Politik

Om 12 år må ingen bybusser udlede CO2, siger regeringen

Regeringen lægger i udspillet også op til, at elbilerne skal være billigere, og at de grønne bilister skal have flere fordele i trafikken.

Allerede om halvandet år skal der stilles krav om, at nye bybusser skal være CO2-neutrale, og i 2030 må de slet ikke udlede luftforurening.

Sådan lyder et af hovedelementerne i det klima- og luftudspil, regeringen tirsdag formiddag har præsenteret.

Udspillet fokuserer især på, at transportsektoren skal være grønnere, og regeringen vil blandt andet også gøre det mere attraktivt at købe en elbil.

 - Den blå regering melder sig ind i kampen om at få den sorte politik væk, så fremtiden kan blive grønnere, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Hovedpunkter i aftalen

Her kan du få et overblik over hovedelementerne i udspillet. Artiklen fortsætter under grafikken:

Her er hovedpunkterne i klima- og luftudspillet

  1. Billigere elbiler

    Regeringen vil gøre det billigere at købe de mellemstore elbiler op til 400.000 kroner. Det skal ske ved at hæve bundfradraget til 40.000 kroner i 2019 og 77.500 kroner i 2020 samt ved at udskyde næste års planlagte stigning i registreringsafgiften på de grønne biler med et år.

    I dag betales der ikke registreringsafgift på elbiler op til i omegnen af 300.000 kroner på grund af det eksisterende bundfradrag på 10.000 kroner. Men hvis brundfradraget næste år hæves, bliver grønne biler til priser på over 300.000 kroner op til 30.000 kroner billigere.

  2. Stop for bybusser og taxaer på benzin og diesel

    Regeringen vil have stoppet udledning af CO2 fra bybusserne. Det skal ske i tre trin:

    - I 2020 skal nye busser være CO2-neutrale.

    - I 2025 må nye busser i byerne hverken udlede luftforurening eller CO2.

    - Fra 2030 må ingen busser i byerne udlede luftforurening eller CO2.

    Fra 2025 må ingen nye taxaer udlede CO2 eller luftforurening og fra 2030 må danske taxaer slet ikke udlede CO 2.

  3. Grønne biler i busbanerne

    Grønne biler som eksempelvis elbiler og opladningshybrider skal fremover have mulighed for at suse afsted i busbanerne i landets større byer, mener regeringen. Brugen af busbaner skal give dem mulighed for at komme hurtigere frem i trafikken. Det er dog stadig den enkelte kommune, der i sidste ende skal give tilladelsen

  4. Farvel til gamle brændeovne

    Gamle brændeovne forurener meget, og derfor foreslår regeringen, at dem fra før år 2000 skal skrottes eller skiftes ud med en nyere i forbindelse med bolighandler. Regeringen vil også give en skrotpræmie, så nuværende boligejere motiveres til at udskifte ældre brændeovne. Ejerne af de ældste modeller vil få cirka 2000 kroner, men miljøorganisationen Det Økologiske Råd siger til DR, at mange alligevel vil skifte deres brændeovn, og at der derfor ikke kommer nogen miljøgevinst.

  5. Billigere grønne firmabiler

    Der lægges også op til, at grønne firmabiler som eksempelvis elbiler og opladningshybridbiler skal være billigere. Derfor vil regeringen indføre et fradrag i beskatningsgrundlaget på de grønne firmabiler på 30.000 kroner i en afgrænset periode.

    En medarbejder, der i dag har en VW Golf som firmabil kan eksempelvis opgradere til en VW Passat opladningshybrid og fastholde den samme beskatning. Har medarbejderen allerede i dag en VW Passat opladningshybrid bliver besparelsen på 1400 kroner per måned.

  6. Garanti for parkering

    Regeringen foreslår garanti for parkeringsplads i byområder for ejere af el- og opladningshybridbiler, der bor i etagebyggeri. Samtidig skal kommunerne have friere rammer til at give nul- og lavemissionsbiler rabat på parkering.

  7. Skærpede miljøzoner i store byer

    Aalborg, Aarhus, Odense, Frederiksberg og København skal kunne indføre skærpede miljøzoner, hvor der er særlige regler for lastbiler og bussers udledning. Det skal gøre luften renere.

  8. Større skrotpræmie for dieselbiler

    Regeringen vil også hæve skrotpræmien for dieselbiler fra før 2006. Konkret foreslår regeringen, at den skal stige fra det nuværende niveau på 2200 kroner til 5000 kroner. Formålet er at gøre det mere attraktivt at skrotte forurenende biler.

