Sprøjtegifte i landbruget mistænkes for at være skyld i børneleukæmi
S-ordfører vil have straks-forbud mod stofferne, men miljøministeren vil afvente de endelige forskningsresultater.
For to dage siden præsenterede et internationalt forskningshold foruroligende nyt om sammenhængen mellem lovlige pesticider fra landbruget og leukæmi hos børn.
Baseret på danske data.
Det viser sig, at børn kan have øget risiko for at udvikle børneleukæmi, hvis deres mødre under graviditeten har boet i nærheden af marker, hvor der er sprøjtet med visse pesticider.
Resultaterne er foreløbige, og undersøgelsen er ikke færdig, men miljøministeren har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe til at følge det hele tæt.
- Jeg ser med stor alvor på indikationerne, og jeg vil have, at myndighederne er klar til at handle, siger miljøminister Jakob Ellemann-Jensen.
- Hvis der er dokumentation for, at disse stoffer giver børn kræft, så vil jeg ikke tøve et sekund med at forbyde dem, siger han til TV 2.
Flere af stofferne bruges i landbruget i dag
Undersøgelsen udarbejdes af National Cancer Institute i samarbejde med Aarhus Universitet, Statens Serum Institut og National Institute of Health.
De fire pesticider, som er blevet undersøgt, er: pendimethalin, bromoxynil, fluoxypyr og ioxynil.
Sidstnævnte er forbudt, og bromoxynil er allerede nu under mistanke for at være hormonforstyrrende og skadelig for fostre. Ifølge miljøministeriet presser Danmark på i EU for at forbyde stoffet hurtigst muligt.
Men tre af stofferne bruges i landbruget i dag.
S kræver straks-forbud
Og det skal stoppes med det samme, mener den socialdemokratiske miljøordfører, Christian Raabjerg Madsen.
Han mener ikke, at ministeren skal vente på undersøgelsen.
Alene mistanken er nok.
- Når vi bliver præsenteret for en undersøgelse, lavet på danske børn, der viser en sammenhæng mellem lovlige pesticider i Danmark og kræft høs børn, så mener jeg ikke man skal vente, siger han til TV 2.
Men forskerne fremhæver selv, at resultaterne er hæftet med stor usikkerhed. Bør man ikke vente, til de har lavet deres arbejde færdigt?
- Det her er så alvorlig en mistanke, at der bliver vi nødt til at reagere. Derfor foreslår vi et straks-forbud indtil undersøgelsen foreligger, siger Christian Rabjerg Madsen.
Venter med at trykke på knappen
Ministeren understreger, at han tager resultaterne meget alvorligt.
- Det er børn, vi taler om. Det er gravide, siger Jakob Elleman-Jensen til TV 2.
- Og jeg skal hilse og sige, at det her, det er noget, jeg gør noget ved, og det er noget, jeg agerer på. Jeg sætter hele mit system i alarmberedskab. Men jeg vil ikke trykke på den store alarmknap, inden vi ved, om der er noget om det, siger han.
Forskerne forventer at være færdige med en videnskabelig artikel på undersøgelserne til efteråret, og at de endelige resultater vil være på plads inden næste års vækstsæson.