Politik

DR lukker tre tv-kanaler og tre radiokanaler

Der gennemføres besparelser i DR for 420 millioner kroner på tre år, når spareplanen er fuldt indfaset. Endnu en sparerunde venter om tre år.

Radiokanalerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz lukker, og DR's nuværende seks tv-kanaler reduceres til tre. DR K og DR 2 slås sammen, mens DR 3 og DR Ultra kun skal sende på nettet. Det efterlader DR 1, DR 2 og Ramasjang.

Det står i den public service-kontrakt, som kulturminister Mette Bock (LA) netop har indgået med DR.

I forlængelse af public service-kontrakten nedlægger DR i første omgang 375-400 stillinger. Det er en del af en ny spareplan, som fuldt indfaset i 2021 skal give besparelser for 420 millioner kroner årligt. Ifølge DR venter endnu en spareplan om tre år, og her kan flere fyringer ikke udelukkes.

Langt de fleste bruger DR

  • I 2017 brugte 94 procent af befolkningen et eller flere af DR's tilbud hver uge. Dr.dk havde 1.706.000 ugentlige brugere.
  • DR har i dag seks tv-kanaler: DR1, DR2, DR3, DR Ultra, DR Ramasjang og DR K og en række radiokanaler: P1, P2, P3, P4 (herunder det regionale system), P5, P6 Beat, P7 Mix, P8 Jazz.
  • DR driver også hjemmesiden dr.dk og flere apps samt en række orkestre og kor: DR SymfoniOrkestret, DR Big Bandet, DR Vokalensemblet, DR Koncertkoret, DR Pigekoret, DR Juniorkoret, DR Børnekoret og DR Spirekoret.

- Baggrunden er både de nødvendige besparelser og at sikre, at DR kan sætte endnu mere tryk på den digitale omstilling. På indholdssiden vil vi satse endnu mere end hidtil på vores styrkepositioner. Det er alt i alt relativt drastiske forandringer, men jeg tror på, at det er de rette, siger DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.

Public service-kontrakten mellem DR og Mette Bock sætter rammerne for DR fra 2019 til 2023 og er en opfølgning på medieaftalen fra juni. Her besluttede regeringen og Dansk Folkeparti blandt andet at skære 20 procent af DR's budget over de kommende fem år. 

Sådan vil DR spare

Her kan du få overblik over nogle af hovedpunkterne i DR's besparelser.

Sådan skal DR spare

  1. DR 2 og DR K bliver slået sammen

    TV-kanalerne DR 2 og DR K bliver slået sammen. Sidstnævnte formidler især kultur og historie og gik i luften i 2009. DR 2 sendte første gang i 1996 og har blandt andet fokus på nyheder, debat og dokumentarer.

    Den nye kanal sender fra 2020 og skal både have fokus på samfund og kultur.

  2. Radiokanaler lukker

    Radiokanalerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz lukkes. De tre kanaler har sendt siden 2011.

    De nuværende otte radiokanaler reduceres, så der i 2020 er P1, P2, P3, P4 og P5 tilbage.

  3. To TV-kanaler bliver digitale

    TV-kanalerne DR 3 og DR Ultra skal fra 2020 kun vises på nettet.

    Medieforliget fra juni pålagde DR at skære de nuværende seks TV-kanaler ned til maksimalt fire, men med sammenlægningen af DR 2 og DR K vil der kun være tre tilbage. Foruden den sammenlagte kanal drejer det sig om DR 1 og DR Ramasjang.

  4. Programmer lukker

    Flere TV-programmer lukker som følge af nedskæringerne. Der er blandt andet tale om de små TV Aviser 17.50 og 19.55, DR 2 Dagen og mindst en underholdningsserie om året. Alt sammen fra 2020, oplyser generaldirektør Maria Rørbye Rønn. En DR-medarbejder oplyser dog, at lukningen allerede sker ved nytår.

    Når DR's rettigheder til Tour de France udløber ved udgangen af 2019, bliver de ikke forlænget. Det samme hælder rettighederne til Champions League i håndbold, når de udløber i 2020.

  5. Dr.dk ændres

    DR's netnyheder skal i fremtiden have fokus på egenproduktion og danske produktioner med lyd, billede og tekst. "DR kan bringe tekstbaserede nyheder, men skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler," lyder det i aftalen. Ifølge generaldirektør Maria Rørbye Rønn er det især longreads, dr.dk ikke skal lave.

  6. Større TV-udbud på nettet

    DR udbygger sit internetbaserede tv-udbud med nyt unikt indhold på DR’s digitale tv-tjeneste DRTV med fokus på bland andet samfunds- og kulturstof og på indhold målrettet de yngre målgrupper.

