Lautrup-Larsen: Østergaard spiller trumf es uden stik

16x9
Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard under De Radikales pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet i Nyborg, tirsdag den 21. august 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Den radikale leder har spillet spillets højeste kort - det er højt spil, og det er alt eller intet. Men har de Radikale hermed spillet fallit?

Findes der et kortspil, hvor trumf es ikke giver stik? På Christiansborg er den radikale Morten Østergaard i gang med prøve, om det er anderledes i politik.

Nu er hans trumf es spillet ud. Der er næppe stærkere kort på hånden. Den radikale leder kræver skriftlige indrømmelser fra Mette Frederiksen. Ellers bekæmper Radikale Venstre den socialdemokratiske storesøsters mulighed for at danne regering. Omdrejningspunktet er især krav om lempelser på udlændingeområdet med lettere adgang for fremmed arbejdskraft til det danske arbejdsmarked.

Foreløbig får Morten Østergaard ingen imødekommende svar. Snarere tværtimod. Den socialdemokratiske strategi lader sig ikke påvirke. Holdningen er benhård. Hvis der på nogen måde kan sættes spørgsmålstegn ved partiets drejning over til en stram udlændingepolitik, så er det hele lige meget. Mette Frederiksen og folkene omkring hende er nemlig overbeviste om, at vælgerne vil svigte partiet, hvis hun vakler. Så kan Lars Løkke Rasmussen allerede på valgnatten konstatere, at der stadig er borgerligt flertal bag en regering ledet af ham. Det socialdemokratiske hensyn til troværdighed på udlændingeområdet står over alt andet. Så må resten komme bagefter. Især de radikale.

Morten Østergaard har ingen grund til at tro, at slesk tale og føjelighed fører til tilgivelse

Peter Lautrup-Larsen, politisk analytiker, TV 2

Naturligvis hjælper den radikale melding så absolut ikke Mette Frederiksen. Selv med det, vi nu må kalde "et såkaldt" rødt flertal efter valget, er det helt uoverskueligt, hvordan hun kan danne regering. De radikale vil have skriftlige garantier. Alternativets Uffe Elbæk truer med at tage sit partis mandater ud af ligningen. Og Enhedslistens Pernille Skipper leger med tanken om at kunne blive statsminister, hvis hendes eget parti, Alternativet og SF tilsammen bliver større end Socialdemokratiet.

Alt det får alligevel ikke Mette Frederiksen til at ryste på hånden. Hun satser på valgpsykologi, hvis Løkke taber flertallet, offentligt pres efter ugers sandsynligvis resultatløse forhandlinger om en ny regering og på, at det nye parløb med Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti på en eller anden måde kan bruges af hende i mandatmatematikken hos Dronningen.

Sagt på en anden måde: Hun håber på at kunne bruge Kristian Thulesen Dahl som en kongemager efter den model, som de radikale hidtil har haft patent på. Til hvilken side hver anden gang. Hvis altså ikke, at Lars Løkke på valgnatten har flertallet på mindst 90 mandater bag sig.

Nok af muligheder

Der er nok af muligheder at fabulere over. For eksempel den, som især SF’s formand Pia Olsen Dyhr synes at satse på. Udgangspunktet er, at det eksisterende flertal mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF fortsætter efter valget. Et flertal, der i dag ikke rigtig tæller, fordi Thulesen Dahl har bundet sig til at støtte Lars Løkke som statsminister. Men som efter valget måske kan være et parlamentarisk grundlag for Mette Frederiksen, når det står klart for alle, at det borgerlige Danmark har tabt sit flertal.

På Christiansborg er det allerede døbt FOA-flertallet efter det store offentlige fagforbund, fordi S-DF-SF flertallet vil være enige om at bruge milliarder på at styrke velfærden, mens VLAK-drømme om skattelettelser og radikale reformkrav sendes på en kost til Bloksbjerg.

