Politik

BLOG: Da jeg mødte Jimmie Åkesson

BLOG: Denne beretning har jeg vist aldrig delt før. Men den har sat sig dybe spor i mit syn på Sverige og ikke mindst det svenske politiske system. Denne beretning betyder noget for mig, og jeg tænker jævnligt på den – særligt aktualiseret af det svenske valg, som afholdes på søndag, hvor jeg inderligt håber, at Sverigedemokraterne vil få et massivt rygstød af svenskerne.

Vi er tilbage i 2009. Jeg var det år medlem af ledelsen i Dansk Folkepartis Ungdom. Og det år blev Ungdommens Nordiske Råd afholdt i Stockholm. Det er et fora, hvor stort set alle skandinaviske ungdomspartier (hvor moderpartiet er repræsenteret i det nationale parlament) mødes og diskuterer stort og småt.

Jg deltog i arrangementet, der blev holdt i den svenske Riksdag(altså parlamentet), sammen med min partikollega og nuværende byrådsmedlem og suppleant til EU-Parlamentet, Danni Olsen, fra Albertslund. 

Sverigedemokraternes ungdomsparti var ikke inviteret til arrangementet, og det var i tiden inden, partiet første gang blev valgt i Riksdagen. Hele det etablerede svenske politiske system hadede dem. Og jeg mener det: hadede dem! Man holdt dem nede med chikane. Holdt dem uden for. Pressen ignorerede dem for det meste – eller nedgjorde dem. På alle måder tankevækkende og paradoksalt, at et land som Sverige, der prædiker om tolerance, retten til forskellighed osv. i hele den store verden, havde disse lave demokratiske standarder hjemme. Det var ulækkert, som det etablerede Sverige - der udråbes som fair og demokratisk - udstillede egen dobbeltmoral ved at hade på så voldsomt plan. Nok om det. 

En aften fik vi et tilbud. Næstformanden for Sverigedemokraternes Ungdom stod uden for vores hotel og prøvede at komme i kontakt med os. Vi kendte ham fra året før, hvor han havde gæstet vores sommermøde i Helsingør. Dér havde han holdt et oplæg om situationen i Sverige. Vi – i Dansk Folkepartis Ungdom - troede dårligt vore egne ører, når vi hørte, hvad der foregik i Sverige. Og vi opdagede hurtigt, at vi på mange måder var i et værdifælleskab med de unge svenskere fra Sverigedemokraterne.

“Vil I møde Jimmie?” spurgte han insisterende. Jimmie - som hedder Åkesson til efternavn - var og er formand for moderpartiet. En svensk rock star, der i disse uger ryster hele det svenske etablissement. Selvfølgelig ville vi møde Jimmie!

Vi blev en time efter kontaktet på SMS med en adresse, hvor vi skulle sættes af af en taxa. Vi skulle ringe til nummeret, når vi ankom, var beskeden. 

Da vi blev sat af taxaen, stod vi midt i et øde og mørkt industrikvarter - det var lige så skummelt som en svensk krimi, hvor man går i Kurt Wallanders fodspor. 

Vi ringede nummeret op og fik instruktioner på at gå en bestemt rute. Vi endte efter en rask spadseretur på en restauration. I baglokalet sad Åkesson omringet af partifæller og fortrolige, der satte en ære i at passe på en af de mest truede og kontroversielle svenske politikere. 

Åkesson var sympatisk. Det var han dengang - det er han i dag. Jeg har aldrig forstået, hvor han fik sit enorme mod fra. Jeg respekterede ham den gang - og det gør jeg stadig. Mennesker, der tør stille sig op over for det hårdeste pres, har altid fascineret mig. Det må man sige, at han gjorde.

Efter at have talt kort med Jimmie Åkesson, inviterede han os med til deres partilejlighed i området. Da Sverigedemokraterne på daværende tidspunkt ikke var repræsenteret i Riksdagen, benyttede de egne lokaler.

Vi blev overraskede, da vi så deres forhold. Lejligheden lå i en øde parkeringskælder. De små vinduer lige under lofterne var muret til. Og der var hele to meget tykke ståldøre imellem P-huset og lejligheden. Det var eneste mulighed for at kunne sikre sig selv – de var i fare og havde oplevet meget grimme ting. Derfor var de nødt til at sikre sig i et omfang, der i Danmark ville have været aldeles uhørt.

Det virkede totalt mærkværdigt at sidde et sted i en parkeringskælder med tilmurede vinduer og tykke ståldøre blot for at tale med en leder for et lovligt politisk parti og hans nærmeste fortrolige, der allerede på dette tidspunkt fulgte dansk politik og Dansk Folkeparti tæt. Politisk var vi dengang som nu enige om rigtig mange ting – særligt på udlændingeområdet, hvor Dansk Folkepartis indflydelse op igennem 00’erne har været stærkt medvirkende til – ja, endda afgørende for – at Danmark i dag ikke er i Sveriges tragiske situation, hvor indvandringen er løbet totalt af sporet med en række kedelige konsekvenser som følge heraf. Voldtægter, anden hård kriminalitet, træk på de offentlige kasser, utryghed, ghettoer, hård islamisme osv., hvor de negative konsekvenser af indvandringen på en række parametre er markant større, end vi har set det i Danmark. Heldigvis for det.

Heldigvis havde Danmark Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Krarup og Jesper Langballe med flere, der alle på et meget tidligt tidspunkt forstod, hvilke fatale konsekvenser Danmarks udlændingepolitik ville få for danskerne, hvis den slappe tilgang, etableret med udlændingeloven tilbage fra 1983, fortsatte. Heldigvis for det. Og tilsvarende synd for Sverige, at de ikke tidligere i historien havde politikere, der havde samme klarsyn som i Danmark – anført af Dansk Folkeparti.

På søndag er det svenskernes tur til at tale. Desværre for vælgerne sikrer den svenske valghandling ikke den samme anonymitet, som vi har været vandt til i Danmark. I Danmark får alle stemmeberettigede vælgere den samme neutrale stemmeseddel udleveret og går bag et gardin og sætter et kryds. Ingen ved, hvor krydset sættes.

I Sverige udvælger man sig en stemmeseddel fra det parti, man vil stemme på – og så går man i enrum for at sætte et kryds på en kandidat på den liste. Det er mærkværdigt. Så kan man i virkeligheden risikere, at naboen, chefen, konen eller manden står lige ved siden af og kigger på. Med den måde, det svenske system er bygget op på, vil jeg vove den påstand, at der nok er mange svenske vælgere, der på søndag tager en ekstra dyb vejrtrækning, når de ankommer til valgstedet. Man kan diskutere, om det i virkeligheden er et demokrati værdigt at afvikle valg på denne måde? Jeg synes det ikke. Nuvel, der er i hvert fald nu – så vidt jeg ved – for første gang i nyere svensk historie ankommet internationale valgobservatører til landet for at sikre valghandlingen. Utroligt, at det egentlig skulle være nødvendigt i Skandinavien i år 2018!

På søndag hepper jeg på Åkesson og de gode folk fra Sverigedemokraterne. Jeg håber inderligt, at det lykkedes dem at få et godt valg og ikke mindst, at det kan medføre, at de andre politiske partier i Riksdagen begynder at lytte til befolkningen og indse, at indvandringen giver massive problemer for Sverige.