BLOG: Efter næste valg skal vi styrke den frie presse
BLOG: Vi skal have et nyt medieforlig og styrke DR efter næste valg. Regningen skal løftes af de internationale giganter.
Den frie og kritiske presse er truet af store internationale virksomheder som Google, Facebook, Netflix og HBO. Der kommer mere fake news, udenlandsk medieindhold vælter ind over os, og journalister har sværere ved at finde fuldtidsstillinger, fordi annoncemarkedet, der også finansierer nyhederne, forsvinder til udlandet.
Hvad er regeringens svar? Jo, den smadrer løs på vores public service. Kanaler skal lukkes, 400 stillinger skal nedlægges, tv- og radioindhold skal forsvinde. Væk med sporten. Væk med nogle af de mest innovative musikprogrammer.
Og hvad bruger regeringen så store dele af pengene på? Selvfølgelig - skattelettelser!
Det er så dumt. Vi har brug for at styrke den frie og kritiske presse. Vi har brug for et bredt kanaludbud til både børn, unge og voksne. Vi har brug for gode og grundige nyheder. Og vi har bestemt ikke brug for politikere, der piller ved armslængdeprincippet, som man er godt i gang med, når man kræver, at DR ikke længere må lave lange artikler til DR.dk. Det giver jo ingen mening! Lad dog DR selv disponere, hvilket indhold der skal laves indenfor rammerne.
Vi har noget helt unikt i Danmark i form af vores stærke og alsidige public service, hvor der både er programmer til den brede befolkning og de snævre segmenter. Det betyder, at vi har udviklet unikt fjernsyn og radio. Se bare på vores ungdomsafdeling, hvor DR3 viser, at man som nationalt tv kan gå i rette med de vanvittige idealer og krav, der stilles til unge i dag om, at man skal se godt ud, have topkarakterer og helst træne hver eneste dag. Nu skal DR3 så kun eksistere digitalt sammen med DR Ultra. Det er svært at sige, hvad det kommer til at betyde, men jeg frygter, at det kommer til at kunne mærkes.
Kan DR overhovedet ikke spare? Jo, selvfølgelig kan og skal DR spare, men vi ser nu, at det ikke kun er det overflødige fedt, der skæres væk. Det er kvalitet og journalistik, og det er en stor skam.
Jeg håber, vi kan få et nyt flertal efter et valg, som vil styrke public service og sørge for, at de internationale tech-giganter, som tjener store summer i Danmark, betaler skat og lægger penge, der går direkte til danskproduceret public service.