BLOG: Hurra! I dag bliver det lettere at være ledig

16x9
Sofie Carsten Nielsen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

BLOG: Fra i dag bliver det lettere for mange ledige danskere at komme i arbejde.

Når jeg taler med ledige, hører jeg ofte, at systemet er en byrde. At krav om aktiveringssamtaler og rapportering forhindrer dem i at bruge tid på det, de gerne vil, nemlig at søge arbejde. Det er ikke godt nok. Folk, der har betalt til en a-kasse i flere år, skal føle, at a-kassen er der for deres skyld – og ikke for at føre unødvendig kontrol, som tager deres tid og dræner dem for energi.

Med vores aftale forsøger vi at give a-kasserne mere ansvar. Det har vi længe ønsket i Radikale Venstre. At gøre det lettere at være ledig og forenkle beskæftigelsesindsatsen har været en mærkesag for mig som beskæftigelsesordfører og noget, jeg længe har kæmpet for. Forsøget i aftalen indebærer bl.a., at en person, der starter på nyt arbejde om en måned eller to, ikke længere skal sende ugentlige ansøgninger til jobs, som personen alligevel ikke vil have. Så behøver arbejdsgivere heller ikke bruge tid på at læse ansøgninger, de alligevel smider direkte i skraldespanden, fordi ansøgeren allerede har fået et job.

Med mindre registrering og rapportering og mere fokus på den enkelte borgers behov, bliver det både lettere for den ledige, for arbejdsgiveren og for beskæftigelsessystemet. Mere ansvar til a-kasserne giver dem mulighed for at tilpasse indsatsen bedre til den enkelte jobsøgende. Og det frigiver nogle ressourcer i kommunerne, som de kan bruge bedre.

De ansatte på jobcentrene og i a-kasserne gør alt, hvad de kan, for at hjælpe arbejdssøgende i arbejde. Det har jeg tillid til. Den tillid skal vi vise dem. Det forsøger vi nu ved at gøre systemet mere enkelt og fleksibelt og give de dygtige folk i a-kasserne mere frihed og mere ansvar til at gøre det, de gør bedst: at tage hånd om de mennesker, der gerne vil i arbejde.

Det skal ikke være en besværlig byrde at søge arbejde. Ledige skal ikke bruge tiden på komplicerede krav. Jeg er stolt af, at aftalen giver en simplere beskæftigelsesindsats, der gør det lettere at være ledig.