DF-politiker opfordrer spansk politi til at skyde migranter
I et opslag på Facebook opfordrer Steen Petersen (DF) til at skyde migranter. Det har skabt røre i Faxe Kommune, mens Dansk Folkeparti tager afstand.
Spansk politi bør bruge skydevåben mod migranter, og de skal skyde for at ramme.
Sådan lyder opfordringen fra formanden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Faxe Kommune, Steen Petersen fra Dansk Folkeparti.
I et opslag på Facebook henviser han til en episode ved grænsehegnet mellem Marokko og den spanske eksklave Ceuta, hvor det i sidste uge lykkedes 116 afrikanske mænd at storme forbi vagterne.
- Disse forbrydere befinder sig altså nu i EU. Migranterne klippede gitterhegnet i stykker og angreb vagterne med lim, batterisyre og afføring som kasteskyts.
- Jeg skal derfor opfordre det spanske politi til at bruge deres skydevåben for at stoppe invasionen. Betjentene skal skyde for at ramme, skriver Steen Petersen videre.
Gør ingen forskel, at migranterne er sendt tilbage
Dagen efter hændelsen ved Ceuta-grænsen lykkedes det de spanske myndigheder at anholde samtlige 116 afrikanske migranter og sende dem tilbage til Marokko. Trods den oplysning står DF-politikeren fortsat inde for sit Facebook-opslag, som han mener bør gælde i alle europæiske lande.
Geværet er dog ikke det første, politiet skal ty til, understreger han:
- Enhver politistyrke i Europa har regler for magtanvendelse. Man kan i den yderste konsekvens skyde dem. De skal ikke bare mejes ned til at starte med. Man skal anråbe dem og advare dem om, at der bliver anvendt magt, hvis de ikke vender om. Det kan gøres ved at affyre varselsskud. Og hvis de så fortsat udviser voldelig adfærd, kan man skyde dem i benene, siger Steen Petersen.
På Facebook skriver du ikke, at skud mod migranterne kun skal ske som yderste konsekvens. Du skriver heller ikke, at det udelukkende er benene, betjentene skal sigte efter. Hvorfor ikke?
- Det skriver jeg ikke, da der er grænser for, hvor meget man kan skrive på Facebook. Og jeg tror godt, at folk kan tolke opslaget selv.
Udvalgsmedlem opfordrer til at afsætte DF-formand
Ifølge TV ØST skrev DF-politikeren i første omgang, at opslaget var lavet "på vegne af Integrationsudvalget i Faxe Kommune". En sætning, der senere blev slettet fra Facebook.
- Det er nok, at jeg skriver mit eget navn og titel. Det er ikke, fordi udvalget ikke står bag mig i min udtalelse. Faktisk har jeg slet ikke talt med dem, lyder forklaringen fra Steen Petersen.
Men det er socialdemokraten Finn Hansen, der er medlem af Integrationsudvalget i Faxe Kommune, ikke enig i. Og det gør ingen forskel, at den del af opslaget nu er slettet.
- Vores problem er jo, at når han udtaler sig som udvalgsformand, skal det være, som flertallet af udvalget mener. Borgerne kan jo ikke skelne, siger Finn Hansen til TV ØST.
Socialdemokraten har derfor bedt Faxe Kommunes borgmester, Ole Vive fra Venstre, om at skride til handling.
- Borgmesteren bør afsætte Steen Petersen. Vi kan da ikke være tjent med en udvalgsformand, der siger "skyd folk, sænk bådene", siger Finn Hansen og henviser samtidig til en tidligere sag, hvor Steen Petersen i B.T. advokerede for at sætte krigsskibe ind mod flygtningene og sænke deres både.
Finn Hansen møder opbakning fra flere socialdemokrater. Heriblandt folketingspolitiker Lars Aslan, som på Twitter skriver, at Steen Petersen skal "starte med at skyde sig selv".
DF-top vil have opslaget slettet
Selv giver Steen Petersen ikke meget for Finn Hansens udtalelser:
- Hvis man kigger i socialdemokraternes egen udlændingepolitik, kan man jo læse, at de også ønsker øget kontrol ved grænserne. Så jeg ser det mest som en panikudtalelse fra Finn Hansen, der ikke har meget hold i virkeligheden.
Steen Petersen får dog heller ikke meget opbakning fra partitoppen.
Dansk Folkepartis partisekretær, Poul Lindholm, siger til Ritzau, at partiet tager afstand fra Facebook-opslaget, som "bliver slettet og taget hånd om lokalt".
- Vi må selvfølgelig tage kraftig afstand fra, at man opfordrer politiet til at skyde på folk. Det er klart, at de spanske myndigheder skal forsvare deres grænse, men de gør det efter de regler, som de har dernede. Det er overhovedet ikke noget, vi skal blande os i, slår han fast.
Steen Petersens opslag er efterfølgende blevet fjernet fra Facebook.