BLOG: Ikke næste år, ikke efter valget. Nu!

16x9
Pia Olsen Dyhr. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Den gode nyhed er, at vi kan nå at reagere på klimaforandringerne. Men det skal være nu. Op med de grønne ambitioner.

Eksperterne har sagt det igen og igen. Det er nu, hvis vi skal have chancen for at gøre noget ved klimaforandringerne.

Men det er ikke nok med lidt pyntegrønt, der skal dække over tre års grov forsømmelse fra regeringens side. Vi skal for alvor have gang i den grønne omstilling, hvis vi vil gøre en forskel for kommende generationer.

I dag kom Klimarådet med en rapport, som er dybt bekymrende. Men den gode nyhed, der gemmer sig i rapporten, er, at vi kan gøre noget. Men vi skal gøre nok og vi skal gøre det nu.

Derfor er det vigtigt, at regeringens nye klimaudspil, som præsenteres tirsdag, er mere end bare en portion valgflæsk, der skal dække over, at de har forsømt området, siden Løkke-regeringen blev dannet.

Hvis vi for alvor skal gøre en forskel og gå forrest på det grønne område, skal vi have markant færre benzin og dieselbiler, flere elbiler og bedre offentlig transport. Og så skal vi have langt mere vedvarende energi og ikke mindst turde stille krav til landbruget om at tage langt større hensyn til miljøet.

SF foreslår, at vi først og fremmest lægger afgifterne om, så elbiler bliver markant billigere, mens diesel og benzinbiler bliver dyrere. Det er helt afgørende, at vi luger ud i bilparken, hvis CO2-udledningen skal i bund.

Her har regeringen svigtet fatalt ved at fjerne afgiftsfritagelsen på elbiler, så salget er gået i stå, mens de har brystet sig af, at de har gjort luksusbiler billigere. Deres politik har lammet den grønne udvikling. Jeg håber virkelig, at de endelig ruller det tilbage med det nye udspil i morgen.

SF foreslår samtidig at gøre de store byer dieselfri senest i 2025 og give bykommunerne fri mulighed for at indføre skærpede miljøzoner. Og så skal alle biler, busser og tunge køretøjer, som bruges af det offentlige eller igennem udlicitering, være elektriske. Det samme gælder i så høj grad som muligt færger og taxaer.

Det vil være en start.

Men jeg må indrømme, at jeg frygter, at regeringen kun har mod til at føre grøn politik der, hvor de ikke risikerer at gøre sig upopulære hos bilejerne eller landbruget.

Jeg håber ikke, jeg får ret. Jeg håber, at de endelig har indset, at klimaforandringerne er alvor. Og at vi ikke kan vente på, at den teknologiske udvikling løser det hele for os.

Der skal handling til. Ikke næste år, ikke efter valget. Nu!