BLOG: Franske fristelser

16x9
(ARKIV) French President Emmanuel Macron holds a joint press conference with the Spanish prime minister. (Foto: JAVIER SORIANO/Ritzau Scanpix) Foto: Javier Soriano / Ritzau Scanpix

BLOG: I forbindelse med sit statsbesøg har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron sagt, at Europa ikke kan regne med, at USA kommer til undsætning.

Ifølge Macron skal Europas sikkerhed fremover bygge på et forsvarssamarbejde mellem alle europæiske lande. Også Rusland kan få en rolle, hvis der sker fremskridt i forholdet mellem Moskva og Ukraine. Ifølge Emmanuel Macron handler det ikke kun om sikkerhed – men også europæisk suverænitet.

Det er noget af ”Macron-bombe”, den franske præsident fyrer af på vej til Danmark. Men næppe en melding de danske politikere vil tage imod med franske kindkys. I hvert fald ikke alle.

For Europas sikkerhed bygger først og fremmest på NATO. Både Danmark og Frankrig er medlemmer af det nordatlantiske forsvarssamarbejde, der baserer sig på den meget omtalte musketér-ed – én for alle, alle for én. Hvis ét land bliver angrebet, træder alle 29 lande til for at forsvare dette land mod en angribende part. Og selv om USA er suverænt den største og vigtigste faktor i NATO, er der altså 29 medlemslande, som er parate til at forsvare hinanden.

Så hvad forestiller den franske præsident sig egentlig…? Skal alle europæiske NATO-lande melde sig ud af NATO og i stedet bruge sine forsvarsbudgetter på at opbygge en europæisk hær i stedet for…? Og hvis det skulle ske, tror vi danskere så på, at Frankrig vil sende deres unge mænd i krig for at hjælpe os?

Selv om den nuværende amerikanske præsident, Donald Trump, ved flere lejligheder har været kritisk overfor de fleste NATO-lande for ikke at betale deres bidrag til forsvarssamarbejdet – så er jeg ikke i tvivl om, at både USA og NATO er garanter for Europas sikkerhed. I mange år fremover.

Så ja tak til NATO som fredsforsikrer – og pænt nej tak til en Europahær, som Emmanuel Macron foreslår. Og med tanke på EU-projektet og de uenigheder, der præger dette forum i øjeblikket, virker både statsminister Lars Løkke Rasmussens forslag om at fjerne det danske forsvarsforbehold og præsident Macrons ide om en Europahær på forhånd som totalt dødfødte.