380 millioner på vej til tørkeramt landbrug - reagerer med skuffelse
Efter den historisk varme sommer er politikerne igen klar med hjælp til landbruget. Og de er slet ikke færdige endnu.
For tredje gang i år giver regeringen en håndsrækning til de danske landmænd, der over den historisk tørre sommer har fået økonomien svedet noget af.
- Det har jo været en sommer, som for nogen har været fantastisk, men som har været fantastisk svær for landmændene, lød det fra finansminister Kristian Jensen (V), da han her til formiddag præsenterede de fem initiativer i aftalen.
Med en indsprøjtning på 380 millioner kroner håber aftaleparterne, der består af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, at få landbruget ud på den anden side af sommeren med skindet på næsen.
Her er hele aftalen:
Artiklen fortsætter nedenunder.
Landbruget er skuffet
Men initiativerne står langt fra mål med landbrugets behov og forventninger, lyder det.
- På den ene side anerkender vi den politiske vilje til at hjælpe, der er her, men resultatet må vi betragte som noget skuffende, siger godsejer og viceformand i Landbrug og Fødevarer Lars Hvidtfeldt til TV 2.
Miljøministeren kaldte i august tørken en naturkatastrofe, og ifølge landbrugets regnefolk i Landbrug og Fødevarer stod de til at tabe 6,4 milliarder kroner i indtægter.
- Der er landmænd, der kommer til at gå fallit i denne her tørke, sagde Martin Merrild, formand i Landbrug og Fødevarer, i august.
Nu kommer I så med 380 millioner. Løser man en naturkatastrofe med 380 millioner kroner?
- Nej. Det gør vi ikke. Og det har heller ikke været målet, at vi 1:1 ville kompensere det tab, der har været, siger finansminister Kristian Jensen (V) til TV 2 og henviser til, at den politiske vilje til at finde flere penge har været der.
- Men så skulle vi finde en måde, hvor det kunne holdes inden for EU's statsstøtteregler, og det har ikke været muligt juridisk, siger han.
Omstridt skat bliver
Forud for de politiske forhandlinger foreslog landbruget selv at få sløjfet den såkaldte jordskat, der hvert år giver statskassen godt 900 millioner kroner.
Men den består altså.
- Vi har haft det oppe at vende. Men sagen er, at landbruget er et erhverv, som også skal kunne tåle udsving i deres økonomi. Og vi har ikke et ønske om generelt at fjerne jordskatten, siger finansministeren til TV 2.
Har ministeren ikke en pointe i det? Sidste år fik I hjælp, fordi det regnede for meget. Skal I ikke kunne klare jer selv?
- Jo, men udfordringen er, at hver gang vi som små honningbier har samlet polstring sammen i bikubben, så kommer staten med den store honningslynge og tager det hele, siger Lars Hvidtfeldt, der også er godsejer, til TV 2.
Mere på vej
Selvom finansministeren altså understreger, at det ikke er viljen, men internationale regler, der i denne omgang har spændt ben for mere hjælp til landbruget, håber Lars Hvidtfeldt på endnu en hjælpepakke efter nytår.
Her skal de politiske parter mødes igen, når de endelige tabstal for landbruget ovenpå sommervarmen er opgjort.
- Det tager vi som udtryk for, at pakke ét her er starten til noget mere, siger Lars Hvidtfeldt til TV 2.