BLOG: Uden arbejdskraft, ingen velfærd!

16x9
Statsminister Lars Løkke Rasmussen hilser udenlandsk arbejdskraft velkommen, og det glæder det Radikale Venstre. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Nemlig, Løkke - Virksomheder mangler arbejdskraft, så selvfølgelig skal vi hente folk fra udlandet.

Så vi stadig kan finansiere vores velfærd. Endelig viser regeringen, at de er klar til at gå i en ny retning.

Regeringen er klar til at velkomme mere udenlandsk arbejdskraft. Det velkommer vi varmt i Radikale Venstre. Danske virksomheder mangler arbejdskraft, så det har længe været nødvendigt at hente den udefra. Der er behov for at nedsætte beløbsgrænsen, så vi får råd til mere investering i grøn omstilling og uddannelse.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at besøge virksomheden Fayard A/S, et dansk reparations-skibsværft uden for Odense. Fayard A/S er en virksomhed, der tager ansvar og betaler flot for vores velfærd. Og som er dybt afhængig af dygtige udenlandske hænder, der arbejder skulder om skulder med de danske ansatte.

Det samme gælder mange andre steder. På plejehjemmene mangler de SOSU-assistenter. Daginstitutionerne mangler pædagoger. Byggebranchen tørster efter dygtige hænder.

Derfor bakker Radikale Venstre op om regeringens forslag. Så det bliver nemmere at hente kloge hoveder og hænder til Danmark. Hoveder og hænder, der kan bidrage til den danske velfærd. For uden dygtige hoveder og hænder, ville der slet ikke være nogen velfærd at bidrage til.

Velfærd, som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti også gerne vil have råd til. Desværre blokerer de stadig for et mere åbent arbejdsmarked. Argumentet lyder, at udenlandske hænder tager danskernes job. Jeg køber simpelthen ikke den logik. Det er ikke et valg mellem opkvalificering af danske ledige eller ansættelse af dygtige udlændinge. Det er både og.

Jeg er dog nødt til at spørge regeringen, hvorfor det kun er den kvalificerede kineser og ikke den kvalificerede koreaner, der er velkommen? Det kan virksomheden da bedst selv beslutte.

I stedet for at forskelsbehandle og kun sænke grænsen for nogle få udvalgte fra bestemte lande, foreslår vi at sænke beløbsgrænsen for virksomheder, som tager et uddannelsesansvar og har lærlinge ansat. Så sikrer vi også, at udenlandsk arbejdskraft ikke er på bekostning af, at danskere uddannes til at varetage de jobfunktioner, der mangler.

Hvis virksomheder uddanner, tager lærlingeansvar og løfter beskæftigelsen herhjemme, så skal vi også hjælpe dem med at hente hænder, der giver flere penge til velfærd. Og lad mig komme med et forslag til regeringen: Pengene kan passende bruges til at sløjfe de massive besparelser på uddannelse.

Regeringens forslag er et stort skridt i den rigtige retning. Fayard A/S og andre ansvarlige virksomheder skal have mulighed for at hente arbejdskraft i udlandet, når de mangler den. Så vi kan få råd til den grønne omstilling og til uddannelse i verdensklasse, der kan bringe Danmark fremad.