Politik

Efter tæt parløb: Nu lægger S afstand til DF’s stramninger

Socialdemokratiets udlændingeorfører mener, at DF-forslag er både dumt og dyrt. Partiet siger nu klart nej til tre stramninger.

Socialdemokratiet har under Mette Frederiksens ledelse nærmet sig Dansk Folkeparti på udlændingeområdet.

Men nu tager partiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, afstand fra flere af DF’s forslag til nye stramninger.

Dansk Folkeparti har længe ønsket et såkaldt paradigmeskifte på udlændingeområdet, hvor der skal skrues ned for integrationen og op for hjemsendelserne af de cirka 4500 flygtninge i Danmark med midlertidig beskyttelsesstatus.

Et af de centrale elementer i DF’s paradigmeskifte er en afskaffelse af integrationsgrunduddannelsen (IGU), hvor flygtninge opkvalificeres, så de kan tage et arbejde. Men det siger Socialdemokratiet nu klart nej til, skriver Jyllands-Posten.

- Perspektivet er selvfølgelig, at de skal rejse hjem, lige så snart der er mulighed for det. Men mens de er her, skal de deltage på det danske arbejdsmarked, uddyber Mattias Tesfaye over for TV 2.

- Dyrt og dumt

IGU’en er en forsøgsordning aftalt med arbejdsmarkedets parter. Socialdemokratiet støtter den, fordi flygtninge gennem den kan komme ud og tage eksempelvis rengøringsjob eller køre bus.

Det er godt for statskassen, og derfor giver det ikke mening at afskaffe den, lyder det.

- Det er både dyrt og dumt. Og jeg synes ikke, det er en måde at behandle folk på eller behandle den danske økonomi på, siger Mattias Tesfaye.

- I stedet for at importere folk fra fjerne verdenshjørner, så kan vi lige så godt sørge for, at dem, der er kommet hertil, kommer i beskæftigelse, tilføjer han.

Sig nej til flere forslag

I løbet af efteråret forhandler regeringen og Dansk Folkeparti om det såkaldte paradigmeskifte.

Her opfordrer Mattias Tesfaye regeringen til at holde fast i IGU’en, og han siger samtidig nej til flere forslag, der har været diskuteret mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det drejer sig om kontant belønning til flygtninge, der siger nej til familiesammenføring, samt en fjernelse af bonus for at bestå prøven i dansk 2.

Til gengæld ser Socialdemokratiet positivt på flere DF-forslag om at styrke hjemrejsemulighederne.

Støjberg: Et bluffnummer

Hos Dansk Folkeparti forstår udlændingeordfører Martin Henriksen ikke udmeldingen fra Socialdemokratiet.

Han siger til Jyllands-Posten, at oppositionspartiet taler med to tunger, når Mattias Tesfaye både ønsker en aktiv integrationsindsats samt flere hjemsendelser.

Udlændingeminister Inger Støjberg mener, meldingerne fra Socialdemokratiet er modstridende.

- Det viser jo, hvilket bluffnummer Socialdemokratiet har gang i. Det er designerpolitik, fup og fidus, siger hun til Jyllands-Posten.