BLOG: Venstrefløjens blinde vinkel

16x9
Skolerne sender år efter år elever ud i verden, der ikke kan læse, skrive og regne på et tilfredsstillende niveau. Det går ikke, mener Merete Riisager, undervisningsminister (LA). Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

BLOG: Regeringens skolepulje har rykket, hvad der svarer til 400 elever, der havde svært ved at nå et basalt niveau i dansk og matematik. Det er godt.

Rykket kan give eleverne flere muligheder i livet. De deltagende skoler kan med rette være mere end almindeligt stolte af sig selv. Jeg synes, det er godt gået.

Men SF er af en anden holdning: Det er synd for skolelederne!

Da man besluttede, den seneste folkeskolereform var en central del af argumentationen for forbedringer for de cirka 15 – 17 % af eleverne, der forlod folkeskolen uden at kunne regne, læse og skrive alderssvarende. Hvordan det er gået med det, vender jeg tilbage til.

Regeringens skolepulje handler om at løfte elevernes faglige niveau på 104 skoler i landet. Det er de skoler i landet, hvor flest elever over en årrække har forladt folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne på et tilfredsstillende niveau. Skolepuljen er på 500 mio. kr., der udmøntes over en treårig periode til skoler, der løfter elevernes faglige niveau. Dermed stiller vi skarpt på skoleledernes særlige ansvar for at løfte denne elevgruppe. Undervisningsministeriet tilbyder at hjælpe og rådgive de deltagende skoler undervejs, men de er også frie til at træffe deres egne pædagogiske valg og foranstaltninger. Det eneste, vi forholder os til, er hvorvidt det faglige niveau er blevet løftet.

SF og pædagogiske kredse har ret i, at det er en utraditionel måde at gøre det på. Normalt giver man i uddannelsesverdenen i Danmark udviklingsmidler forlods til at igangsætte pædagogiske tiltag, der skal løse et problem, man har identificeret. Man tildeler så at sige midler efter omfanget af udfordringer; jo flere udfordringer, jo flere penge. Her belønner vi resultatet i stedet. Vi tilbyder støtte, men man er fri til selv at bestemme, hvordan man vil gøre.

Hvorfor har vi igangsat skolepuljen? Vi har i regeringen taget disse – indrømmet – utraditionelle midler i brug, fordi det er en ualmindelig alvorlig situation. Skolerne sender år efter år elever ud i verden, der ikke kan læse, skrive og regne på et tilfredsstillende niveau. Det går ikke. Dansk og matematik er helt grundlæggende fag. At mestre basale færdigheder som at regne, læse og skrive, det sætter én fri til at træffe valg og til at være herre i sit eget liv.

Venstrefløjen tordner mod skolepuljen og advarer mod ”teaching to the test”, selvom skolepuljen ikke er baseret på test, men karakterer ved afgangsprøven. Det er naturligvis ikke hævet over metodiske udfordringer, og det skal man være opmærksom på. Men ingen metodisk tilgang er uangribelig, og skolerne skal forankre deres erfaringer og nye måder at gøre tingene på, så de gode resultater fastholdes.

Venstrefløjens klassiske svar, når vi taler om manglende, basale færdigheder, er: Send flere penge! Det ved vi imidlertid med sikkerhed, ikke er svaret – der er ingen direkte sammenhæng. Der findes skoler, der ligger langt over landsgennemsnittet på ressourcer, uden at de leverer tilsvarende faglige resultater. Så det handler selvfølgelig om, hvordan man bruger sine ressourcer, tilrettelægger arbejdet, fokuserer sine indsatser mv.

”Det er utidig forenkling af skolens opgave kun at fokusere på de svageste elever og deres basale færdigheder”, lyder kritikken også. Javel, skolens opgave er langt mere mangfoldig end dette fokus. Skolen er en samfundsinstitution, der også varetager en kulturel overlevering, som udgør en vigtig ramme om børnelivet og som åbner elevernes øjne mod verden. Men er de basale færdigheder modsat ikke på plads, er der kun et spinkelt fundament at bygge videre på, når skolen skal varetage dannelsesopgaven. Derfor er det så ulykkeligt, når venstrefløjen rynker på næsen i en metodediskussion og dermed reelt argumenterer for at lade de mest udsatte elever stå alene tilbage på perronen.

Det er ikke synd for de skoleledere, der har påtaget sig den vigtige opgave, det er at lede en skole. Det er ikke forkert at spørge ind til og følge resultaterne af deres indsats, når det handler om elevernes basale færdigheder. Og det er ikke synd, at de bliver tilbudt hjælp af Undervisningsministeriet til at lykkes med deres opgave – eller at deres skole krediteres, når det går fremad. Resultaterne fra skolepuljen viser, at meget kan flyttes, hvis man for alvor tager fat, arbejder målrettet og inddrager forældrene. Næsten uanset hvilke ressourcer forældrene har, er de vigtige at få i spil, og netop forældreinddragelse bør spille en rolle i arbejdet med eleverne.

Venstrefløjen har en generel modvilje mod at følge elevernes faglige resultater. I København vil SF have karakterfrie skoler, og man er flammende imod de nationale test. Det er usolidarisk i mine øjne. Hvis elevernes faglige resultater i skolen ikke følges, vil det gå hårdt ud over børn fra uddannelsesfremmede hjem. Det bliver sværere for den enkelte at afkode, hvad der forventes, og det bliver utydeligt, hvad der skal til for at klare det godt. Og så er vi tilbage ved baggrunden for at gennemføre folkeskolereformen i sin tid: det uacceptabelt høje antal elever, der aldrig lærer at læse, regne og skrive på et tilfredsstillende niveau. Det var netop problemet, man søgte at løse. Og antallet af elever, der i dag forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne på et basalt niveau, er stort set det samme som dengang! Venstrefløjen vil have mere af det samme. Regeringen har rykket, hvad der svarer til 400 elever. Det taler for sig selv.