De tre store

Andre ser for sig efter ugers tumultariske forhandlinger om en ny regering, at de tre store partier, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti trætte af de små partiers særkrav går sammen i et skrøbeligt flertal. En sådan model har Kristian Thulesen Dahl som fortaler, men det kræver, at Venstre accepterer Mette Frederiksen som statsminister. Det er svært at se. Det er i hvert fald udelukket, at hun omvendt kan leve med, at Løkke fortsætter på hendes nåde.

Ingen af ligningerne indeholder dog et radikalt parti. Med sit krav om, at Dansk Folkeparti skal holdes uden for indflydelse, ser Morten Østergaard umiddelbart bort fra realiteterne på Christiansborg. Hans forklaring halter, når han skal svare på, hvad han vil, hvis Mette Frederiksen siger nej. Vi blev således ikke meget klogere af svarene på pressemødet efter det radikale sommergruppemøde i Munkebo. Bortset fra, at Lars Løkke Rasmussen langt mindre end Mette Frederiksen kan honorere de radikale krav, så påstande om, at Morten Østergaard i den sidste ende kan bane vejen for fortsat Venstre-styre, forekommer noget søgte.

Vanskeligt at kritisere

Alligevel er det vanskeligt at kritisere den radikale leder for hans træk. Socialdemokratiet har nemlig for længst skrevet de radikale ud af deres kabale. Mette Frederiksen og især hendes grå eminence Henrik Sass Larsen ser med en blanding af had, foragt og forundring på den tidligere politiske partner. De forventer intet godt fra den side. Tværtimod bærer de radikale i deres optik hovedansvaret for, at de mistede regeringsmagten ved det seneste valg. Det radikale krav om skriftlige garantier vil kun bekræfte dem i deres opfattelse.

Det begyndte allerede kort efter valget, da Socialdemokraterne lavede dagpengeforlig med Lars Løkkes daværende Venstre-regering. Morten Østergaard var ikke velkommen på stengangen i Finansministeriet, men var henvist til at juble over aftalen på twitter. Afstanden blev endnu større, da Mette Frederiksen indledte sit parløb med Kristian Thulesen Dahl og var med bag hovedparten af de nu 100 stramninger på udlændingeområdet. For så at blive cementeret her før sommer, da S-formanden slog fast, at hun agter at danne en ren socialdemokratisk et-partiregering efter valget. Uden de radikale.

Morten Østergaard har ingen grund til at tro, at slesk tale til og føjelighed over for Socialdemokratiet fører til tilgivelse og en genoplivning af samarbejdet mellem de to partier. Uanset enkelte gruppefæller synes at mene, at han ikke burde have råbt så meget og så højt. Men det er at tro på mirakler.

Historisk har det lille midterparti vænnet sig til, at dets mandater var mere værd en så mange andre

Peter Lautrup-Larsen, politisk analytiker, TV 2

Den radikale leder satser nu benhårdt på at stå i spidsen for dem i dansk politik, der vil bekæmpe Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl og alt hans væsen. Gamblingen er, at det giver mandater som dengang, Marianne Jelved kaldte Anders Fogh Rasmussen en ”farlig mand”. Sytten i alt.

Dengang levede blokpolitikken bare i bedste velgående. I dag er den i opbrud, fordi Thulesen Dahl balancerer over midten som noget nær Christiansborgs egentlige magthaver. Morten Østergaard har sat sig i spidsen for en håbløs opgave.

Men måske er der alligevel et vælgerpublikum til det radikale budskab. Sådan mere i protest, selv om radikale vælgere traditionelt vil have indflydelse for deres kryds. Meningsmålingerne giver ikke et entydigt svar om andet end højst et lille plus, men hvis medvinden kommer, så må man give Morten Østergaard så meget, at hans strategi ikke har været helt forgæves.

Sådan plejer de radikale bare ikke at tænke. Historisk har det lille midterparti vænnet sig til, at dets mandater var mere værd en så mange andre. Fordi, de var nødvendige i regeringskabalerne.

I dag viser det socialdemokratiske skuldertræk over for de radikale krav, at det har ændret sig til fordel for Morten Østergaards politiske hovedmodstander Dansk Folkeparti.

Der er lange udsigter til, at den radikale udgave af trumf es giver stik.