Politik

BLOG: Tag ansvar, Muhammed Aslam!

BLOG: Jeg måtte spærre øjnene ekstra godt op i går, da jeg hørte Muhammed Aslam, beboerformand i Mjølnerparken, beklage sig til pressen.

Aslam mener, at de unge kriminelle bandemedlemmer, som i øjeblikket skyder i Københavns gader, bør håndteres med flere pædagoger og flere fritidsaktiviteter. Flere offentligt betalte tilbud skal åbenbart stoppe de mange skyderier. 

Hårdkogte, utryghedsskabende kriminelle, der – fuldstændig uden nogen form for hensyntagen til almindelige, lovlydige borgere – skyder i gaderne på Nørrebro, skal have flere offentligt betalte fritidstilbud, mener han.

Jeg kunne ikke være mere uenig. Disse voldshærdede typer er helt uden for pædagogisk rækkevidde. De skal ikke mødes med blødsøden pædagogik. De skal i fængsel. Gerne i meget lang tid.

Kriminelle skal væk fra gaderne

Mere end 400 bandemedlemmer sidder allerede i fængsel. Men vi har ikke i sinde at stoppe her. Senest er yderligere 11 personer blevet anholdt i relation til bandekonflikten. Politiet patruljerer massivt i de berørte områder. Mobile politistationer og opsøgende betjente er ude i gader og stræder for at skabe tryghed. Der er fuld tryk på efterforskningen. Med andre ord: Politiet gør en kæmpe indsats.

Og det bliver de ved med. Vi vil simpelthen ikke acceptere utryghed i gaderne. Derfor arbejder politiet lige nu i døgndrift for at for fange de ansvarlige, så de kan blive sendt bag tremmer.

Når de er væk fra gaderne, skaber de ikke utryghed i gaderne. Så enkelt er det. Og så er jeg udmærket klar over, straf alene ikke løser problemet. Men det er et aldeles vigtigt element.

Der er fokus på forebyggelse

Når Mohammed Aslam siger, at der ikke er fokus på forebyggelse, er det ikke rigtigt. Det er bare ikke med pædagogiske fritidstilbud, at vi stopper de nuværende skyderier. Her må vi altså sætte hårdt mod hårdt.

Men forebyggelse ER vigtigt. Derfor vedtog vi i august sidste år - oven i en i forvejen vidtgående bandepakke – at der skulle ansættes forebyggende medarbejdere til blandt andet at arbejde med udsatte unge, som er i risiko for at blive rekrutteret til banderne. For det er selvfølgelig helt afgørende, at vi får sat en stopper for, at unge mennesker lokkes ind i bandemiljøet af skruppelløse bandeledere. 

Forebyggelse er også et af fokusområderne i ungdomskriminalitetsudspillet. Men vi skal finde den rette balance over for udsatte unge, der er i fare for at havne i kriminalitet. De skal mødes af en kærlig, men konsekvent hånd, som leder dem på rette vej - ud af en kriminel løbebane.

Tag selv ansvar

Vi kan gøre meget fra statens side, men vi kan ikke gøre alt. 

Så kære Muhammed Aslam. Tag ansvaret på dig. Læg offermentaliteten fra dig. Vi lever i et land fyldt med muligheder for dem, der kan og vil et bedre liv. Vær et forbillede for de unge, der vokser op i de udsatte boligområder. Vis dem en vej. Lær dem de danske værdier. Giv dem sunde interesser og sørg for, at de passer deres skole og får et fritidsjob. Dem slags er der nemlig rig mulighed for allerede i dag. 

Problemerne forsvinder ikke ved, at vi ser opgivende til fra sidelinjen. De forsvinder ikke ved, at vi taler om pædagogiske tilbud uden at tale om hårde og konsekvente straffe. Vi politikere har taget ansvar og sikret hårdere straffe, mere forebyggelse og en lang række brugbare redskabet til politiet. 

Jeg håber, at folk som Muhammed Aslam vil bakke op om de tiltag frem for at modarbejde dem.