BLOG: Vi er gĂĄet fra jubelteknologi til totalforbud
BLOG: En 3D-printer, en iPad eller en robot gør i sig selv hverken til eller fra, hvis de ikke er tænkt ordentligt ind i undervisningen.
Den ene dag blev der råbt på iPads og computere i alle klasser, den næste dag blev der skreget på et centralt styret totalforbud mod alle smartphones i folkeskolen. Men hvordan gik vi fra jubelteknologi til totalforbud på så kort tid? Hvad skete der med den sunde fornuft, og er der ikke et fornuftigt leje midt i mellem de to poler?
I en årrække skulle det gå stærkt med at fylde klasseværelserne med smartboards og pc’er, alt hvad der kunne digitaliseres, skulle digitaliseres. Det så ud som om, nogen gik efter at komme i Guinness rekordbog som dem, der kunne kaste flest af borgernes penge efter mest it-udstyr på skolerne på kortest tid.
Andre steder sendte man i anfald af fremtidsbegejstring bøgerne på museum og valgte 100 % digitalt undervisningsmateriale, hvilket både låser indholdet, kan være en didaktisk spændetrøje og være uhensigtsmæssigt for elevernes indlæring. Det hele gik nok lidt for stærkt. It-entusiasterne glemte, hvordan al denne nye teknologi kunne medvirke til at gøre børnene klogere. Der blev ikke skelnet mellem at gøre børnene til forbrugere og skabere af teknologi, og der var ikke forskel på, om det var undervisning med it eller undervisning i it.
Der knækkede filmen. For et klasselokale proppet med iPads, mobiltelefoner, smartboards og andet digitalt udstyr bidrager ikke i sig selv til tilegnelse af viden og kundskaber. Vi ser i øvrigt meget af det samme i dag med 3D-printere, som mange institutioner i disse år stolt viser frem, når der er besøg, og de er da også imponerende. Men en 3D-printer, en iPad eller en robot gør i sig selv hverken til eller fra i forhold til det, eleverne skal lære, hvis de ikke er tænkt ordentligt ind i undervisningen. Det føles måske både nyt og spændende, men det kan af og til ende i en dyr blindgyde.
Og så kom modreaktionen. De seneste måneder har debatten om mobilforbud i skolen bimlet og bamlet. Eksperter, forældre, skoleledere, lærere og politikere vil have et centralt dikteret forbud til alle skoler. Jeg tror også, at det i langt de fleste tilfælde vil gavne undervisningen og elevernes faglige udvikling og trivsel, hvis vi fjerner den digitale støj og lægger mobiltelefonerne væk, når børnene er i skole. Der er ingen fornuftig grund til, at selv helt små elever konstant skal forstyrres af beskeder og underholdning fra de små skærme. Mobilen bør være en sjælden gæst i klasselokalet, men jeg ser ingen grund til at lovgive om det, som de for eksempel har besluttet at gøre i Frankrig. Jeg tror på de lokale frihedsgrader ude på skolerne, og jeg er helt overbevist om, at skoleledere og forældrebestyrelser ved, hvad der er bedst på netop deres skole. Beslutninger, man selv har været med til at tage, fungerer oftest bedst.
Der er noget midtimellem blind teknologijubel og totalforbud. Det er vigtigt, at eleverne lærer at skabe noget med teknologien, og at de får en dybere og grundlæggende forståelse af for eksempel kodning og programmering. Eleverne skal forstå teknologien som byggestene. Men der er også mange steder, hvor it og teknologi som værktøj kan gøre undervisningen mere differentieret, mere vedkommende, nærværende og være med til at løfte niveauet. Det kræver jo netop, at der er dygtige lærere med teknologiforståelse, der tager ejerskab og styring med teknologien. At der er det rigtige - og ikke bare det mest lirede - udstyr til rådighed. At det er tydeligt, hvad formålet med alle dimsedutterne er, herunder at disse formål relaterer sig til elevernes tilegnelse af viden og kundskaber.
Lad mig give et eksempel.
På årets Sorø-møde, hvor bl.a. forskere og praktikere inden for undervisningsområdet var samlet om temaet naturvidenskab, fortalte professor Daniel Zajfman fra Israel om en “forsker-app”, der gør det let for lærere at booke en forsker i et relevant emne som led i sin undervisning. På Weizmann-instituttet, der er internationalt anerkendt og har fostret tre nobelpristagere, deltager forskerne på denne app. Han eller hun holder således en “mikro-forelæsning” om et bestemt emne i eksempelvis ti minutter for elever via sin mobiltelefon. Det føder ind i lærerens undervisning og gør det muligt at løfte vidensniveauet og give eleverne et indblik i en forskers arbejdsliv. Det er et godt eksempel på, hvordan teknologi kan understøtte undervisningen på en meningsfuld måde. Her er mobiltelefonen ikke støj, men et redskab til viden, som eleverne måske ellers ikke ville få adgang til.
Når debatten om totalforbuddet har lagt sig lidt, håber jeg at vi vil begynde at diskutere og udforske det, der ligger mellem halleluja og helvede. For der er mange gode ideer og muligheder med teknologi i undervisningen. Men vi skal tænke os godt om, inden vi hælder så mange 3D-printere, robotter og skærme ind i klasselokalerne, at der ikke længere er plads til hverken den gode undervisning, lærere eller elever.