    Under navnet DR2+ bliver der desuden udviklet digitalt samfunds- og kulturstof til DRTV.

  7. Fokus på dansk musik

    DR skal have fokus på dansk musik, og 48 procent af sangene på P3 og P4 skal have danske musikere som de bærende kræfter.

  8. Smalle idrætsgrene

    DR skal have en bred dækning af smalle idrætsgrene - ikke håndbold og fodbold - samt handicapidræt. Der vil dog også komme store besparelser på DR Sporten, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

    Ifølge TV 2s oplysninger vil DR - trods besparelserne - senere tirsdag offentliggøre købet af rettigheder til EM i fodbold i 2020.

- En politisk hævnaktion

Kulturminister Mette Bock (LA) har tidligere forklaret, at formålet med de store besparelser i DR er at ændre public service-stationen fra at være en ”bred mediemastodont” til en ”fokuseret kulturinstitution", hvor der er fokus på "kvalitet frem for kvantitet".

Alternativets leder, Uffe Elbæk, mener imidlertid, at der er nogle helt andre årsager til besparelserne.

- Så trist at være vidne til det, vi ser lige nu i DR, hvor dygtige medarbejdere fyres som konsekvens af det, der bedst kan betegnes som en ubegrundet politisk hævnaktion. Det har store konsekvenser for de berørte, men rammer alle danskere og vores demokrati, skriver Uffe Elbæk på Twitter.

SF's medieordfører, Jacob Mark, håber, at nogle af besparelserne vil blive rullet tilbage, hvis der kommer et nyt flertal efter næste folketingsvalg.

- Nedskæringerne er alt for voldsomme. De vil gå hårdt ud over public service, som er ekstremt vigtig i en tid, hvor informationsstrømmen er massiv, og medierne er under stort pres. Vi har mere end nogensinde brug for medier, vi kan stole på, siger Jacob Mark.

Jacob Mark, der er medieordfører for SF, mener besparelserne i DR rammer områder, det kommercielle marked ikke kan konkurrere på.

Besparelserne på DR er langt fra det eneste i medieforliget, der blev indgået kort før sommerferien. Få overblikket her.

Medieaftalen

DR

Danmarks Radio

DR

- Reduktion af DR's økonomiske ramme på 20 procent over årene 2019 til 2023.

- DR skal omlægges fra en bred medievirksomhed til et fyrtårn for kultur.

- Licens omlægges til skat i perioden 2019 til 2022.

- Reducere antallet af tv-kanaler fra seks til maksimalt fire.

- Skal til markedspris stille egenproduktioner til rådighed for andre medieplatforme.

- Styrke den regionale dækning på radio og tv.

- Radiokanaler skal øge andelen af dansk musik. 

- Kor og orkestre videreføres.

- Alle digitaliserede programarkiver skal stilles til rådighed for borgerne i et søgbart arkiv.

-Udlægning af produktion til uafhængige producenter skal øges til 14 procent.

- Større gennemsigtighed i DR's økonomi og fordeling af ressourcer gennem fortrolige oplysninger til Folketinget efter forespørgsel.

- Styrkelse af DR's bestyrelse i forhold til uafhængighed og kompetencesammensætning. 

Foto: Erik Refner / Scanpix Denmark

TV 2

TV 2

TV 2

- Spørgsmålet om et delvist salg af TV 2 genoptages, når den samlede medieaftale evalueres efter 2,5 år. 

- TV 2-regioner får tilført en million kroner hver i 2021 til styrket dækning af kommunalvalg.

Foto: Claus Fisker / Scanpix Danmark

Ny tv-kanal

Fjernsyn.

Ny tv-kanal

- Der skal udbydes en ny tv-kanal.

- Kanalen får et årligt offentligt tilskud på 50 millioner kroner og med adgang til reklameindtægter.

- Hovedsæde skal være vest for Storebælt.

- Produktionen skal finde sted uden for hovedstadsområdet.

- Der bliver sendetid i den MUX, som forvaltes af DIGI-TV, som omfatter de ni danske tv-kanaler, som der skal være gratis adgang til. Det gælder DR1, DR2, TV 2-regioner, de tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser fra DR og TV 2, programmer fra de ikke-kommercielle regionale og landsdækkende sendesamvirker, DR Ramasjang, kulturkanalen DR K, DR Ultra, DR3 og direkte tv fra Christiansborg på kanalen ”Folketings-tv”.

Foto: Brian Bergmann / Scanpix Denmark

Radiokanaler

Radio.

