SF vil med i regering
SF har forholdt sig i ro under den seneste tids uro i rød blok, men nu blander partiet sig. Situationen er meget fastlåst, lyder det.
Socialdemokratiets plan om at gå alene i regering efter næste valg, hvis der er flertal bag Mette Frederiksen, holder ikke.
Det mener SF, der på dagen for Folketingets åbningsdebat siger, at flere partier skal med ind i varmen.
- Vi opfordrer til en rød-grøn flerpartiregering, og det gør vi, fordi vi tror, det vil gøre det lettere at vælte Lars Løkke Rasmussen, siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, til TV 2.
- Tag SF med og tag eventuelt andre partier med. For det handler om, at vi skal have skabt en ny retning og ny politik for Danmark, lyder opfordringen til Mette Frederiksen.
Kaos i rød blok
Siden Socialdemokratiet i begyndelsen af juni meddelte, at partiet går til valg på en ren S-regering, har der været uro i rød blok.
Alternativets Uffe Elbæk har meldt sig selv på banen som statsministerkandidat og sagt, at han ikke vil pege på Mette Frederiksen. Enhedslistens Pernille Skipper vil også være statsminister, og Radikale Venstre kræver en skriftlig garanti for, at Dansk Folkeparti bliver holdt uden for indflydelse på blandt andet udlændingeområdet, hvis partiet skal støtte Mette Frederiksen.
Tilbage har SF indtil nu stået som den artige elev, der ikke har skabt postyr i den røde klasse. Men nu mener Pia Olsen Dyhr, at det er på tide at blande sig.
- Man må jo sige, at situationen er meget fastlåst lige nu i rød blok. Den er lidt præget af noget tumult, og jeg synes, der er mange statsministerkandidater. Jeg tror, vi har brug for noget mere samling, siger SF-formanden.
Regering mere levedygtig med SF
Hun mener, at en etparti-regering, som Socialdemokratiet foreslår, vil få det ”rigtig svært” og henviser til, at den rene V-regering i slutningen af 2016 måtte tage Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti med, fordi den var kørt fast og ikke kunne få sin politik igennem.
Det samme forudser hun, kan ske for en ren S-regering.
- Jeg tror, den kan blive mere levedygtig, hvis SF også er med, siger hun.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, er helt uenig. Han vil ikke have SF med i en regering ledet af Mette Frederiksen og afviser, at det vil gøre regeringen mere levedygtig.
- Vi ser ikke på det på den måde. Vi tror tværtimod, at en ren socialdemokratisk regering vil være mest manøvredygtig og mest handlekraftig, siger Nicolai Wammen til TV 2.
Han understreger dog, at Socialdemokratiet generelt har et godt samarbejde med SF og roser samtidig partiet for ønsket om at tage regeringsansvar.
Stor ballade sidst SF var i regering
SF var sidst i regering fra 2011 til begyndelsen af 2014. Det var sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre, men SF trak sig efter stor intern ballade i forbindelse med salget af det statsejede energiselskab Dong Energy til Goldman Sachs.
Forud var gået en regeringstid, hvor SF ikke fik meget af sin politik igennem, og hvor de nuværende socialdemokratiske folketingsmedlemmer Mattias Tesfaye og Jesper Petersen forlod partiet.
Pia Olsen Dyhr var selv minister i den tumultariske tid frem til 2014, men hun siger, at SF er blevet klogere. Trods opfordringen til Mette Frederiksen vil partiet dog kun med i en regering, hvis ”det politiske grundlag er rigtigt,” som hun selv formulerer det.
Men hvad betyder det så?
Krav om udlændinge og kontanthjælp
SF har formuleret en række forhandlingskrav, hvor partiet vil have indrømmelser. Det gælder både, hvis Pia Olsens Dyhrs tropper skal i regering, og hvis de skal støtte en ren S-regering.
Et af forhandlingskravene er, at Danmark igen skal tage imod FN’s kvoteflygtninge, men her har Socialdemokratiet så sent som i dag bakket op om regeringens nej i 2018.
Et andet – og det vigtigste for SF - går på en afskaffelse af det omdiskuterede kontanthjælpsloft, som partiet har kritiseret for at skabe fattigdom. Hvis ikke en ny regering vil afskaffe det, bliver den slet ikke støttet af SF. Det har Pia Olsen Dyhr tidligere sagt til TV 2, og torsdag gentog SF-formanden fra Folketingets talerstol, at hun er klar til at vælte Mette Frederiksen, hvis ikke dette krav opfyldes.
Socialdemokratiet vil imidlertid ikke love at afskaffe kontanthjælpsloftet. Oppositionens største parti vil i stedet nedsætte en såkaldt ydelseskommission efter valget. Den skal komme med bud på, hvordan de sociale ydelser skal skrues sammen fremover. Først derefter vil Socialdemokratiet tage stilling til kontanthjælpsloftet.
Langballe: SF er klemt
Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, siger, at hans parti helst vil arbejde sammen med rød blok, når det gælder klima og velfærd, men at partiet på udlændingeområdet hellere vil lege med de blå.
Ifølge TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, understreger det SF’s problem.
- SF er klemt, og de prøver at vriste sig ud af rollen som den pæne lillesøster, der ikke laver ballade. Men problemet for dem er, at de bliver hældt ned ad brættet, fordi Socialdemokratiet har lagt sig fast på en strategi, og den kommer de ikke til at fravige her og nu, siger Anders Langballe.
Det kommende folketingsvalg skal senest være afholdt i juni 2019.