Politik

Her er de ti største myter om elbiler

Det er regeringens ambition, at der i 2030 skal være over én million el- eller hybridbiler på de danske veje.

Strømdrevne biler. Elektrobiler. Elbiler.

Der er mange holdninger til dem, og der hersker mindst lige så mange myter om dem.

I det første halvår af 2018 blev der kun købt 524 af dem i Danmark

Det føjer ikke meget til det samlede antal på omkring 9000 strømdrevne biler på de danske veje.

Det er ifølge regeringen slet ikke nok. De mener slet ikke, det skal være muligt at indregistrere en ny bil, der kører på ren benzin eller diesel, fra 2030.

Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin tale ved Folketingets åbning.

 - Det vil betyde, at der i 2030 vil være over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark. 

Men er elbiler i det hele taget en god investering for naturen, eller er de i virkeligheden bare tikkende udgiftsbomber for ejerne?  

TV 2 har samlet ti myter og faktatjekket dem i samarbejde med FDM's biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

10 myter om elbiler

  1. Elbiler kan kun bruges som bybiler

    Det er forkert

    Elbilens rækkevidde er de seneste år steget, og det betyder, at en af de nyeste biler, der er på markedet, kan køre op mod 400 kilometer. Den kan derfor bruges til mere end blot bykørsel. 

  2. Batteriet i en elbil holder ikke længe, og det er desuden dyrt at skifte

    Det er forkert

    Batteriet i en elbil holder faktisk lang tid. Meget længere end man havde frygtet for nogle år siden.

    Dog falder kapaciteten med alderen. Det betyder, at når en elbil eksempelvis starter med at kunne køre 400 kilometer på en opladning, vil den efter fem-otte år kun kunne køre 300-350 kilometer.

    Søren W. Rasmussen fra FDM fortæller, at det normalt ikke vil være nødvendigt at udskifte bilens batteri - særligt ikke efter otte år. Man risikerer blot at skulle oplade lidt oftere, end da bilen var ny.

  3. Det er dyrere at servicere en elbil end en almindelig bil

    Både og.

    På nogle områder er der lavere udgifter ved at få elbilen serviceret. Eksempelvis skal der ikke skiftes olie. Søren W. Rasmussen fortæller også, at man hos FDM har erfaringer med, at bremserne holder længere på en elbil frem for på en almindelig bil.

    Der kan dog også være områder på en elbil, der kan kræve service, som man ikke har på en almindelig bil. 

  4. Elbiler er meget dyrere i anskaffelsen end almindelige biler

    Det er forkert, som de danske afgifter er nu.

    Hvis man kigger på bilens pris uden de danske afgifter, er elbiler meget dyrere end de almindelige biler, fortæller Søren W. Rasmussen fra FDM. Sammenligner man derimod bilernes pris med afgifterne, er forskellen ikke så stor. 

    Elbilerne bliver nemlig hjulpet af, at der stort set ikke er afgifter på dem i Danmark. Det resulterer i, at de næsten koster det samme som almindelige biler, der pålægges store afgifter.

  5. Elbiler kan ikke køre lige så stærkt som benzinbiler

    Det er sandt

    Hvis man kører meget stærkt i en elbil, stiger energiforbruget på samme måde som eksempelvis benzinbiler. Men mens man i en benzinbil har masser af benzin med, har man kun en begrænset mængde strøm i en elbil. Derfor vil der ofte bliver lagt en kunstig hastighedsbegrænsning på elbilerne for at sikre, at batterierne ikke bliver tømt for hurtigt.

     

  6. Du skal lade op mindst én gang, hvis du kører en strækning på 300 kilometer

    Det er sandt

    Det kommer naturligvis an på, hvilken bil man kører i. De fleste biler kan ikke køre over 300 kilometer, hvorfor de skal lades undervejs.

  7. Det ville være bedre for naturen at beholde fossilbilen end at købe en helt ny elbil

    Både og.

    Hvis man tænker på det lokale miljø, som eksempelvis kan være, hvordan luftkvaliteten er inde på Rådhuspladsen, er elbilen uden tvivl den bedste løsning fra dag et.

    Men snakker man om det globale miljø og tænker på drivhuseffekten, er regnestykket noget anderledes. Her vil elbilen først efter længere tid have en fordel, da produktionen er mere krævende. På lang sigt er elbilen dog altid det mest miljøvenlige valg, lyder det fra Søren W. Rasmussen fra FDM.

  8. Det tager tre kvarter at oplade nok til 70 kilometer

    Både og.

    En af de ting, man lærer som elbilsejer, er, at der er forskel på ladestationer. 
    Det er ligesom at skulle fylde et badebassin op. Tiden, der bruges på at fylde bassinet op, afhænger af, hvilken vandslange man bruger. En lille slange tager lang tid, hvorimod brandvæsnets slange vil kunne fylde bassinet op inden for ganske kort tid.

  9. Der slippes mere CO2 ud under produktionen af elbiler end ved almindelige biler

    Det er rigtigt.

    Hvis man glemmer batteriet, er produktionen på de to typer biler den samme. 

    Men det er rigtigt nok, at det er mere energikrævende at producere et batteri til en elbil. Det er også med til at skubbe balancen for, hvor mange kilometer man skal køre i en elbil for at efterlade et grønt aftryk.

  10. Elbilejere betaler ikke ejerafgift

    Det er forkert.

    Ejerne af elbiler betaler ejerafgift, men de betaler den laveste sats.

    Det gør de, fordi elbilerne er havnet i den mest miljøvenlige kategori.