Ole Birk Olesen vil følge USA og trække Danmark ud af postaftale
Danmark er forpligtet til at bringe kinesiske pakker ud for 6,50 kroner, fordi Kina betragtes som et udviklingsland.
Danmark bør melde sig ud af den internationale postaftale, UPU, mener transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) ifølge Børsen.
Holdningen luftes, dagen efter Det Hvide Hus har oplyst, at USA arbejder på at træde ud af aftalen, fordi den ifølge amerikanerne er konkurrenceforvridende ved, at det er billigere at sende en vare fra Kina til USA, end det er for amerikanske virksomheder at sende inden for landets grænser.
Hvis det står til Ole Birk Olesen skal Danmark følge med USA ud af UPU:
- Donald Trumps udmelding er interessant. Det er godt og klogt, og Danmark skal følge trop. Vi skal følge USA, uanset hvad de andre EU-lande gør. Jeg sender en orientering ud til ordførerne om lidt og vil indkalde til et møde, siger Ole Birk Olesen til Børsen.
Pakker fra Kina til 6,50 kroner
Hver dag lander der i gennemsnit 40.000 pakker – eller ti mio. om året - fra Kina i Københavns Lufthavns forholdsvis nye lagerhal, som udelukkende er bygget til at modtage og opbevare kinesiske varer, der skal sendes videre ind i landet. En del af pakkerne kommer fra Wish.com. Handelsplatformen bliver ofte brugt, og efterhånden er den kinesiske webshop den femtemest populære side, når danskerne skal købe varer på internettet. Her reklameres der med, at man kan få ure til syv kroner og jeans til 35 kroner.
Men i UPU-regi er Kina stadig et udviklingsland. Det betyder, at Postnord skal bringe kinesiske pakker ud i Danmark for 6,50 kroner stykket, mens det eksempelvis koster mere end tre gange så meget at få bragt et maxibrev ud fra en dansk adresse til en anden. Det samme gælder for USA og andre udviklede lande.
I Danmark vil beløbet for at sende en pakke fra Kina stige løbende frem til 2021, hvor det vil ende på 9,75 kroner.
- Det er klart, det er urimeligt
Postnord kan ikke oplyse, hvor meget det koster at bringe kinesiske pakker ud til så lave priser, men i Børsen oplyser Transport- Bygnings- og Boligministeriet, at betalingerne ”ikke i fuldt omfang” dækker leveringsomkostningerne i Danmark.
I februar i år sagde Morten Rosengreen, der er ansvarlig for international post hos Postnord i Danmark, til TV 2:
- Det er klart, at det er urimeligt, at en forsendelse fra Kina til Danmark koster langt mindre, end det gør at sende den fra København til Aabenraa. Vi taber et anseeligt millionbeløb på de her Kina-forsendelser hvert år.
Vil gerne blive i UPU, hvis en aftale falder på plads
USA håber, at truslen om at melde sig ud af UPU kan betyde, at forhandlinger om en ny aftale kan falde på plads. Hvis det sker, er Trump-administrationen klar til at droppe sin udtrædelsesvarsel og forblive i UPU, siger Det Hvide Hus’ talskvinde, Sarah Sanders ifølge Reuters.
UPU’s generalsekretær, Bishar Hussein, har sagt, at han vil forsøge at få et møde i stand med USA, hvor de kan diskutere sagen.
- UPU er fortsat forpligtet til at nå de noble mål for internationalt samarbejde ved at arbejde sammen med alle sine 192 medlemslande for at sikre, at traktaten bedst tjener alle, siger han i en erklæring.
I Børsen vedkender Ole Birk Olesen, at hvis Danmark melder sig ud af samarbejdet, vil der være lande, som der ikke kan sendes pakker til eller modtages fra.
- Men det lykkeligste ville være, hvis det med vore meldinger lykkes at få lagt så meget pres på UPU, at vi kan reformere aftalerne indefra. Det sker jo, når USA gør noget klogt. Men hvis de ikke vil lytte, så vil der jo opstå en anden postorganisation, siger transport-, bygnings- og boligministeren.