SF: Vi kommer ikke af med Lars Løkke, hvis det her kaos fortsætter

Ifølge Helle Ib, der er politisk kommentator ved Børsen, demonstrerer Pia Olsen Dyhrs udmelding Mette Frederiksens problem i øjeblikket.

Hvis næste valg skal udmønte sig i, at en rød regering kommer til magten, kræver det, at de røde partier i Folketinget står mere sammen.

Det mener Pia Olsen Dyhr, der er formand for SF.

- Det kræver, at vi kommer af med Lars Løkke Rasmussen, og det gør vi ikke, hvis det her kaos fortsætter, siger hun til TV 2.

Hun henviser til de seneste uger i dansk politik, der har været præget af uro i rød blok.

Styrker Lars Løkke

Først pegede Uffe Elbæk på sig selv som Alternativets statsministerkandidat. Så fulgte Enhedslistens Pernille Skipper trop og meldte sig selv som statsministerkandidat.

Og mandag meldte de Radikales formand, Morten Østergaard, ud, at partiet kræver en skriftlig garanti om at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse, hvis de skal pege på Mette Frederiksen som statsminister.

Pia Olsen Dyhr er ikke i tvivl om, at den nuværende uenighed i rød blok styrker Lars Løkke Rasmussen og svækker Mette Frederiksen.

- Med den her diskussion handler det mere om ”mit eget parti,” ”min egen person” og ”hvordan kan vi vokse” i stedet for at løse de problemer, som den nuværende regering ikke gør, og som vi er nødt til at have et regeringsskifte for at løse, og som vi er enige om. Jeg kunne godt tænke mig at bruge kræfterne på det i stedet for alt det andet, siger hun.

Peger på Mette Frederiksen

Står det til SF, er det Mette Frederiksen, der overtager Lars Løkke Rasmussens post efter næste valg.

- Jeg oplever det lidt kynisk fra eksempelvis Uffe Elbæks side, når han siger, at han gerne vil gøre noget for klimaet, derfor peger han på sig selv, siger hun.

Hun ærgrer sig over De Radikale og Alternativets udmeldinger den seneste tid.

- Jeg synes, at de begge to opfører sig, som om det først og fremmest handler om deres parti, og så er det egentlig lidt ligegyldigt, om regeringsmagten skifter. Det er det ikke for mig. Jeg vil gerne sætte Lars Løkke Rasmussen og hans kumpaner på porten, siger Pia Olsen Dyhr.

Kommentator: Dårligt nyt for Mette Frederiksen

Ifølge Helle Ib, der er politisk kommentator ved Børsen, demonstrerer Pia Olsen Dyhrs udmelding Mette Frederiksens problem i øjeblikket.

- Hvis der er noget, som Socialdemokratiet har forsøgt og også har taget ved lære af i historien, så er det, at man risikerer ikke at få magten, hvis der tegner sig et for utydeligt billede af, hvad det er for en politik, man kan love vælgerne.

- I dag har været dårligt nyt for Mette Frederiksen. Der er åbenlyse skænderier på de sociale medier mellem de røde partier. Det bliver endnu sværere efter i dag for Mette Frederiksen at forklare, hvad det er for en politik, som vælgerne kan stole på, de får, hvis de stemmer på rød blok.