Lautrup-Larsen: Østergaard spiller trumf es uden stik

16x9
Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard under De Radikales pressemÞde i forbindelse med sommergruppemÞdet i Nyborg, tirsdag den 21. august 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Den radikale leder har spillet spillets hĂžjeste kort - det er hĂžjt spil, og det er alt eller intet. Men har de Radikale hermed spillet fallit?

Findes der et kortspil, hvor trumf es ikke giver stik? PÄ Christiansborg er den radikale Morten Østergaard i gang med prÞve, om det er anderledes i politik.

Nu er hans trumf es spillet ud. Der er nÊppe stÊrkere kort pÄ hÄnden. Den radikale leder krÊver skriftlige indrÞmmelser fra Mette Frederiksen. Ellers bekÊmper Radikale Venstre den socialdemokratiske storesÞsters mulighed for at danne regering. Omdrejningspunktet er isÊr krav om lempelser pÄ udlÊndingeomrÄdet med lettere adgang for fremmed arbejdskraft til det danske arbejdsmarked.

ForelÞbig fÄr Morten Østergaard ingen imÞdekommende svar. Snarere tvÊrtimod. Den socialdemokratiske strategi lader sig ikke pÄvirke. Holdningen er benhÄrd. Hvis der pÄ nogen mÄde kan sÊttes spÞrgsmÄlstegn ved partiets drejning over til en stram udlÊndingepolitik, sÄ er det hele lige meget. Mette Frederiksen og folkene omkring hende er nemlig overbeviste om, at vÊlgerne vil svigte partiet, hvis hun vakler. SÄ kan Lars LÞkke Rasmussen allerede pÄ valgnatten konstatere, at der stadig er borgerligt flertal bag en regering ledet af ham. Det socialdemokratiske hensyn til trovÊrdighed pÄ udlÊndingeomrÄdet stÄr over alt andet. SÄ mÄ resten komme bagefter. IsÊr de radikale.

Morten Østergaard har ingen grund til at tro, at slesk tale og fÞjelighed fÞrer til tilgivelse

Peter Lautrup-Larsen, politisk analytiker, TV 2

Naturligvis hjĂŠlper den radikale melding sĂ„ absolut ikke Mette Frederiksen. Selv med det, vi nu mĂ„ kalde "et sĂ„kaldt" rĂždt flertal efter valget, er det helt uoverskueligt, hvordan hun kan danne regering. De radikale vil have skriftlige garantier. Alternativets Uffe ElbĂŠk truer med at tage sit partis mandater ud af ligningen. Og Enhedslistens Pernille Skipper leger med tanken om at kunne blive statsminister, hvis hendes eget parti, Alternativet og SF tilsammen bliver stĂžrre end Socialdemokratiet.

Alt det fÄr alligevel ikke Mette Frederiksen til at ryste pÄ hÄnden. Hun satser pÄ valgpsykologi, hvis LÞkke taber flertallet, offentligt pres efter ugers sandsynligvis resultatlÞse forhandlinger om en ny regering og pÄ, at det nye parlÞb med Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti pÄ en eller anden mÄde kan bruges af hende i mandatmatematikken hos Dronningen.

Sagt pÄ en anden mÄde: Hun hÄber pÄ at kunne bruge Kristian Thulesen Dahl som en kongemager efter den model, som de radikale hidtil har haft patent pÄ. Til hvilken side hver anden gang. Hvis altsÄ ikke, at Lars LÞkke pÄ valgnatten har flertallet pÄ mindst 90 mandater bag sig.

Nok af muligheder

Der er nok af muligheder at fabulere over. For eksempel den, som isĂŠr SF’s formand Pia Olsen Dyhr synes at satse pĂ„. Udgangspunktet er, at det eksisterende flertal mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF fortsĂŠtter efter valget. Et flertal, der i dag ikke rigtig tĂŠller, fordi Thulesen Dahl har bundet sig til at stĂžtte Lars LĂžkke som statsminister. Men som efter valget mĂ„ske kan vĂŠre et parlamentarisk grundlag for Mette Frederiksen, nĂ„r det stĂ„r klart for alle, at det borgerlige Danmark har tabt sit flertal.

PÄ Christiansborg er det allerede dÞbt FOA-flertallet efter det store offentlige fagforbund, fordi S-DF-SF flertallet vil vÊre enige om at bruge milliarder pÄ at styrke velfÊrden, mens VLAK-drÞmme om skattelettelser og radikale reformkrav sendes pÄ en kost til Bloksbjerg.

