Politik

Stort flertal tror ikke på Nye Borgerliges trusler mod Løkke

I weekenden holde Nye Borgerlige landsmøde.

Knap hver tredje ser gerne, at Nye Borgerliges ufravigelige krav til en ny regering efterleves.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, har slået det fast gang på gang. 

Efterlever Lars Løkke Rasmussen ikke tre ufravigelige krav på udlændingeområdet efter næste valg, får han ikke støtten fra hendes parti.

Alligevel er der ikke mange danskere, der tror på, at Vermund tør sætte handling bag ordene. Det viser en meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken. 

Nye Borgerlige står fast på, at der skal indføres et totalt asylstop i Danmark, at udlændinge skal forsørge sig selv, hvis de skal være i Danmark, og at alle kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom.

Efterkommes de krav ikke, vil de ikke bakke op om andre kandidater til regeringens toppost end Vermund selv.

Men direkte adspurgt, om de har tillid til, at Nye Borgerlige virkelig tør gøre det og dermed vælte Lars Løkke Rasmussen, hvis han ikke makker ret, svarer hele 68 procent nej. 

Vermund er ikke overrasket

Kun 17 procent tilkendegiver, at de tror på Pernille Vermunds trusler, men det er ikke noget, der ryster partiformanden. Hun kalder det i stedet forventeligt.

- Jeg er ikke overrasket over, at danskerne har en grundlæggende mistillid til politikerne, siger hun. 

- Vi har set politikere kravle op og ned ad træer, vi har set politikere tale om straksopbremsning, vi har set Helle Thorning-Schmidt stå ude i et socialt boligbyggeri og være den rødeste socialdemokrat, hvorefter hun laver borgerlig politik med Margrethe Vestager. Så jeg kan godt forstå, at danskerne synes, der er langt fra det, politikerne siger, til det, politikerne gør. Det er dybt ærgerligt og trist, at det er blevet sådan, at man ikke kan stole på politikere, men jeg kan godt forstå det.

- Vi står fast

Men kan de så have tillid til det, I siger?

- Ja, det kan de. Det værste for mig ville være, hvis der var nogen, som tænker: "Det gør de ikke alligevel" og så stemmer på os, for vi kommer til at stå fast, og jeg ville være rigtig ked af, at der efter et valg sad nogle vælgere og sagde: "Øv, vi havde håbet, at det bare var noget, hun sagde for at få stemmer".

- Så for mig er det rigtig vigtigt, at man forstår, at det her er noget, vi står fast på, og det er det, ens stemme vil blive brugt til, hvis man stemmer på Nye Borgerlige, siger Pernille Vermund.

Årsmøde i weekenden

Det får hun lørdag mulighed for endnu en gang at slå fast, når hendes parti i Vejle holder sit blot tredje årsmøde nogensinde. Med sig kan hun tage en forvisning om, at der til trods for den begrænsede tillid er en vis opbakning til hendes synspunkter.

Målingen fra Megafon viser nemlig også, at 26 procent af de adspurgte mener, at Lars Løkke Rasmussen bør lytte til Nye Borgerlige og efterkomme de krav, partiet har listet op, hvis de ender med de afgørende mandater, og det glæder Vermund.

- Der er jo ret langt fra de 3-5 procent, vi har ligget på i meningsmålingerne, og så til 26 procent. Så hvis 26 procent er enige i, at vi skal indføre asylstop, at der skal stilles krav om, at udlændinge skal forsørge sig selv, og at kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom, og det kun er 65 procent, der ikke mener det på nuværende tidspunkt, hvor vi end ikke er i en valgkamp og har haft mulighed for at kommunikere så bredt, så kan jeg kun være tilfreds, siger hun.

I den seneste måling, hvor Megafon har spurgt folk, hvem de vil stemme på, hvis der var valg i morgen, nævner 2,6 procent Nye Borgerlige.