Radiokanaler

- Beslutningen om FM-lukning bliver først truffet tidligst to år efter, at 50 procent af lytningen, herunder i biler, sker på digitale platforme.

- FM4 genudbydes, når tilladelsen til Radio24Syv udløber ved udgangen af oktober 2019.

- Radio24Syv får tilskud på 94,8 millioner kroner i 2019, 92,4 millioner kroner i 2020, 89,6 millioner kroner i 2021, 86,7 millioner kroner i 2022 og 83,9 millioner kroner i 2023.

- Radio24Syvs hovedsæde skal placeres vest for Storebælt, ligesom der skal være studiefaciliteter vest for Storebælt. Halvdelen af de redaktionelle medarbejdere skal være ansat vest for Storebælt.

- Der skal udbydes en ny digital radiokanal til formidling af kultur, herunder klassisk musik. Kanalen får 30 millioner kroner og skal have hovedsæde vest for Storebælt. 

Foto: TV 2 CHARLIE

Public Service-pulje

Pengesøjler af 20 kroner, 10 kroner.

Public Service-pulje

- Public Service-puljen øges gradvist til 100,6 millioner kroner i 2023.

- Principperne for fordeling af midlerne fastsættes inden udgangen af oktober 2018.

- DR kan som de eneste ikke søge om midler i puljen.

- Der oprettes et nyt nævn, der skal stå for fordelingen af puljen. Nævnet skal lokaliseres i Vestdanmark.

Foto: Brian Bergmann / Scanpix Denmark

Mediestøtte

Digitale medier.

Mediestøtte

- Internetbaserede nyhedsmedier bliver fritaget for at skulle betale moms, når det nødvendige EU-retsgrundlag foreligger.

- Der bliver etableret en overgangsordning i form af en pulje, som stiger gradvist til 67,6 millioner kroner til internetmedier.

- Puljen kan søges af skrevne fritstående internetmedier og internetmedier, der er en del af et trykt nyhedsmedie. 

- Innovationspuljen vil fremover kun give støtte til nye medier og afprøvning af nye forretningsmodeller. Der bliver ikke længere givet støtte til etablerede mediers omstilling til ny teknologi.

- Det maksimale tilskudsbeløb til hvert enkelt medie sænkes til 11 milioner kroner for at sikre en bedre balance mellem lokale, regionale og landsdækkende medier.

- Der fastsættes et loft til trykte medier, så disse fremover kan få 93,15 procent af det det beløb, som mediet modtog i det senest afsluttede tilskudsår.

- Medier, der helt eller delvist bliver ejet af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller brancheorganisationer kan fremover kun få halv støtte.

- Ny pulje på 25 millioner kroner til trykte distrikts- og ugeaviser.

- Undersøgelse i efteråret 2018 af konkurrencen mellem de traditionelle nyhedsmedier og magasiner.

 

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix Denmark

Streaming

Netflix har fra januar til marts fået 6,5 millioner nye kunder.

Streaming

- Udbydere af streaming-tjenester skal investere to procent af deres omsætning i Danmark ved direkte investeringer i nyt dansksproget indhold.

- Gælder alle streaming-tjenester på det danske marked, herunder udenlandske tjenester, der retter deres aktiviteter mod Danmark.

- Virksomheder med en omsætning på under 375.000 kroner bliver undtaget.

Foto: Ryan Anson / Ritzau Scanpix

Filmstøtte

Scene fra Den Eneste Ene.

Filmstøtte

- DR og TV skal ikke længere yde kulturstøtte til dansk film, men skal fortsat producere kort-, dokumentar- og spillefilm. Ordningen evalueres efter 2,5 år.

- Filmstøtte øges med i alt 120 millioner kroner om året.

- Der skal laves en ny ordning for fordelingen af filmstøtten. 

- 35 millioner kroner skal bruges til regionale filmfonde udenfor hovedstaden.

- De nærmere rammer fastlægges i den kommende filmaftale for 2019 og frem.

Foto: DFI / DFI

Lokal radio og tv

De Bergske Blade, Hovedredaktionen i Holsterbro. Lokalradio

Lokal radio og tv

- Internetdistribution bliver gjort til et vilkår i forbindelse med fremtidige lokale tv-tilladelser.

- Der bliver afsat en million kroner til Sammenslutningen af Lokale radio- og tv-stationer i Danmark (SAML) til fælles lokalradio og tv-formål. 

- Puljen til ikkekommercielt lokalradio og -tv bliver nedlagt.

Foto: Carl Redhead / Scanpix Danmark