Politik

BLOG: I Sverige har de maskuline værdier kun frit spil i ghettoerne

BLOG: I Sverige er valgkampen gået ind i sin slutfase.

Og det er beundringsværdigt, hvordan de etablerede svenske partier i skøn forening med medierne er i stand til at føre debatter, som er klinisk rensede for indslag fra den rå virkelighed, der udgør hverdagen for mange svenskere: Pensionister med en tilværelse på absolut eksistensminimum, og som er truede af hjemløshed. Skoler med overbelastede lærere og faglige resultater, der raser mod bunden. Stressede politibetjente, som i realiteten har opgivet at håndhæve lov og orden i mange af landets ghettoer.

Da mere end hundrede biler gik op i røg flere steder i det vestlige Sverige for noget tid siden, var det da heller ikke noget medierne ofrede særlig meget tid på. Nogle konkluderede derimod, at det hele virkede ”planlagt” med tanke på det kommende valg, og at det nok var ”højrefløjen”, der stod bag. Indtil det tyrkiske politi kunne anholde nogle mistænkte med et synderegister på længde med Klarälven. Men udover det har svenskerne ikke erfaret meget, og de sidste mange dage har begivenheden stort set ikke været nævnt i de etablerede svenske medier.

Her vil man langt hellere diskutere emner som den globale opvarmning eller brugen af ”kønsstereotyper” – det er sådan noget ondt og gammeldags med, at piger skal gå i lyserødt og lege med dukker, mens drenge gerne må have lov til at lege vildt, og den virkelighed vil det svenske elite tage et frontalopgør med. Ikke en gang Gud må længere være ”han”, men skal være ”hen”, for ellers kan det opfattes som diskriminerende mod den kvindelige ”minoritet”.

Og det med diskrimination tages i det hele taget særdeles alvorligt på den anden side af Øresund, hvor et parti ligefrem kalder sig ”Feministiskt initiativ” – også selv om regeringen ellers allerede betegner sig selv som feministisk. Ja, diskrimination tages så alvorligt, at man også har fundet det nødvendigt at censurere alt fra udstillinger til bøger. Tintin i Congo må ikke forefindes på bibliotekerne, fordi den er racistisk, og Pippi Langstrømpes far kan ikke være ”negerkonge”, men må tage sig til takke med titlen ”sydhavskonge”.

Det mest groteske er, at den svenske elite i ramme alvor forestiller sig, at man kan ændre nutiden og fremtiden ved at censurere i litterære værker, der udkom for menneskealdre siden. Noget lignende er kun set i George Orwells roman ”1984” og i Nordkorea, hvor tidsregningen starter med afdøde Kim Il-sungs fødsel. Måske skulle Sverige gøre det samme? Tidsregningen kunne måske passende begynde med stiftelsen af det svenske socialdemokrati i slutningen af det 19. århundrede? Alt før den tid må betragtes som gammeldags, irrelevant eller ligefrem farligt.

Mens Sverige er splittet og opdelt på kryds og tværs og trues med at blive lagt øde af en identitetspolitik, der er gået amok, trives de traditionelle kønsroller på glimrende vis i landets mange ghettoer. Her er man helt uden for de etablerede svenske mediers rækkevidde og ser kun hjemlandets TV-kanaler. Kvinderne holder sig for det meste inden for lejlighedens fire vægge, mens mændene kontrollerer det offentlige rum og stiller sig truende i vejen, hvis myndigheder eller redningsmandskab ønsker adgang til ghettoen. Samtidig foregår der en masse spændende ”maskuline” ting såsom vold, voldtægter, hærværk og afbrændinger af biler.

Men den feministiske svenske politik er skam heller ikke rettet mod alle borgere, der befinder sig i Sverige. Den er specifikt rettet mod de indfødte svenskere. Det er derfor også kun de svenske mænd, som behøver frygte mediekøllen, hvis en #metoo-anklage bliver afsendt mod dem. Indvandrerne fra Mellemøsten kan slappe helt af. Det ville nemlig blive opfattet som ”diskriminerende” eller som ”hets mot folkgrupp”, hvis nogen kunne formaste sig til at anklage en indvandrer, der tæver sin kone, for at have et forkert kvindesyn. På den anden side er det så desværre også kun de svenske kvinder, der nyder godt af landets feministiske værdier – indvandrerkvinderne må misundeligt kigge med gennem vinduerne i landets trøstesløse betonforstæder.

Men sådan er der så meget. Så længe de etablerede svenske partier og landets medier kan fortsætte censuren og landets søvngængeragtige kurs mod det absolutte kaos, er alt jo ”jättebra”…