De tre store

Andre ser for sig efter ugers tumultariske forhandlinger om en ny regering, at de tre store partier, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti trÊtte af de smÄ partiers sÊrkrav gÄr sammen i et skrÞbeligt flertal. En sÄdan model har Kristian Thulesen Dahl som fortaler, men det krÊver, at Venstre accepterer Mette Frederiksen som statsminister. Det er svÊrt at se. Det er i hvert fald udelukket, at hun omvendt kan leve med, at LÞkke fortsÊtter pÄ hendes nÄde.

Ingen af ligningerne indeholder dog et radikalt parti. Med sit krav om, at Dansk Folkeparti skal holdes uden for indflydelse, ser Morten Østergaard umiddelbart bort fra realiteterne pÄ Christiansborg. Hans forklaring halter, nÄr han skal svare pÄ, hvad han vil, hvis Mette Frederiksen siger nej. Vi blev sÄledes ikke meget klogere af svarene pÄ pressemÞdet efter det radikale sommergruppemÞde i Munkebo. Bortset fra, at Lars LÞkke Rasmussen langt mindre end Mette Frederiksen kan honorere de radikale krav, sÄ pÄstande om, at Morten Østergaard i den sidste ende kan bane vejen for fortsat Venstre-styre, forekommer noget sÞgte.

Vanskeligt at kritisere

Alligevel er det vanskeligt at kritisere den radikale leder for hans trÊk. Socialdemokratiet har nemlig for lÊngst skrevet de radikale ud af deres kabale. Mette Frederiksen og isÊr hendes grÄ eminence Henrik Sass Larsen ser med en blanding af had, foragt og forundring pÄ den tidligere politiske partner. De forventer intet godt fra den side. TvÊrtimod bÊrer de radikale i deres optik hovedansvaret for, at de mistede regeringsmagten ved det seneste valg. Det radikale krav om skriftlige garantier vil kun bekrÊfte dem i deres opfattelse.

Det begyndte allerede kort efter valget, da Socialdemokraterne lavede dagpengeforlig med Lars LÞkkes davÊrende Venstre-regering. Morten Østergaard var ikke velkommen pÄ stengangen i Finansministeriet, men var henvist til at juble over aftalen pÄ twitter. Afstanden blev endnu stÞrre, da Mette Frederiksen indledte sit parlÞb med Kristian Thulesen Dahl og var med bag hovedparten af de nu 100 stramninger pÄ udlÊndingeomrÄdet. For sÄ at blive cementeret her fÞr sommer, da S-formanden slog fast, at hun agter at danne en ren socialdemokratisk et-partiregering efter valget. Uden de radikale.

Morten Østergaard har ingen grund til at tro, at slesk tale til og fÞjelighed over for Socialdemokratiet fÞrer til tilgivelse og en genoplivning af samarbejdet mellem de to partier. Uanset enkelte gruppefÊller synes at mene, at han ikke burde have rÄbt sÄ meget og sÄ hÞjt. Men det er at tro pÄ mirakler.

Historisk har det lille midterparti vÊnnet sig til, at dets mandater var mere vÊrd en sÄ mange andre

Peter Lautrup-Larsen, politisk analytiker, TV 2

Den radikale leder satser nu benhĂ„rdt pĂ„ at stĂ„ i spidsen for dem i dansk politik, der vil bekĂŠmpe Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl og alt hans vĂŠsen. Gamblingen er, at det giver mandater som dengang, Marianne Jelved kaldte Anders Fogh Rasmussen en ”farlig mand”. Sytten i alt.

Dengang levede blokpolitikken bare i bedste velgÄende. I dag er den i opbrud, fordi Thulesen Dahl balancerer over midten som noget nÊr Christiansborgs egentlige magthaver. Morten Østergaard har sat sig i spidsen for en hÄblÞs opgave.

Men mÄske er der alligevel et vÊlgerpublikum til det radikale budskab. SÄdan mere i protest, selv om radikale vÊlgere traditionelt vil have indflydelse for deres kryds. MeningsmÄlingerne giver ikke et entydigt svar om andet end hÞjst et lille plus, men hvis medvinden kommer, sÄ mÄ man give Morten Østergaard sÄ meget, at hans strategi ikke har vÊret helt forgÊves.

SÄdan plejer de radikale bare ikke at tÊnke. Historisk har det lille midterparti vÊnnet sig til, at dets mandater var mere vÊrd en sÄ mange andre. Fordi, de var nÞdvendige i regeringskabalerne.

I dag viser det socialdemokratiske skuldertrÊk over for de radikale krav, at det har Êndret sig til fordel for Morten Østergaards politiske hovedmodstander Dansk Folkeparti.

Der er lange udsigter til, at den radikale udgave af trumf es giver stik.