Vælgerne tror, at Løkke har lettere ved at samle tropperne end Frederiksen
Balladen i rød blok skaber usikkerhed hos vælgerne - kan de overhovedet blive enige efter et valg? Men uenigheden kan måske få S i statsministeriet.
Selvom rød blok netop har fået den bedste samlede vælgertilslutning i flere måneder, halter de efter deres blå konkurrenter på et væsentlig punkt:
Evnen til at stå sammen.
Det mener vælgerne ifølge en ny Megafon-måling, der er lavet for TV 2 og Politiken.
Her vurderer 50 procent af vælgerne, at Lars Løkke Rasmussen (V) lettere vil kunne samle blå blok om fælles politik og danne regering end de røde partier, der får opbakning fra 28 procent af vælgerne.
Et ikke ubetydeligt ar fra sårene af den seneste tids splid i den røde lejr, mener TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe.
- Socialdemokraterne skal selvfølgelig være bekymrede over, at de fremstår uden en fast gruppe omkring sig, siger han.
De røde tvivler mest
Rød blok har også flest skeptiske vælgere, når det kommer til at tro på egen bloks samlende evner.
46 procent af de røde vælgere tror på, at de røde kan nå til enighed. 68 procent af de blå vælgere tror på, at de blå kan nå til enighed.
- Jeg forstår udmærket, at der er vælgere, som stiller sig tvivlende over for de meldinger, der er kommet i rød blok og er forvirrede over det, siger et af Socialdemokratiets ledende medlemmer, Benny Engelbrecht, til TV 2.
Tre statsministerkandidater og ultimative krav
Frem mod slutningen af juni stod Socialdemokratiet med et solidt parlamentarisk grundlag bestående af alle de traditionelt røde partier, men kan nu kun regne med støtte fra SF.
Både Alternativet og Enhedslisten peger på sig selv, mens de radikale kræver en skriftlig garanti fra Mette Frederiksen om ikke at samarbejde over midten i en række spørgsmål - eksempelvis udlændinge.
Men det kan der ikke blive tale om, lød det fra en stålsat Mette Frederiksen på Socialdemokratiets sommergruppemøde.
- Hvis vi i Socialdemokratiet ændrer på vores udlændingepolitik, så er vores troværdighed væk, sagde hun.
Og der kan gemme sig en gylden mulighed for Socialdemokratiet, hvis de står fast på de spørgsmål, som splitter de røde partier ad, mener Anders Langballe.
Styrker DF-S alliance
Det helt store pendul i statsministerkabalen kan nemlig gå hen og blive Dansk Folkeparti.
Formand Kristian Thulesen Dahl har tidligere erklæret, at han støtter Lars Løkke Rasmussen, men han ønsker også mere samarbejde med S efter et valg.
Opnår Mette Frederiksen rødt flertal, kan hun således ende i Statsministeriet, selvom hendes egne har vendt hende ryggen.
- For så vil Kristian Thulesen Dahl have meget nemt ved at flytte sig over midten og sige: Der er et rødt flertal, og min opgave i Dansk Folkeparti er at sørge for, at radikale partier skal holdes uden for indflydelse, siger Anders Langballe.
- Så på denne side af valget er usikkerheden om rød bloks evne til samarbejde klart til Løkkes fordel, fordi den kan flytte stemmer. Men efter valget er det en anden sag, siger Anders Langballe.
Nye Borgerlige kan give de blå problemer
I den blå blok har puslespillet dog også sine udfordringer.
Det opstillingsberettigede højreparti Nye Borgerlige har på ny slået fast, at det kræver et totalt asylstop, udvisning af kriminelle udlændinge efter første dom og en bremsning af offentlige ydelser til udlændinge i Danmark, hvis de skal kunne pege på en anden statsminister end partiets egen stifter og formand, Pernille Vermund.
Internationale konventioner står imidlertid i vejen, men skal man tro den seneste måling har den borgerlige fløj brug for Vermunds tropper.
Med kun et mulehår til forskel lander de blå partier på 82 mandater mod rød bloks 83 mandater - her er Nye Borgerlige fem mandater talt med hos de blå, og Alternativets 10 mandater talt fra hos de røde.
Ifølge Venstres politiske ordfører, Britt Bager, afventer partiet og ser, hvor afgørende Nye Borgerliges mandater bliver.
Hun afviser dog klart, at Venstre vil pege på Pernille Vermund som statsminister, hvis det skulle blive sidste udvej for at få de blå ender til at mødes.
- Vi går til valg på, at Lars Løkke Rasmussen skal være statsminister, så det kunne jeg ikke forestille mig, at vi kunne, siger hun.