  9. Andre tiltag

    Regeringen vil også lægge mere klimavenlig asfalt på statsvejene, og så skal forbrugerne hjælpes af mærkater om varernes klimabelastning.

Udløbsdato for salg af benzin- og dieselbiler

Regeringen har for alvor forsøgt at markere sig på klimadagsordenen den seneste tid. Før sommerferien farvede Venstre i en stort anlagt kampagne sit logo grønt, men flere eksperter kritiserede ved den lejlighed regeringen for ikke at gøre nok for at mindske CO2-udledningen i transportsektoren og landbruget.

I det nye klima- og luftudspil er der ikke voldsomt stort fokus på landbrugets udledning, men i stedet mest på biler og busser. Transportsektoren er ellers ifølge flere eksperter, Berlingske har talt med, det dyreste sted at gøre noget for klimaet.

Lars Løkke Rasmussen sparkede selv debatten i gang i sidste uge, da han under Folketingets åbning bebudede, at det fra 2030 skal være slut med salget af biler, der udelukkende kører på benzin eller diesel. Og fra 2035 skal salget af hybridbiler også være fortid.

- Det vil betyde, at der i 2030 vil være over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark. Det er en stor ambition, som ikke bliver let at nå, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Før sommerferien kritiserede han ellers Socialdemokratiet for at opstille en konkret målsætning på området.

Politisk zigzag

Med tirsdagens udspil sigter regeringen især mod at fremme salget af elbiler, men det område har været genstand for stor politisk zigzag de senere år, og det har påvirket danskernes købelyst negativt.

Indtil 2015 var elbiler fritaget for den normale registreringsafgift, men et bredt flertal besluttede, at det skulle afskaffes. Således var planen, at afgiften skulle indfases over fem år, men da salget af elbiler gik i stå, blev det sidste år besluttet, at indfasningen skulle gå endnu langsommere.

I dag betaler elbilister 20 procent af satsen, og det vil stige til 40 procent ved årsskiftet medmindre regeringen får opbakning til sit forslag om at udskyde det et år.

Regeringens forslag om at gøre elbilerne billigere er målrettet 2019 og 2020, men det er mere uklart, hvad der skal ske med priserne bagefter.

Lars Løkke Rasmussen erkender, at det økonomisk er en udfordring på den lange bane, fordi staten årligt indkasserer omkring 50 milliarder kroner årligt i bilrelaterede afgifter. Derfor vil regeringen nedsætte en kommission, der skal komme med bud på, hvordan udfordringen håndteres efter 2020.

Dermed er der endnu ikke anvist en konkret vej til, hvordan regeringens målsætning i 2030 nås.

I dag er der kun omkring 9000 elbiler i Danmark, og det placerer Danmark på en 14. plads i Europa på niveau med Rumænien, når andelen af nye elbiler sammenlignes.

Hvis vi trykker for meget her, risikerer vi at skubbe produktionen et andet sted hen

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) om landbruget

"Uambitiøs" indsats over for landbruget

Dansk landbrug står for et sted mellem 20 og 30 procent af den danske CO2-udledning, men ifølge Socialdemokratiet lægger regeringen i udspillet ikke op til at gøre nok her.

- Det er uambitiøst. Ikke bare på klimaets vegne, men jo faktisk også for landbruget, fordi vi risikerer at gøre regningen dyrere, end den ellers havde været, siger Socialdemokratiets klimaordfører, Jens Joel, til TV 2.

WWF Verdensnaturfonden er enig.

- Vi er lamslåede over, at man let og elegant helt undlader at se på, hvordan landbruget kan bidrage på den korte bane, siger Jacob Fjalland, der er international programchef i WWF Verdensnaturfonden.

Han henviser til, at en rapport fra FN's klimapanel, IPCC, mandag tegnede et dystert billede af Jordens fremtid. Ifølge rapporten skal den menneskeskabte CO2-udledning i 2030 være faldet med 45 procent i forhold til 2010-niveauet, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grader i 2100 - målt i forhold til før industrialiseringen.

Det kræver langt skrappere tiltag end i dag, og skal Danmark bidrage til det, skal landbruget gøre mere, mener WWF Verdensnaturfonden.

Ellemann vil ikke trykke landbruget for hårdt

Hos regeringen siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), at dansk landbrug i forvejen er blandt de mest klimaeffektive og miljøskånsomme i verden.

- Hvis vi trykker for meget her, risikerer vi at skubbe produktionen et andet sted hen. Det er klimaet ikke tjent med, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han fremhæver, at regeringen lægger op til at bruge 90 millioner kroner på forskning i klimavenligt landbrug og 160 millioner kroner til en styrket indsats mod ammoniakudledning.