BLOG: Har du talt (dansk) med dit barn i dag?

16x9
Undervisningsminister Merete Riisager (LA). Foto: Sofie Mathiassen / Scanpix Denmark

BLOG: Det er først og sidst forældrenes ansvar, at deres børn er ordentligt klædt på til at begynde i skole.

”Har du talt med dit barn i dag?” Sådan sagde mine forældre til hinanden dengang i 80'erne. Sætningen var mest ment i sjov, for vi talte sammen hver dag, og det var en tid uden mobiltelefoner og iPads ved middagsbordet. Sætningen var vistnok hentet fra en kampagne, der netop havde til hensigt at få forældre til at tale mere med deres børn. Der er nemlig absolut intet, som børnehaver, skoler eller socialrådgivere kan gøre, der kan erstatte den positive opmærksomhed fra forældre til deres eget barn.

I dag, som voksen, liberal og undervisningsminister, vender jeg mig ofte imod utidig statslig indblanding, når det kommer til forældres opdragelse af deres børn. Børnene er forældrenes, ikke statens. Samtidig er der tendenser i vores samfund, der trækker i retning af mere statslig indblanding OG mere ensomhed i barndommen. Fraværende og uopmærksomme forældre mødes i ringe omfang af krav og samfundsmæssige forventninger, mens stat og kommune til stadighed pålægger sig selv større og større ansvar for børnelivet. Tilsammen efterlader dette en større gruppe af børn, der ikke får den hjælp, støtte og opmærksomhed, de har brug for.

Særligt når det kommer til de cirka 10 procent børn og unge, der er indvandrere eller efterkommere med ikke-vestlig baggrund, har vi en udfordring. Det er i denne gruppe, vi finder den største andel af børn, der kommer i skole med utilstrækkelige førskolekompetencer. For mange børn har ikke lært et tilstrækkeligt sprog og ordforråd til at kunne indgå på lige fod med deres klassekammerater i fag som dansk, matematik og natur og teknik. Det sætter dem bagud i en grad, der for manges vedkommende betyder, at de aldrig indhenter det tabte. Ser vi på folkeskolens afgangsprøve, kan vi iagttage et fagligt gab på 1,5 karakterpoint i gennemsnit mellem elever med dansk oprindelse og efterkommere med ikke-vestlig baggrund. For de unge, der gennemfører gymnasiet, er forskellen i gennemsnittet 1,3 karakterpoint mellem samme grupper. De forskelle, der eksempelvis kan registreres i PISA Etnisk 2015, følger altså med, efterhånden som børnene bliver ældre.

Flertallet af de børn, vi her taler om, er født og opvokset i Danmark. De har gået i dansk børnehave og flertallet har også gået i en almindelig dansk vuggestue. Deres forældre har for manges vedkommende modtaget modersmålsundervisning. De er vokset op i et land, hvor fritidstilbud er tilgængelige til yderst overkommelige priser, og hvor forældre med lav indkomst kan søge om tilskud til eksempelvis SFO og fritidstilbud. Samtidig sørger mange kommuner for at omfordele ressourcerne mellem skoler, således at skoler med mange elever fra familier med lav indkomst eller fra familier med anden etnisk herkomst, tildeles flere ressourcer end andre kommuneskoler. Den længere og mere varierede skoledag er indført med nogenlunde samme begrundelse.

Intet af ovenstående ser ud til at komme i nærheden af at løse problemerne for denne gruppe elever; det har ikke rykket nævneværdigt i forhold til at udligne forskellene. Der er med andre ord intet, der tyder på, at mere af det samme vil løfte eleverne. Vi kommer derfor ikke uden om at inddrage forældrene. Barnets talte sprog og kognitive udvikling sker i høj grad i hjemmet. Når forældrene synger for barnet, leger med barnet, taler med barnet og søger øjenkontakt med det lille barn, opbygges barnets kognitive evner. Det er denne tidlige interaktion, hvorpå al anden viden siden kan hænges som jakker på en knage. Intet, skolen kan gøre, kan erstatte det.

I den brede samfundsdebat er der et stort fokus på de ikke-vestlige børns deltagelse i vuggestuer og børnehaver. Det er hævet over enhver tvivl, at det kan være gavnligt for børn at gå i velfungerende institutioner med nærværende voksne og børn, der kommer med ressourcer, glæde og et alderssvarende dansk. Men legen i sandkassen kan ikke erstatte den tidlige indlæring med forældrene. Og det er naturligvis ikke det etnisk danske barns opgave og ansvar at integrere jævnaldrende, det siger sig selv.

Derfor havner ansvaret igen der, hvor det hører hjemme: Hos forældrene. Det er baggrunden for, at vi i regeringens initiativer om skolepulje og sprogprøve også har et stort fokus på forældrene. I skolepuljen arbejdes der eksempelvis med, hvordan forældre kan træne basale færdigheder med deres børn hjemme. I sprogprøven har der udadtil været stort fokus på de prøver, der ligger i skolen, men et mindst lige så væsentligt element er forslaget om en ”sprog-kuffert”, som forældrene skal have med hjem, så de kan hjælpe barnet med at udvikle basale sprogfærdigheder. Samværet om sprogudvikling har den sekundære gevinst, at den kan give barnet en tiltro til, at mor og far bakker op om barnets skolegang og udvikling. Denne del er væsentlig, for forskning viser, at elever, hvis forældre engagerer sig i deres skole, klarer sig bedre end i familier, hvor det ikke er tilfældet. Ligeledes kan man se en signifikant forskel på, hvor godt børn af migrantforældre klarer sig, alt efter om der tales dansk i hjemmet eller ej.

Der er brug for et stilskifte, hvor både politikere og myndigheder stiller krav og forventninger til forældre med migrantbaggrund, der ligger på linje med dem, de stiller til etnisk danske forældre. Ser vi på de cirka 10 procent af en årgang, der har denne baggrund, er mange af dem født og opvokset i Danmark. De skal ikke behandles som ofre, men som borgere, vi stiller forventninger til. Gør vi det ikke, vil problemerne med al sandsynlighed forblive uløste.