil foretage sig i sagen.

Irans ambassadør i Danmark, Morteza Moradian, har været til møde i Udenrigsministeriet.

Det skyldes, at PET vurderer, at en iransk efterretningstjeneste har planlagt et attentat mod en person på dansk jord. 

- Det er fuldstændig uacceptabelt. Det er i dag gjort lysende klart for den iranske ambassadør i København, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i en pressemeddelelse

Under mødet udtrykte Udenrigsministeriets politiske direktør på vegne af den danske regering "utvetydig fordømmelse af den helt uacceptable iranske adfærd".

På vej hjem fra Afghanistan

Udenrigsminister Anders Samuelsen er på vej hjem til Danmark fra et besøg i Afghanistan. Han kalder sagen "fuldkommen uacceptabel".

- Regeringen vil reagere over for Iran og taler med europæiske partnere om yderligere tiltag, skriver Anders Samuelsen på Facebook.

Udenrigsministeren tilføjer, at Danmark onsdag vil rejse sagen i EU, og at han holder pressemøde tirsdag klokken 18.30.

Løkke vil ikke udelukke noget

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lægger også vægt på, at sagen skal tages op i EU. Han vil på forhånd ikke udelukke nogen tiltag.

 - Sagen skal drøftes med vores nære europæiske partnere, der står over for den samme udfordring - at iranerne rejser til vores nationer og udøver en middelalderlig form for håndhævelse af lov og orden, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Han protesterer på det kraftigste over Irans adfærd. 

- Mulige yderligere sanktioner mod Iran vil skulle diskuteres i EU og kræver enstemmighed. Men for Danmark er holdningen klar: Vi ser gerne yderligere sanktioner mod Iran.

På Christiansborg er der ikke overraskende mange politikere, der er forargede over de iranske attentatplaner. En af dem er Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Han råder regeringen til at kalde den danske ambassadør i Iran hjem.

- Det er et meget dramatisk diplomatisk skridt, som jeg mener, man skal tage. Det har en stor effekt og vil også have det internationalt, siger Søren Espersen til Ritzau.

En person anholdt

Sagen hænger sammen med den gigantiske politiaktion 28. september. Her blev store dele af Danmark lukket, mens politiet var på jagt efter et køretøj, som var mistænkt for at udgøre en trussel mod en gruppe eksiliranere bosiddende i Ringsted, der er kritiske over for det iranske styre.

Køretøjet og personerne i det viste sig ikke at have noget at gøre med truslen mod iranerne, men siden har det været meget sparsomt med udmeldinger fra politiets side.

pressemødet tirsdag middag fortalte PET's chef, Finn Borch Andersen, at en norsk statsborger med iranske rødder blev anholdt 21. oktober i Göteborg i forbindelse med truslerne mod eksiliranerne. Han er sigtet for at have sat "iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark".

- Der er kort sagt tale om en sag, der handler om en iransk efterretningsvirksomhed, som efter vores opfattelse planlagde et attentat i Danmark, siger PET-chef Finn Borch Andersen og understreger, at der fortsat er risiko for iransk planlagte angreb på dansk jord, selvom manden er fængslet.

Den anholdte er også sigtet for have taget del i forberedelserne til attentatet. Manden nægter sig skyldig og er foreløbigt varetægtsfængslet til 8. november. 

Kæmper for selvstændighed

Iranerne i Ringsted menes at være en del af gruppen ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz). Gruppen kæmper for, at et område i Iran bliver selvstændigt, og sikkerheden for dem bliver der ikke skruet ned for.

- Der vil fortsat være behov for omfattende sikkerhedsforanstaltninger omkring de pågældende personer, siger Finn Borch Andersen.

Det var i forvejen kendt af politiet, at der var en trussel mod den iranske gruppe i Danmark - ligesom politiet i Belgien og Holland også har efterforsket trusler mod regeringskritiske iranske grupper tidligere i år. Af samme grund fik de truede iranere i Danmark politibeskyttelse.

Kædet sammen med angreb i Iran

22. september blev der begået et terrorangreb i Iran, som ASMLA er blevet kædet sammen med. Angrebet var rettet mod en militærparade i byen Ahwaz, hvor 25 personer - både soldater og civile - mistede livet.

ASMLA-talsmand i Danmark Yaqoub Al Tostari (opdigtet navn - hans identitet er kendt af TV 2) sagde efter angrebet til TV 2, at gruppen i Danmark ikke kendte til det på forhånd. Han betegnede dog angrebet som legitimt.

- Vores folk og de, der er modstandere, har ikke andre valg, for når de demonstrerer fredeligt, bliver de henrettet, og de bliver dræbt og fængslet, sagde Yaqoub Al Tostari 23. september til TV 2.

Efter angrebet beskyldte Iran Danmark, Holland og Storbritannien for at huse iranske oppositionsgrupper, og den danske ambassadør i Iran, Danny Annan, blev indkaldt til møde. Over for TV 2 ville han dog ikke fortælle om mødets indhold.

Fotograferede leders bopæl

I forbindelse med angrebet i Iran i slutningen af september vurderede PET, at truslen mod de herboende medlemmer af gruppen ASMLA blev intensiveret. Det skyldtes især en særlig episode.

- Umiddelbart før 28. september konstaterede vores livvagter, at den nu varetægtsfængslede mand fotograferede den danske ASMLA-leders bopæl, siger Finn Borch Andersen og kalder sagen usædvanlig og meget alvorlig.

I arbejdet har PET fået hjælp fra sine norske og svenske pendanter, PST og Säpo, samt Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark.

Medlemmerne af ASMLA i Danmark efterforskes også for at have hyldet angrebet i Iran.

Sidste år blev en leder fra ASMLA-gruppen skudt og dræbt i Holland, hvorefter den hollandske regering udviste to iranske diplomater i juli 2018.