Sverige er havnet i politisk kaos - om få måneder kan det være Danmarks tur
ANALYSE: Sverige har stadig ikke fået en ny regering - ingen vil opgive deres ultimative krav. Får vi det samme at se efter valget herhjemme?
Det er nu mere end fem uger siden, at svenskerne satte deres krydser og sammensatte en ny Rigsdag.
Alligevel aner ingen, hvem der bliver landets næste statsminister. Sverige er havnet i den mest kaotiske parlamentariske situation i nyere tid. Og om lidt kan noget lignende ske i Danmark, når der som bekendt skal afholdes folketingsvalg senest i juni 2019.
Ender de svenske socialdemokraters formand, Stefan Löfven, der indkasserede det dårligste valgresultat i partiets historie, med at forhandle sig frem til en løsning, så han kan fortsætte på posten? Bliver det formanden for det borgerlige Moderaternes Ulf Kristersson, på trods af, at han i weekenden opgav i første omgang? Eller bliver det en helt tredje - for eksempel partilederen for det socialliberale Centerpartiet, Annie Lööf - der ender med at kunne trække sig ud af de komplicerede og langstrakte forhandlinger som den helt store vinder?
Der er selvfølgelig forskelle på den politiske situation herhjemme og i vores naboland. Men også en række interessante ligheder. Jeg vil forsøge at gennemgå dem herunder:
I både Danmark og Sverige er det bærende princip, når der skal dannes en regering, negativ parlamentarisme. Det betyder, at der ved dannelsen af en regering ikke behøver at være et flertal for en regering. Der må bare ikke være et flertal imod. I Danmark er det magiske tal, som en regering ikke må have imod sig i Folketinget, 90. I Sverige er det 175.
Udfaldet af det svenske valg er mudret. Den rødgrønne blok med Socialdemokraterne i spidsen har 144 mandater i den nye Rigsdag. Alliancen - den borgerlige blok - 143. Og Sverigedemokraterne 62.
Alliancen vil have Ulf Kristersson som statsminister og vil stemme for at vælte en Löfven-ledet regering. Den rødgrønne blok vil have Löfven som statsminister og vil vælte en Kristersson-regering. Og Sverigedemokraterne - som hverken Alliancen eller de rødgrønne vil samarbejde med - har slået fast, at de vil stemme for at vælte enhver regering, der ikke giver dem indflydelse.
Ergo er svensk politik totalt fastlåst, og ingen meldinger fra hovedpersonerne siden valget har for alvor ændret på den situation. Tilbage står, at nogen - måske flere - bliver nødt til at give sig og fravige deres ultimative krav, hvis der skal dannes en regering. Hvis ikke det sker, ender det med et nyvalg i Sverige.
Garantier og ufravigelige krav
Udfaldet af det danske valg kender vi af gode grunde ikke endnu. Men situationen herhjemme er også den, at en række partier har stillet ultimative krav, som er indbyrdes modstridende.
Radikales politiske leder, Morten Østergaard, har eksempelvis krævet en skriftlig garanti fra Mette Frederiksen, hvor S-formanden skal love, at hun vil gøre sig helt uafhængig af Dansk Folkeparti. Dén garanti vil Mette Frederiksen under ingen omstændigheder give ham.
Alternativet har helt afvist at pege på Mette Frederiksen som statsminister og insisterer i stedet på at trække partiets mandater ”ud af ligningen”, hvis ikke Uffe Elbæk kan blive statsminister. Hvad det i praksis vil betyde i forbindelse med forhandlingerne om dannelsen af en ny regering er mere uklart. Det afgørende her er, om Alternativet vil stemme imod dannelsen af en S-ledet regering. Dét har partiet ikke svaret klart på. Men tilbage står, at Mette Frederiksen ifølge meningsmålingerne har brug for, at hverken Å eller R modsætter sig dannelsen af hendes regering. Ellers har hun efter alt at dømme flertal imod sig.
I blå blok er der mildest talt også udfordringer. Først og fremmest er man bagud i meningsmålingerne – i Ritzaus seneste vægtede gennemsnit med fem mandater. Ikke mere, end at det kan hentes i en valgkamp. Men skal Lars Løkke Rasmussen (V) realistisk set kunne tælle til 90 mandater efter et valg, skal han gøre brug af de mandater, Nye Borgerlige ser ud til at få. Og Nye Borgerliges mandater kommer med en pris. Partiet har stillet tre ufravigelige krav og melder sig tilsyneladende klar til at vælte enhver regering, der ikke opfylder dem. Kravene - der vil være i strid med internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig - er efter alt at dømme uspiselige for Lars Løkke Rasmussen.
Andre modeller kan muligvis komme i spil. For eksempel at Dansk Folkeparti under regeringsforhandlingerne ender med at fastslå, at de ikke vil forhindre Socialdemokratiet i at danne regering. Men de to partier kommer ifølge målingerne ikke i nærheden af at have et flertal alene, og Mette Frederiksen vil derfor i sådan en situation være nødsaget til at få støtte til dén model hos én eller flere af de øvrige partier i Folketinget.
Akkurat som i Sverige ser det altså ud til, at den parlamentariske situation i Danmark efter et valg kan koges ned til denne sætning: Nogen eller nogle skal give sig, hvis der skal dannes en regering.
Vi har taget hul på et usædvanligt dramatisk og kompliceret politisk år på begge sider af Øresund.