Saudisk ambassadør har stået skoleret i Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet har fordømt mordet på Jamal Khashoggi overfor Saudi-Arabiens ambassadør i Danmark.

Den saudiarabiske ambassadør i Danmark, Fahad bin Maayouf Al Ruwaily, har onsdag formiddag været til møde med Udenrigsministeriets direktør for udenrigspolitik om mordet på den systemkritiske journalist Jamal Khashoggi.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- Under mødet udtrykte Udenrigsministeriet på den danske regerings vegne Danmarks fordømmelse af drabet på Jamal Khashoggi. Det blev gjort klart, at ytringsfrihed, en fri presse og sikkerhed for journalister er centrale danske værdier, og at de bør respekteres overalt, skriver ministeriet.

Et planlagt mord

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) sagde tirsdag, at han ville indkalde den saudiske ambassadør til møde i ministeriet, så han kunne svare på de anklager Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, tidligere på dagen havde fremført i det tyrkiske parlament.

Og efter onsdagens møde er han tilfreds.

- Det er helt klart vores ønske at få sendt et meget klart og tydeligt signal om, at det her er fuldstændig uacceptabelt, siger han til TV 2.

Erdoğan hævder, at saudiske embedsmænd planlagde drabet på Khashoggi. 

Forvirringen omkring Khashoggis skæbne har siden hans forsvinden været stor. De saudiarabiske myndigheder forklarede i første omgang, at den 59-årige journalist havde forladt konsulatet i Istanbul 2. oktober. I weekenden lød det pludseligt, at han døde under et slagsmål på konsulatet, og mandag var forklaringen så, at Jamal Khashoggi blev myrdet.

Manal Al-Sharif er i Danmark for at fortælle om sin bog ?Med Hånden på Rattet?. Video: David Buch

De skiftende forklaringer har sået stor tvivl om de saudiske myndigheders troværdighed, og tirsdag fastslog Erdoğan så på en tale i det tyrkiske parlament, at to hold saudiske agenter var involveret i mordet. De har blandt andet besøgt Belgrad-skoven uden for Istanbul, hvor tyrkiske efterforskere har ledt efter Khashoggis lig, samt fjernet kameraer fra konsulatet.

Samuelsen mener, at de skiftende forklaringer er et tegn på, at det internationale pres på Saudi-Arabien har virket.

- Det viser, at tingene bevæger sig i den rigtige retning i forhold til at få opklaret, hvad der er foregået, siger han.

En større aktion

I alt var 15 saudiere involveret i mordet, siger Erdoğan og bekræfter, at den mand, der forlod konsulatet klædt i Khashoggis tøj, var en af saudierne.

Saudi-Arabiens kongehus benægter, at det har haft noget at gøre med drabet, og er selv i færd med en undersøgelse af sagen. Det er dog ikke nok for blandt andet flere toppolitikere i EU og Canada - herunder den danske regering - som kræver en uafhængig undersøgelse.

- Udenrigsministeriet understregede (på mødet, red.) behovet for, at en troværdig og tilbundsgående efterforskning af drabet bliver gennemført, og at alle ansvarlige bliver stillet til ansvar. Det blev også understreget, at man fra dansk side fortsat vil følge sagen tæt, herunder i tæt samarbejde med andre EU-lande, skriver Udenrigsministeriet i sin pressemeddelelse.